Bog

Hærværk

Af (
1964
)

Anmeldelse

Hærværk af Tom Kristensen

02 jan.04

'Hærværk' er en rejse i menneskelig deroute; en grum, men alligevel uimodståelig og fascinerende rejse i forfaldets fodspor.

'Hærværk' er en rejse i menneskelig deroute. En grum, men alligevel uimodståelig og fascinerende rejse i forfaldets fodspor. Fra lejlighedens tomme ægteskab, gennem “Dagbladets” redaktionslokaler, fyldt med krukkede digter-wannabees, over “Bar des artistes” alkoholtågede “venskaber”, ned i rendestenens dyb.

’Hærværk’ er den indre kamp i det jastrauske univers, hvis kompas peger længere og længere ned i sjælens afgrund. Altid med tomheden som trofast følgesvend, når morgenen gryr, og nattens andre ravne forlængst er forduftet. ’Hærværk’ er storbyens mørke og destruktive puls, som blot venter på at slå kloen i endnu en svag sjæl.

Det hele starter med lidt larm ved hoveddøren. To ansigter fra den kommunistiske fortid dukker op hos kunstanmelder Jastrau og beder om nattely. Sanders og Steffensen (Stefani den yngre). Det er skæbnen, der træder ind af døren og med deres provokationer bokser til den sure mavesyre, som bobler i værtens indre.

En syre fyldt med mindreværd og bristede drømme. Steffensens brutalitet og talent med skriverpennen har åbnet den første sprække ind til Jastraus selvdestruktive indre. Derfra begynder nedturen, drikkeriet, og Jastraus verden krakelerer langsomt både inde- og udefra. Hærværket er begyndt!

Kedelig, deprimerende, tung socialrealisme uden skyggen af chance for eskapisme, som kan oplade batterierne på ny? Luk bogen og tænd for lidt talentløst popstar! Eller tør du tage favntag med livet, og fortsætte rejsen i et vedkommende univers? Mærke sjælen banke og se storbyens dunkle sider i øjnene?

Jastraus selvdestruktive rejse er rå og realistisk. Hård, usentimental og blotter alkoholmisbrugets inderste væsen med dets søde stunder, selvfornægtelsen og desperationen. ’Hærværk’s styrke er, at den netop aldrig bliver tung, grå socialrealisme i værste svenske stil. Historien fænger med sit sprudlende og levende persongalleri, fra Steffensens faderkompleks, der får ham til at fornægte sit rigtige navn - Stefani, til den evige Kjær, den konservative Kryger, Lille P fra Dagbladet og Nordens bedste coctailryster Lundum og mange flere; kvinderne ikke at forglemme med deres trutmunde og indtagende barme.

Alle bidrager til, at rejsen mod rendestenen også har sine festlige stunder. Det kan godt være de går i hundene, men de morer sig på vejen (eller gør de?) . Deres moral bliver et begreb på størrelse med en ølkapsel. Kan de rigtige venskaber findes ved baren med en drink i hånden og skiftende emotionelle stemninger, fra overstrømmende hengivenhed til slet skjult foragt - ja måske ligefrem had, eller er de blot desperat søgen efter en form for indhold midt i al tomheden.

På den anden side, hvem kender ikke et øjeblik fra ens eget liv, hvor øllet med hver slurk forstørrer vennekredsen inden for Tuborgklammen : “Og så blev den menneskelige nærhed til bølger, til hav, til et element, hvor det var naturligt at omfavne hinanden. Venskab. O dyre følelser! Whisky. whisky. Dyp dig i whisky og tro på dine venner, - ubegrænset. Og så sad Jastrau med armen om skulderen på Lille P ....”. Hvem ved, hvad der gemmer sig af smerte bag whiskysmilets charme? Smiler øjnene eller blotter de den menneskelige psykes skrøbelighed?

Og hvor er håbet? Måske i rendestenen, når bunden er nået; dér kan genopbygningen måske starte?

Sproget i ’Hærværk’ er fantastisk og åbner med sin malende pensel  for det ene lag  symbolik efter det andet. Enhver dansklærers drøm! Udover den menneskelige deroute er der lag af samfundssatire/-kritik, politiske stikpiller og mange andre lag.

Sproget er i sig selv en grund til at læse ’Hærværk’: “Endnu havde bygningerne ikke fortonet sig i skumringen mellem træerne. De stod rene og klare, åbenlyst forlorne i det rødlige solnedgangsskær, og det var det smukke og spændende ved dem, de var netop ikke virkelige.....”
Sproget som åbner et nyt og anderledes København for læseren og lader os møde storbyen i et andet lys.

Er 'Hærværk' en selvbiografisk roman? Tom Kristensen meldte aldrig klart ud, men lighederne antyder Kristensens egen indre Jastrau, både i forhold til den store radikale avis i hovedstaden og til sin egen umættelige tørst. Han legede med lighederne som en del af sin identitet. Ligegyldigt måske, men det giver romanen et skær af smertelig virkelighed og autencitet.

Tom Kristensen har ikke været alene om litterære bedrifter i storbyens rus og det efterfølgende forfald. Herman Bangs ’Stuk’ er fra en anden tid og måske ikke så tørstig i sit forfald, men rummer alligevel paralleller til Hærværks univers. Ejersbos kokainsniffende ’Nordkraft’ om storbyungdommen i Aalborg gør én høj over, at unge forfattere endelig tør smide hæmningerne og kaste sig  ud i hudflettende beskrivelser af nutidens “Bar des artistes”.

Michael Strunges digte har i sin storbydesperation også noget ’Hærværk’ over sig, selvom sproget er anderledes, måske også mørkere. Og i den tørstige genre er det svært at komme uden om Charles Bukowski, som også er en fræk lømmel med hang til “cigaretter, whisky og nøgne piger”.

’Hærværk’ er en væsentlig roman, en roman som stadig har en vedkommende og eviggyldig historie at fortælle, og som formår at slå bro over generationer, fra krigsgenerationen til postpunkens børn. Den bør læses og kan læses flere gange. Den forskrækker og fascinerer. Efterlader aldrig sin læser neutral, men kræver stillingtagen og hjernegymnastik. Stor kunst - intet mindre end et mesterværk!

Gyldendal, 1930.  457 sider.

 

Analyse

Kristensen, Tom - Hærværk

Tom Kristensens roman om den fallerede litteraturanmelder Ole Jastrau, der bevidst går i hundene, var for meget for tidens anmeldere, men er siden hædret som forfatterskabets hovedværk.

Uendelighed og umanérlighed
Tom Kristensen indtager en særstilling i dansk litteratur. Han er i sit forfatterskab især optaget af, hvor kort afstanden egentlig er imellem uendelighed og umanérlighed, imellem sjæl og last, imellem sprudlende lykkefølelse og afgrundsdyb angst. Med et mod og en hudløshed kaster han sig i sine værker ind i menneskets indre for at se, hvad der gemmer sig bag de mange forvrængede masker, vi til daglig gemmer os bag, og hans værker er derfor ofte udtryk for en helt grundlæggende eksistentiel søgen efter at finde frem til en større sandhed om mennesket – som menneske!

Tom Kristensens eget liv
Tom Kristensens eget liv var i perioder præget af stor rodløshed. I perioden 1921-1946 når han at være gift fire gange, indtil han i 1946 omsider finder sin Bosse (Ingeborg Weber), som han er sammen med resten af livet. I 1925 begynder hans ”første hærværksperiode”, som han selv har kaldt den. Han begynder at drikke og siger i 1928 sin stilling som litteraturanmelder ved Politiken op. Han bliver skilt fra sin første kone og mister stort set kontakten til sin eneste søn, Toth (Erling), som han siden hen må opleve dø ung i 1966. Han genoptager sit arbejde ved Politiken, men i 1931 begynder den ”anden hærværksperiode”, som fortsætter lige indtil Tom og Bosse flytter til Thurø, en begivenhed, der endelig får sat skik på de ustyrlige dæmoner. På Thurø oplever Tom Kristensen omsider den ro og idyl, han så længe har haft brug for.

Se hvilket menneske! Om hovedværket Hærværk
Da Tom Kristensen i 1930 udgiver 'Hærværk', der bliver hans hovedværk, har han allerede et længere og anerkendt forfatterskab bag sig. Men 'Hærværk' chokerer den konservative presse, der omgående udråber romanen til at være både pornografisk og selvudleverende. Den ”hæslige” undergangshistorie om den fallerede digter og litteraturanmelder Ole Jastrau, der bevidst går i hundene og lader hånt om familie, job og selvopretholdelse, er for meget for det traditionelle, pæne publikum. At romanen tilmed var subjektivt motiveret, vakte kun yderligere forargelse blandt de borgerlige læsere.

Som drukroman skriver 'Hærværk' sig imidlertid ind i en tradition, der rækker helt tilbage til navne som Johannes Ewald og Ludvig Holberg. For ligesom vi i Holbergs komedie ikke kan få svar på spørgsmålet ”Hvorfor drikker Jeppe?”, kan vi heller ikke i Tom Kristensens 'Hærværk' helt blive klar over, hvad det egentlig er, der driver Ole Jastrau mod den totale selvødelæggelse – mod skibskatastrofer, hærværk og pludselig død. Fælles for Jeppe og Ole er, at de drives mod det uforklarlige, det Absolutte, mod ”sjælens uendelighed”, som Jastrau selv udtrykker det. Han vil finde frem til en større sandhed i og om sig selv – uanset omkostningerne.

'Hærværk' strækker sig over godt et år, og allerede ved romanens begyndelse plages Jastrau af en gennemgribende lede ved sin borgerlige tilværelse som ægtemand og hovedanmelder ved Dagbladet. Han er ved at blive kvalt i meningsløse meninger, korrekte konversationer og celebre selskaber, hvor han mest af alt føler sig som en udstillet nar, en ”varietéclown”. Jastrau drikker allerede lidt for meget og hænger allerhelst ud sammen med fuldblodsalkoholikeren ”evige Kjær” bag de blændede ruder på Bar des Artistes. 

En dag opsøges Jastrau imidlertid i sin lejlighed af Bernhard Sanders, kommunist og gammel studiekammerat, og med sig har denne den unge digter og oprører Stefan Steffensen. Mødet med de to bliver skæbnesvangert for Jastrau, fordi genoptagelsen af venskabet skubber den vege og karakterløse Jastrau helt ud over den faretruende afgrund, han i forvejen befinder sig på kanten af. De to fyres tilstedeværelse afføder nemlig i første omgang en eksistentiel usikkerhed hos Jastrau, men samtidig tiltrækkes han også af deres frækhed, frihed og formløshed. Særligt den unge Steffensens liv i total lovløshed frister Jastrau kolossalt og gør ham bevidst om nødvendigheden af at måtte bryde alle bånd. Som et dyr lever Steffensen fra dag til dag, kun styret af sine instinkter og denne uendelige ”uendelighed”. Sammen begynder Steffensen og Jastrau på deres evige drukaftener at udforske sjælens uendelighed, som Steffensen ironisk og fatalt nok omdøber til sjælens umanérlighed. Og at projektet kan vise sig at blive en ganske farefuld affære, ses allerede af det på én gang ildevarslende og advarende indgangsmotto til romanen, som lyder: ”Frygt sjælen og dyrk den ikke for den ligner en last.” Hærværket skrider fremad, og Jastraus hustru, Johanne, siger naturligvis fra. Da hun endelig beder om skilsmisse, kommer det imidlertid ikke som nogen overraskelse for Jastrau; snarere giver det ham en bittersød følelse af både sorg og beruselse, for nu er der omsider åbnet for det totalt frie fald. Alle snævre og snærende bånd er løst, og jobbet på Dagbladet tillige sagt op. Nu kan jazzgrammofonen endelig snurre og den vemodige saxofon kan omsider spille fuldstændigt og uden ophør!

Flere gange undervejs i romanen forsøger Jastrau at legitimere sit selvhærværk, og selvom man som læser umiddelbart kan synes, at Jastrau virker både ansvarsløs og kynisk, fatter man alligevel sympati og forståelse for den karakterløse Jastrau. Hans identitetssøgen er en indre (natur)nødvendighed, en rejse, han er nødt til at foretage på egen hånd for at finde ind til sig selv. I første omgang erkender Jastrau, at han ikke kan gøre Johanne lykkelig, og at jobbet på Dagbladet må siges op, men snart finder han altså også ud af, at han må igennem denne totale afvikling for måske at kunne nå frem til en form for udvikling eller forvandling. Men undervejs kræver denne forvandling, at han spørger sig selv, hvorvidt han egentlig er et dyr eller et menneske. Han må leve efter sine instinkter, se dyret i sig selv, netop for måske at kunne genopdage det menneskelige ved sig selv. Han må for en tid leve i lovløshed med druk, hor og evig jazz. Han må for en tid være en Jesus blandt skøgerne.

Derouten udvikler sig som en art odyssé, hvor vi det meste af tiden følger Jastraus farefulde færd igennem hans skiftevis desperate, omtågede og fritflydende bevidsthed. Hans liv og tilværelse er en synkende skude, og han befinder sig selv midt på den. Sidst i romanen formår Jastrau dog alligevel at se det hele udefra, da han fra den prostituerede Sorte Elses lejlighed ser, hvordan hans egen lejlighed brænder og går fuldstændigt op i flammer. Branden bliver symbolet og fuldendelsen på det helvede, Jastrau har gennemlevet det seneste års tid. Den brændende lejlighed er det synkende skib, men den er også den totale befrielse, hvorfor Jastrau – frem for at bryde sammen – netop bryder ud i en euforisk jubel, der ved synet af dette flammehelvede ”svingede ekstatisk over i litteratur”. Branden er en selvopfyldelse af det seerdigt Steffensen tidligere har skrevet, og som Jastrau har læst og aldrig siden har glemt, og hvori det lyder: ”Men min angst må forløses i længsel / og i syner af rædsel og nød. / Jeg har længtes mod skibskatastrofer / og mod hærværk og pludselig død.” De velkendte ord indgår senere i Tom Kristensens berømte digt 'Angst' fra 'En fribytters ord' (1932), men i 'Hærværk' ligger ordene som en understrøm og fungerer på flere måder som en profeti eller forudsigelse af, hvordan det vil komme til at gå Jastrau.

Jastrau véd, at han er dranker, og han véd, at det, han gør, med samfundets øjne er forkasteligt. Alligevel fortsætter han ufortrødent sit forfald i håbet om at finde ind til sjælen i sig selv. Men for Jastrau findes sandheden ikke i en institutionel kirkelighed, selvom denne også prøves af – og spiddes – i løbet af romanen. Det er derimod en form for verdslig åndelighed i nuværende liv, Jastrau higer efter. Så mere end at føle en fysisk og åndelig afvikling, mærker Jastrau sidst i romanen snarere, at den lange identitetsrejse har medført en form for udvikling, en ”omvendelse” og en forvandling, hvor indre og ydre smelter sammen i en samlet følelse af en tro på en mangfoldig helhed. Jastrau finder og mærker et udefinerbart noget i sig selv: Hvert menneske er som et prisme. Spørgsmålet er blot om prismet altid kan beregnes rationelt? Jastrau får et glimt af, hvad livet er, og hvad det enkelte menneske er gjort af. Han ser lysets mange brydninger i sig selv, og hans horisontale og jordiske katastrofekurs er langsomt skiftet ud med en vertikal og åndelig oprejsning – i profan skikkelse. Omkostningerne har været kolossale, men Jastrau har fundet frem til, at mennesket er som et prisme, en mangekantet form, der bryder lyset og stråler i flere forskellige farver. Livet er ”en mangelund”, som ”evige Kjær” udtrykker det.

I en scene sidst i romanen ligger Jastrau på Christianshavns Vold, og her ser han den legendariske Bar des Artistes henligge i et uvirkeligt lys, som en hallucination i rød tåge, mens jorden og græsset under ham forekommer langt mere virkeligt. Romanen postulerer ikke, at Jastrau kan se igennem hallucinationen, men Jastrau opnår alligevel, gennem sin lidelsesfærd, frem til en for ham mere ægte fornemmelse af virkeligheden, hvorfor scenen med branden i lejligheden også er helt åben for fortolkning. Skibskatastrofen fra Steffensens ”seerdigt” er indtruffet, men er der tale om det totale vanvid, eller er Jastrau snarere nået ud på den anden side af sin eksistentielle søgen efter, hvad et menneske egentlig er? Jastrau er som en moderne Odysseus blevet genfødt, har opnået en følelse af katarsis, og slutscenen, hvor Jastrau måske forlader København, er derfor også helt åben. For tager Jastrau til Berlin, som en nu fjern stemme fra fortiden ønsker det? Fortsætter han sit forfald? Eller genoptager han snarere med fornyet kraft sit liv som forfatter? Sætter han sig måske hen og skriver en roman ved navn Hærværk? Det er op til læseren selv at bedømme.  

Tom Kristensen og samtiden
Tom Kristensen skriver i flere forskellige genrer. Han debuterer som lyriker med 'Fribytterdrømme' (1920), bliver nok mest kendt som romanforfatter, men skriver også både rejseskildringer, erindringer og en enkelt ungdomsroman. Herudover agerer han som en af sin tids mest betydningsfulde kritikere og fra sin position som litteraturanmelder ved Politiken, skriver han en del kritiske essays og artikler, der omhandler den samtidige kunst og litteratur, bl.a. skriver han det meget kendte essay 'Den unge Lyrik og dens Krise'

Tom Kristensen skriver i en tid, hvor mange forskellige ismer i kunsten og litteraturen forsøger at finde deres form. Selv er Kristensen igennem tiden således blevet kaldt alt lige fra impressionist, ekspressionist, modernist til avantgardist. Men måske er det egentlig meget sigende for Tom Kristensens forfatterskab, at så mange etiketter er forsøgt påduttet det – for i virkeligheden passer Tom Kristensen måske slet ikke ind i nogen kasse. Han er i sine mange genrer og eksperimenter lidt af det hele. Kendetegnende er det dog, at hans udgangspunkt helt igennem er eksistentialistisk, netop fordi hans bøger grundlæggende handler om at nå frem til en sandere forståelse af, hvad det vil sige at være menneske. Han skærer ind til benet og forkaster al pæn og glat æstetik, tager sig ikke af de gældende normer og er heller ikke bleg for en diskussion af, hvad litteratur er. Han folder sig ud i en dobbeltrolle som forfatter og kritiker, en rolle, der ikke altid var nem, og som til tider har medført en urimelig underkendelse af hans litterære talent. I sit samlede virke vender han vrangen ud på såvel mennesket som litteraturen, og i sine skønlitterære værker kaster han sig ind i de hæsligste sfærer, og ofte sætter han netop katastrofen, hærværket eller beruselsen som udgangspunkt for det, der senere hen kan vise sig som et løftende glimt af meningen med det hele.

Kilder, links og centrale værker

03 sep.08

Bogdetaljer

Secondary title
Gyldendals bibliotek. Dansk litteratur ; bind 28-29
Forlag
Gyldendal
Faustnummer
01288040
ISBN
9788700332669
Antal sider
240

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer