Anmeldelse
Charlie og chokoladefabrikken af Roald Dahl
- Log ind for at skrive kommentarer
Herligt gensyn med Roald Dahls ikoniske klassiker om Charlie, der vinder et besøg på Willy Wonkas utrolige chokoladefabrik, med mesterlige illustrationer af John Kenn Mortensen.
Historien om Willy Wonka og hans vilde slikfabrik udkom første gang på originalsproget i 1964. Siden er børnebogsklassikeren filmatiseret hele to gange. Første gang i 1971 og senest i 2005 instrueret af selveste Tim Burton med Johnny Depp i hovedrollen som Wonka. Dette understreger, hvor fantastisk denne fantasifulde historie er. At besøge en slikfabrik må være ethvert barns vildeste drøm, men under al sukkerstadsen er tingene slet ikke så fristende eller liflige, som de ser ud. For Willy Wonkas fabrik gemmer på en besk hemmelighed.
Verdens mest berømte fabriksejer, Willy Wonka, har udloddet en konkurrence om et helt særligt besøg på hans vidunderlige chokoladefabrik. I fem Wonka chokoladebarer har han gemt en guldbillet, der hver giver ét barn adgang til hans fabrik, hvor næsten alt er bygget af slik og andre søde sager. Charlie Bucket er en fattig og beskeden dreng, og da han vinder en af guldbilletterne, er det en drøm, der går i opfyldelse. Charlies besøg på fabrikken viser sig lærerigt - ikke blot for Charlie, men også for Wonka, der i virkeligheden er en ensom og fadersvigtet fabriksejer, der aldrig er blevet voksen.
Roald Dahls fantasifulde univers er sødt og grumt på samme tid. Barne- og voksenrollen er byttet rundt for Wonka er i virkeligheden det forsmåede barn, som føler sig uendeligt svigtet af sin far og aldrig er kommet sig over det, mens Charlie er den der tager ansvar og ikke lader sig friste undervejs. Wonkas konkurrence er et skalkeskjul, der dækker over Wonkas jagt på en arving til fabrikken. Rundvisningen, i det som må betragtes som selve slikhimlen, sorterer på uhyggeligste vis grundigt ud i rækken af de lettere usympatiske, grådige og selvfede børn, indtil der til sidst kun står én ærlig og uselvisk dreng tilbage.
John Kenn Mortensen er det helt rette valg, som tegner og illustrator til denne eventyrlige fortælling. De meget flotte illustrationer skaber den helt rigtige stemning til historien, i en grad så illustratoren har modtaget stor anerkendelse fra Roald Dahl imperiets arvinger.
’Charlie og chokoladefabrikken’ er herlig frydefuld og lettere gysende højtlæsning for både store og små fra cirka 7 år.
Brugernes anmeldelser