HhhH

Overvejelserne i en forfatters skriveproces kan være mange. Romanen 'HhhH' giver et godt indblik i disse, men romanen flyder bedst, når forfatteren bare fortæller historien.

Det Tredje Rige bestod af mange stor og magtfulde mænd. Én af den var Reinhard Heydrich – snakken sagde endda HhhH, altså: ”Himmlers Hirn heisst Heydrich” (Himmlers hjerne hedder Heydrich). Heydrich var rigsprotektor af Bøhmen-Mæhren og blev som følge af en grusom tilgang til sin post kaldt for ”Slagteren fra Prag”. Han var chef for RSHA (Reichssicherheitshauptamt, som var en samlet organisation for SD, Gestapo, Kripo og Schupo), men mest af alt er han kendt som idémanden bag ”Die Endlösung”, udryddelsen af det jødiske folk i de tysk-besatte områder. I maj 1942 udførte to modstandsfolk, udsendt fra den tjekkoslovakiske eksilregering i London, et attentat mod Heydrich, og det er planlægningen af dette attentat, bogen handler om.

'HhhH' er Laurent Binets debutroman, og den har vundet tre priser siden udgivelsen i Frankrig. Binet er stor beundrer af de to modstandsfolk, som udførte attentatet, og han vil gerne fortælle deres historie, selv om det er sparsomt med materiale om dem. Emnet hører i princippet hjemme i bibliotekernes faggruppe for Tjekkiets og Slovakiets historie og kunne være endt som en historisk roman, men formen på bogen gør, at den er endt som en biografisk roman.

Det er nemlig ikke bare en slavisk gennemgang af planlægningen og udførelsen af attentatet og præsentation af aktørerne. Binet har nemlig valgt at inddrage alle sine overvejelser og tvivl i forbindelse med forundersøgelser og skriveprocessen. For hvad betyder det at lægge vægt på denne episode frem for en anden? Har denne person betydning nok til at skulle nævnes? Får han fortalt den rigtige historie i sidste ende? Som han selv skriver: ”Min historie er gennemhullet som om den var en roman, men i en almindelig roman er det forfatteren som bestemmer, hvor hullerne skal være, en ret som bliver mig nægtet fordi jeg er slave af mine skrupler”.

Jeg synes, at det har været interessant at læse om Binets overvejelser som forfatter, for som læser tænker vi måske ikke altid over, hvilket arbejde der er gået forud for den bog, man sidder med. Samtidig synes jeg dog, at historien flyder bedst, når Binet bare fortæller historien. De forskellige afstikkere kan nogle gange ødelægge flowet. Men ofte er det fornøjeligt at læse Binets kommentarer til handlingen, specielt når man kan mærke, at hans interesse for historien og emnet brænder igennem.