Elendigheden

Andrzej Tichý har skrevet en på alle måder vild roman, der sprænger rammerne og fletter vold sammen med klassisk musik i en sært poetisk fortælling.

Grænserne er flydende i den svensk-tjekkisk-polske forfatter Andrzej Tichýs roman ‘Elendigheden’. Og det skal forstås på flere niveauer. Både selve fortællingen og rammen omkring den synes at være grænseløs.

Selve grundfortællingen kan ellers ridses op med en enkelt sætning: En cellist er på vej til en koncert i København sammen med en guitarist og en komponist. Men turen fra Sverige til København brydes konstant op af jeg-fortællerens flashbacks til barndommen og ungdommen, der trænger sig på.

Vi finder hurtigt ud af, at fortælleren befinder sig i to meget forskellige verdener på én gang. I barndommen og ungdommens indvandrermiljø, hvor vold, stoffer og død er hverdag. Og i hans nutid, hvor han som cellist er en del af et intellektuelt miljø, hvor man diskuterer ting som mikrotonalitet og partiturer.

Fortælleren forsøger ihærdigt at være til stede i nuet, men fortiden trænger sig konstant på som en stream of consciousness, fortælleren ikke kan undslippe:

“... jeg længes efter stilhed, efter at undslippe min egen stemme, slippe væk fra mit eget lortegrisehoved, tro mig, bror, impulsen til at lukke munden for altid er stærk, men det kan jeg ligesom ikke, det kan jeg bare ikke, det sker bare, den åbner sig som et sønderkneppet anus og lukker al det der lort ud …”

Den manglende evne til at undslippe sine tanker understreges af romanens struktur, der bryder med det traditionelle format og i stedet benytter sig af en modernistisk rablende struktur, hvor én tankestrøm afløser den næste, og hvor der snildt kan være flere sider uden et eneste punktum.

Bag de flydende grænser og rablende tankestrømme gemmer sig en fortælling om både klasseskel og etnicitet. Fortælleren er vokset op i et indvandrermiljø, der i avisen beskrives som “en menneskelig losseplads”, og opvæksten er præget af stoffer og vold. Men på en eller anden vis, er fortælleren undsluppet den skæbne, som har ramt flere af kammeraterne. Han er ikke blevet en kriminel junkie, men har forladt sit bagland.

Og det er det, der konstant rumsterer i hans hoved. Han har måske nok ændret sin skæbne, men han ved, at det kunne være endt helt anderledes:

“At det kunne have været mig? Selvfølgelig, det er rigtigt nok. Det bliver ikke mere banalt. Det er sandt. Det er et sted, jeg var bestemt til, og som jeg slap udenom. Det hundeliv. Misbruget, kriminaliteten, døden. Fængslet, de beskidte madrasser og sofaer, pakken. Det liv og den død.”

‘Elendigheden’ er alt andet end banal. Den er vild og blodig, sært poetisk og smuk. Den sprænger alle rammer og er helt sin egen.