Pynt

En stærk roman om en psykisk uligevægtig ung skuespillerinde med spiseforstyrrelser skrevet i en helt speciel Bjørn Rasmussensk tone, der blander styrke og skrøbelighed i et unikt udtryk.

”Er vi pynt. Det forlanges af mig, at jeg skal være et menneske, jeg ved ikke, hvordan man gør.” Sådan skriver hovedpersonen og jeg-fortælleren et sted i Bjørn Rasmussens nye roman ’Pynt’.  Hovedpersonen, en ung skuespillerinde, er indlagt på psykiatrisk afdeling på Hvidovre Hospital, og her har en sygeplejerske foreslået hende at skrive dagbog for at fortælle sin historie. Det gør hun. Hun fortæller historien til sin to år yngre autistiske bror, og det er en barsk historie: Da hun var fire år, døde deres far af kræft, og så hængte deres mor sig. Hovedpersonen er sammen med sin lillebror vokset op på Frederiksberg hos en temmelig excentrisk værge, Werther, og hans påklæderske, Jakob. Hun begyndte at sulte sig, da hun fik menstruation og udviklede en alvorlig spiseforstyrrelse. Hun har desuden været gift, men er egentlig vist mest til piger.

For kort tid siden læste jeg Helga Johansens selvbiografiske roman ’Hinsides’ (udgivet første gang i år 1900 og genudgivet i år af forlaget Gladiator). Den handler om en ung kvindelig forfatter og beskriver hendes tiltagende vanvid og indlæggelse på sjette afdeling – psykiatrisk afdeling på Kommunehospitalet i København. Der er mange referencer til denne roman i ’Pynt’, og til en stuegang siger hovedpersonen til en af lægerne, at hun gerne vil hjem, at hun gerne vil hinsides.

Der er mere end hundrede år imellem de to romaner, men der er ikke stor forskel i de behandlingsmetoder, som fremstilles. Det er skræmmende. I begge romaner beskrives den medicinske behandling og dens påvirkning af patienterne. Et sted i ’Pynt’ spørger vores hovedperson, om det virkelig er formålet at drive patienterne mod kvægagtige tilstande? Hun siger, at hun har ladet sig indlægge for ikke at dø, og i stedet kommer hun til at dø levende. Jeg ved ikke nok om psykiatrisk behandling i Danmark i 2013 til at kunne sige, om romanens beskrivelser har hold i virkeligheden, men jeg er skræmt.

Bjørn Rasmussen, der debuterede i 2011 med romanen ’Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet’ (som muligvis har selvbiografiske træk), har endnu en gang skrevet en absolut læseværdig roman. Ligesom debutromanen er dette mildest talt ikke nogen feel good-roman. Det er barsk læsning, men historien er skrevet i en helt speciel Bjørn Rasmussensk tone med lige dele styrke og skrøbelighed, hvor sprog og indhold hænger uløseligt sammen. Ved debutromanen tænkte jeg, at det måtte være bogens leg med det autofiktive, der gør, at sprog og indhold hænger så godt sammen, men det gælder i lige så høj grad denne roman om en ung skuespillerinde med spiseforstyrrelser, psykisk uligevægt og et måske ikke helt naturligt forhold til sin lillebror. En stærk roman skrevet i et fantastisk sprog.