Bog

Mus og mænd

Af (
2000
)

Analyse

Steinbeck, John - Mus og mænd

12 apr.18

Den amerikanske forfatter John Steinbecks (1902-68) roman 'Mus og mænd' fra 1937 er et eksempel på en nærmest usandsynlig vellykket bog inden for kategorien ”korte klassikere”.

Af litteraturstuderende Martin Laurberg

Romanen er en mesterlig fortælling om to socialt afvigende venner, der drømmer om et bedre liv. Samtidig er den et nærmest kosmisk-eksistentielt drama om at være klemt fast i en skæbnebestemt løbebane og om det umulige ved at være sammen med andre mennesker.

Alt sammen fylder mindre end 150 sider, men det er skrevet med en sådan præcision, at det er mangfoldigt uden på noget tidspunkt at blive overfladisk.

Romanen handler om de to venner George og Lennie, der ernærer sig ved at gå til hånde på forskellige rancher rundt omkring. George er lille og intelligent. Lennie er derimod kæmpestor og bomstærk, men samtidig meget naiv og nærmest retarderet. Ved romanens begyndelse er de to blevet tvunget til at forlade den ranch, hvor de hidtil har arbejdet, fordi Lennies yndlingbeskæftigelse – at røre ved bløde ting som fløjl og små mus – har taget overhånd:

Han er kommet til at kæle lidt for aggressivt for en ung pige, der er blevet skræmt og har beskyldt ham for voldtægt og dermed tvunget de to venner på flugt. Derfor er de draget hen til en anden ranch for at tjene penge. Bestandig bliver de drevet frem af en fælles drøm om en dag at tjene penge nok til at kunne købe et lille stykke jord og et bondehus, hvor de vil kunne slå sig ned og leve godt i frihed.

Venskabets dynamik
Omdrejningspunktet i 'Mus og mænd' er det mærkelige venskab mellem George og Lennie. Forholdet mellem det umage par virker ikke kun underligt for læseren. Det er også tematiseret som usædvanligt i romanen. De øvrige ranch-arbejdere er skildret som en flok ensomme driverter, der taler i punch-lines, og som altid er alene. Efter fyraften bliver der lagt kabale nærmere end spillet kort, og hvis rancharbejderne endelig kan samle sig om at gøre noget fælles, tager de sammen hen til et nærtliggende bordel – for at få vildskaben ud af kroppen, som det hedder.

Det, som binder George og Lennie sammen og adskiller dem fra de øvrige ranch-bisser, er drømmen om at komme ud af det sure liv som løsarbejder og slå sig ned på et lille stykke jord og leve i frihed. Og denne drøm bliver etableret ved gentagelsen af en fortælling: Den retarderede Lennie bliver aldrig træt af at lytte til Georges fortælling om, hvordan de to en dag skal slå sig ned som frie mænd – i særdeleshed den del af fortællingen, hvor han selv får lov at passe kaniner – og Lennies naive entusiasme smitter til gengæld så meget af, at George til sidst selv begynder at tro på historien.

Drømmen om frihed opstår gennem et heldigt sammentræf mellem to mentaliteter, som passer sammen. Den venlige, men samtidig fatalistiske og kyniske George og den naive, men entusiastiske Lennie passer så godt sammen, at de tilsammen kan skabe en tro på, at der venter dem et bedre liv – en drøm som måske ikke overraskende viser sig at ligge meget langt fra virkeligheden.

Forholdet mellem Lennie og George og venskabet mellem mennesker som sådan i 'Mus og mænd' består udelukkende som en undtagelsestilstand. Det er det gensidigt befordrende drømmeri, som gør det muligt for George og Lennie at holde hinanden ud. Og eftersom drømmen i bund og grund er helt ude af trit med virkeligheden – George står i virkeligheden ikke tilbage for de andre rancharbejdere, når det handler om at fyre penge af på det lokale bordel, og Lennies ukontrollerede passion for bløde ting ender med at få katastrofale følger – maler Steinbeck et sort portræt af venskabet som sådan: Kun gennem et ustabilt og uvirkeligt drømmeri kan hans personer være andet end alene.

Skæbnens manglende ironi 
Der er to niveauer af gentagelse i 'Mus og mænd'. For det første Georges gentagelse af drømmen om frihed. Men for det andet en slags tragisk gentagelsestvang, som ødelægger alle forhåbninger om forandring og et bedre liv.

Fra det øjeblik George og Lennie kommer til den nye ranch, frygter man, at Lennie vil rage uklar med ranchejersønnens smukke, men udsvævende kone, fordi man ved, at han tidligere har været i lignende problemer. En af romanens drivkræfter er den spænding, der bliver bygget op gennem læserens forventning om, at Lennie inden for kort tid vil komme til at jokke i spinaten. Man er på intet tidspunkt i tvivl om, at det hele skal ende galt.

Hos Steinbeck virker intet tilfældigt: Personerne handler og er, som man forventer. Og undtagelsen – venskabet mellem George og Lennie – er netop en undtagelse, der ikke lader sig harmonere med romanens strenge princip om determination, inden for hvilket det eneste realistiske krav om frihed er retten til slå sig selv og sine venner ihjel, før andre gør det.

'Mus og mænd' har helt klart et præg af social kritik. Rancharbejderne er usle eksistenser uden mulighed for at få afgørende indflydelse på deres egen tilværelse. Men mere grundlæggende er den en historie om eksistentiel fastlåsthed. Selv om drømmen om et lille bondehus ikke er helt uden for George og Lennies økonomiske formåen, ved man, at det aldrig vil lykkes for dem at få gjort noget ved sagen. De er – og heri ligger kilden til romanens tragiske stemning – uegnede til et liv i frihed.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
23019175
ISBN
87-595-1310-1
Antal sider
131

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer