Tullias verden

Tullia hvisker fra sin verden i det antikke Rom. Kerstin Ekman lytter, giver hende stemme og forener kvinder på tværs af tid og sted.

’Tullias verden’ forbinder en ung kvinde fra Katrineholm i Sverige i 1940´erne, som fik lov til at læse latin, til en ubeskrevet ung kvinde i det antikke Rom. Det er autofiktion og exofiktion i én og samme roman og forbinder på smukkeste vis kvinders liv til alle tider.

Ekmann lytter godt efter, når hun i sit studie af antikkens Rom udforsker de hviskende stemmer, som ikke er blevet hørt i samtiden. Det er til gengæld ikke svært at finde frem til, hvem de overhørte er, for kvinder er i årtusinder blevet glemt, undertrykt og overhørt i historiefortællingen. Ekmann forbinder kvinder over tid og sted, og er ikke i tvivl om, hvorfor vi stadig kæmper med ligestilling i nutiden.

Under mottoet fra en af Properts´ elegier går Ekman i gang med at samle de bittesmå stumper af liv til et mosaikarbejde, og får skyggerne som er blevet gjort tavse til at leve:

”Også skygger har navne: døden har efterladt noget.
Noget undslap – en ånd? Bleg fra det udslukte bål.”

Tullia var datter af forfatteren og storpolitikeren Cicero. Hun bliver enke som 20-årig efter sin mand og levede i mange år i et enormt tomrum. ” Der stod ikke andre livsveje åbne for hende end ægtehustruens.” Hun føder, hun mister og hun dør formentlig også som følge af en fødsel.

Ekman går grundigt til værks for at komme bagom de latinske historiske tekster, der ligger til grund for at forstå en kvindes vilkår i antikken. De latinske underrubrikker vidner om de dybdegående undersøgelser forfatteren har foretaget for at nå ind til Tullias verden. For vil man i vores tid forstå kvindernes bevægelser og tanker, må man gå omvejen omkring mændene, for det var mændene som skrev og fortalte. Og ”ordene bygger verden op.”

Et eksempel er en rejse, hun foretager for at møde sin far Cicero i Brundisium, som er to ugers rejse fra Rom. Tyve år senere beskriver digteren Horats de voldsomme besværligheder og strabadser, han oplever på den samme rejse. Derigennem kan Ekman ræsonnere sig frem til den vanvittige hårde oplevelse Tullias må have haft.

Helt op til i dag har sproget været et stærkt middel til at trække kvindelig kompetence ned på et lavere niveau. Man kan gøre det ved en formindskelse, et diminutiv. Vi kender alle eksemplerne, som Ekman trækker frem: Da kvinder endelig fik lov til at spille på andet end harpe i symfoniorkestre blev de ikke kaldt violinister men violistinder. Ekman bruge selv sproget til med fast stemme at kaste lys over det historiesyn, der bygger på mænds sejrrige krige og heltedyrkelse.

Kerstin Ekman er en af de store nordiske forfattere, som i årtier har taget litteraturverdenen med storm i sine beskrivelser af kvindeliv i et historisk perspektiv. Eller måske rettere Ekman er altid på menneskelighedens side, når hun fortæller om de mennesker, der er prisgivet magthavernes luner.

Gennem den nutidige debat og kamp for kvinders ligestilling, bliver der ofte talt om de historiske traditioner og strukturer, der fastholder kvinders liv i en nedarvet, uren og mindreværdig position. Ekman levendegør den historie, og rækker tusinder af år tilbage for også der at finde den grundlæggende, helt ubegribelige og fastlåste undertrykkelse af halvdelen af befolkningen.