Ansigterne

I Ansigterne bevæger Tove Ditlevsen sig på kanten af virkeligheden i en blanding mellem barsk socialrealisme og blid poetisk følsomhed.

Tove Ditlevsen debuterede i 1939 med digtsamlingen Pigesind. Hendes værker kan alle opfattes som delvist selvbiografiske, og med hendes turbulente liv og ikke mindst en insisterende selviscenesættelse bliver samtlige af hendes værker fragmenter af en kunstners liv og en kvindes erindringer i et omfang, der gør det umuligt at adskille de skrevne tekster fra det levede liv. Som ungt talent i 40'erne var hun en af de bærende kræfter bag tidsskriftet, Vild Hvede, mens hun havde sværere ved at følge med i de nyere litterære strømninger i starten af 50'erne efter en årrække som misbruger. Hun fastholdt sin traditionelle, uprætentiøse stil og tog stærkt afstand fra modernismen, idet hun aldrig ”følte trang til at bryde ud i sang om rustne vandrør, kloakafløb og andre lidet poetiske fænomener.

Ansigterne er et indvendigt portræt af forfatteren Lise. Hendes mand bedrager hende med stor energi, som det hedder sig, idet han forsvarer sig med, at man ikke kan gå i seng med et stykke litteratur. Lise forfølges af stemmer og ansigter, og gennem fortælleren, der følger hendes synsvinkel, vikles læseren ind i et univers, som bebos af en kvinde, der bevæger sig på grænsen mellem en dræbende normalitet og en insisterende galskab. Lise føler sig fanget i en ligegyldig tomhed, hvor hun er et tavst vidne til sin mands eskapader, blandt andet med husholdersken, Gitte. Gitte bliver omdrejningspunktet for Lises konflikter og bliver også det konkrete billede på, hvordan Lise føler sig skubbet ud af sit eget liv ved fornemmelsen af, at Gitte ikke kun overtager hendes mand og børn, men til en vis grad også Lise selv.

Lise forsøger selvmord og kontakter omgående lægen, da hun egentlig aldrig har ønsket at dø. Hendes baggrund for handlingen er i højere grad forestillingen om den tid, der venter efter selvmordsforsøget. Hun drømmer sig tilbage til dengang, hendes erindringer var rolige, og hun mærkede fortrolighed fra de ansigter, der nu har vendt sig imod hende.

Størstedelen af bogen er centreret om Lises sygdomsforløb og tankerne på den lukkede afdeling. Romanen lægger sig i forlængelse af sin hovedperson, idet den faktisk formår at bringe læseren i tvivl om, hvilken virkelighed man skal godtage. Stilmæssigt bevæger Tove Ditlevsen sig et sted mellem barsk socialrealisme i en nøgtern tone og en blid poetisk følsomhed, der i deres sammenstød og skærende kontrast lader læseren møde Lise og Tove Ditlevsen på kanten af virkeligheden.

Selv om Tove Ditlevsen bevæger sig vidt omkring i sit forfatterskab, er handlingen altid centreret om eksistentielle overvejelser. Handlingerne udspiller sig oftest i intimsfæren og tager stilling til identitetsmæssige problemer. Skønt man kan diskutere, hvorvidt der, trods hendes egen påstand, er modernistiske træk i særligt hendes senere tekster, adskiller hun sig markant fra tidens øvrige litterære udfoldelser, der var præget af eksperimenterende praksisser i konkretistisk poesi og systemdigtning.

Kilder, links og centrale værker