Vejen

Omstrejfende væsener på jagt efter mad under en sortnende himmel. Cormac McCarthys 'Vejen' er en dystopisk rejse uden andet mål end overlevelse.

Titlen på Cormac McCarthys 'Vejen' leder læserens tanker hen på Road Movies og landevejsromantik, men der er ingen spor af rastløs rejseiver i denne dystopiske roman, der beskriver en rejse uden andet mål end overlevelse. Den er en tung og gådefuld fabel med stærke sproglige billeder, der med deres gru kan hjemsøge læserens tanker længe efter endt læsning. Bogen kan læses som en bibelsk antitese til skabelsesberetningen; historien om de sidste to mennesker på jorden.  

'Vejen' sender fra første sætning sin læser ind i et univers, hvor alt er tabt. Skove er brændt ned, og de træer, der endnu står, vælter med pludselige brag. Byer og huse er forladte og plyndrede, støvsugede for spor af mad. Dyrearter er uddøde, og det eneste, der endnu findes er enkelte overlevere, omstrejfende væsener på jagt efter mad under en sortnende himmel, der bliver stadig mere grå for hver dag, og som sender et lag af aske ned over alt på jorden. 

I denne fortabte verden vandrer en far og en søn. Alt, hvad de ejer, bærer de med sig i deres to rygsække og i en indkøbsvogn med påmonteret sidespejl, så de kan holde øje med vejen bag sig. De gives ingen navne, men omtales blot manden og drengen. Navne hørte til i den gamle verden, i den nye verden efter civilisationen, bliver navnene ligegyldige. Mennesker har ikke længere brug for individuelle identiteter, de er blot hungrende skabninger smidt ud i en håbløs kamp for overlevelse.

Vi følger de to på deres ensomme og angstfulde vandren gennem et udslukt amerikansk landskab. Angsten for kannibalisme har boret sig ind i deres udmagrede kroppe, og romanen beskriver med stor troværdighed og gru de makabre sammenstød, der opstår, når far og søn støder på andre overlevere. Et møde mellem fremmede er i denne verden uundgåeligt en krig, hvor kun vinderen overlever. Den eneste beskyttelse, de har med sig, er en pistol med to kugler, en til dem hver.

Dommedag
Spørgsmålet om, hvad der har forårsaget dommedag, runger med som en uro i læserens baghoved romanen igennem, men det eneste svar romanen giver, er, at der kom nogle lysglimt og derefter nogle pludselige brag, og at strømmen forsvandt øjeblikkeligt. Verden, som vi kender den, forsvandt på et par sekunder, og overleverne kender ikke historien om civilisationens ødelæggelse, og den interesserer dem heller ikke.

På katastrofenatten bor manden i et hus sammen med en unavngiven, højgravid kvinde, som kort efter føder sønnen. De bor sammen i huset nogle år, men sulten tager til og faren for angreb udefra stiger, og en nat vandrer hun alene ud i mørket for at dø. Herefter forlader faren og sønnen huset og går på 'Vejen'.

Ved ikke at give katastrofen et navn, opnår Cormac McCarthy den effekt at skubbe til læserens uro. Vi vil gerne vide, om det er en meteor, et atomangreb, voldsomme vulkanudbrud eller noget helt fjerde, der bliver verdens endeligt. Vi vil lokalisere faren, så vi kan forebygge og forhindre katastrofen. Den unavngivne udslettelse bliver det helt centrale greb, der skaber virkelighedseffekten af denne opdigtede apokalypse. Når vi ikke ved, hvad faren er, kan vi ikke i tankerne beskytte os mod den, og den udslettelse, verden i romanen er underkastet, kunne sagtens blive virkelighed i en nær eller fjern fremtid. 

Det sentimentale og det kyniske
For alle romanforfattere er det en kunst at ramme en balance mellem det sentimentale og det kyniske, og i en roman om verdens undergang bliver problemstillingen sat på spidsen. Der skal være plads til både det lille håb og det absolutte meningstab. Meningstabet finder man i sulten, kannibalismen, volden og i døden som den eneste fremtidsudsigt. Håbet finder man i drengen og i mandens betingelsesløse kærlighed for sit barn. Ved at holde en meget ren og nedbarberet sprogtone, især i replikskifterne, undgår McCarthy, at det håb, der knytter sig til kærligheden mellem de to, ender i utroværdig sentimentalitet:

”Vi må standse, sagde han.
Det er meget koldt.
Ja, det ved jeg.
Hvor er vi?
Hvor vi er?
Ja.
Det ved jeg ikke.
Hvis vi skulle dø nu ville du så sige det til mig?
Det ved jeg ikke om jeg ville. Men vi skal ikke dø nu.” 

Undervejs i romanen mærker man faderens kamp for at blive ved med at opretholde et håb hos sønnen, trods eget meningstab. Det bliver åbenlyst, at det mål, han har opstillet om at nå kysten, er et falsk håb om noget, han godt ved, ikke findes. Når drengen spørger, hvad der så sker, har manden intet svar. Det er en vandring ind i meningsløsheden, og både far og søn ved det.

McCarthy udnytter i 'Vejen' samtlige virkemidler for at gribe sin læser i hjertekulen. Det er rørende og gribende, når de to ligger side om side og gemmer sig for akseregnen under en presenning med sulten gnavende i ribbenene og med angsten for at blive opdaget af kannibaler siddende i hvert åndedrag, og når faderen må spørge sig selv, om han virkelig ville kunne tage sin søns liv, når kannibalerne kommer. Men i kraft af den afdæmpede, beskrivende, sorgfulde sprogtone, der i sjældne øjeblikke løfter sig med smukke billeder, undgår romanen at blive sentimental. Den afgørende prøve ligger i romanens afslutning, og i om romanen slutter i den totale desillusion eller på en tone af håb. McCarthy vælger at lade romanen slutte, som vi har brug for, at den skal slutte, med et svagt håb om en fremtid, dog lullet ind i et svagt drømmende skær, der gør det svært at afgøre, om dette håb om en fremtid knytter sig til drengens virkelighed eller til faderens drømmeunivers.

I filmatiseringen fra 2009 er balancen forskudt en smule til det sentimentale, faderens kynisme og indre kamp med at opretholde troen får mindre plads, lige som de stærkt følelsesladede scener med den afdøde mor/kvinde foldes mere ud, hvilket er en af grundene til, at filmatiseringen fungerer mindre godt end romanen.

Dommedag i litteraturen
Cormac McCarthy modtog Pulitzerprisen for 'Vejen' i 2007. Han er af litteraturkritikeren Harald Bloom udnævnt til at være den ene af de fire største nutidige amerikanske romanforfattere side om side med Thomas Pynchon, Don DeLillo og Philip Roth. Han er blevet sammenlignet med William Faulkner og Herman Melville. Han har en omfattende romanproduktion bag sig, og romanudgivelsen før 'Vejen', ’Intet land for gamle mænd’ fra 2005 er også filmatiseret. Som 'Vejen' foregår 'Intet land for gamle mænd’ i et dystert, lukket univers præget af kynisme og vold. Dermed har McCarthy bevæget sig væk fra nogle af tematikkerne i sit tidligere forfatterskab, fx Grænselandstrilogien, som en sen-Westerns fra 1940’erne om drenges kamp for at blive mænd.

Cormac McCarthy er langt fra den første romanforfatter, der har kastet sig over dommedag. Bl.a. skildrer Nevile Shutes 'På stranden' og Dimitrij Gluchovskijs 'Metro 2033' verden efter atomkrigen. I 'Faldvand' af Mikael Neimi, forfatter til 'Populærmusik i Vittula', udrydder en flodbølge i en nordsvensk elv alt på sin vej.

Men selv for den læser, der vil protestere mod McCarthys drevne brug af præcis de virkemidler, der skaber den mest gribende fortælling, og mod hans dystopiske og kyniske syn på mennesket, og endda mod faren for, at han fremstår moraliserende, når han lader sine romanfigurer være de måske sidste to gode mennesker i verden, som modstår fristelsen for kannibalisme og andre former for depravering under sulten, så vil 'Vejen' i kraft af sit stille, sørgmodige sprog være en bog, man vil bære med sig.

Med sin helt sublime postapokalyptiske tone af undergang efterlader 'Vejen' bogen sin læser forslået, sårbar og åben. Den er en af de få romaner, som blot burde efterfølges af tavshed. Ikke fordi, den ikke fortjener al den omtale, den kan få. Men fordi de ord, vi omtaler den med, aldrig vil kunne indfange den stemning af nærvær, den tunge vished om altings forgængelighed, som den efterlader os i.

Kilder, links og centrale værker