Min far & Kvinden

To enkle og samtidig dybt komplekse skildringer af forfatterens far og mor, deres liv og kampen for tilværelsen i forrige århundredes første halvdel.

Dette er to hovedværker i Annie Ernaux’ forfatterskab. Begge fortællinger har været udgivet tidligere på dansk, henholdsvis i 1986 og 1989, men det er første gang de udkommer samlet på dansk. Og det er en rigtig fin idé at sammenstille de to portrætter.

I ’Min far’ ser vi Ernaux´ far med datterens øjne, vi ser ham over den kløft som forskelle i livsvilkår, opvækst og uddannelse uvægerligt skaber. Faderen har haft én drøm, og det er at blive selvstændig, ikke mere at være landarbejder eller fabriksarbejder, men det er en lang kamp at være købmand og caféejer i den lille by Yvetot i Normandiet, og han må se sig overhalet af udviklingen. Forældrene klarer sig dog, men de slider og slæber hele livet. Det er dette liv, vi får beskrevet, ganske nøgternt, og så drømmen om at datteren skal få et bedre liv og stoltheden over, at hun faktisk får det.

’Kvinden’ beskriver moderen, en slagfærdig, højlydt kvinde, køn, men lidt for kraftig i forhold til den uddannede klasse, som Annie bevæger sig op i, da hun bliver gymnasielærer og gift over sin stand. Da Annies far dør i 1967 som 60-årig, flytter moderen efter nogle år hjem til sin datter og svigersøn, der bor i Annecy i et fint højere middelklasse hjem. Alligevel lykkes det moderen at skaffe sig venner i byen, og hun bliver glad dér. Efter endnu en flytning vælger hun at flytte alene hjem til den by, de før har boet i i 50 år, men dette bliver ingen ubetinget succes.

Det er to små gribende fortællinger, skrevet i et ganske enkelt og nøgterne sprog, iblandet forældrenes egne udtryk. Allermest gribende synes jeg, forfatteren skildrer sin mors sidste år, hvor hun glider ind i demensen. Hun bor hos Annie, der er blevet separeret, og forsvinder langsomt ind i tåger af vrede og fortvivlelse. Alligevel savner datteren hende, da hun dør et par år efter.

Jeg blev grebet af disse livsskildringer af et så anderledes liv, skønt det alligevel ikke er mange år siden. Ernaux er i dag 80 år, og hun er født af forholdsvis gamle forældre. De fik en datter tidligere, der døde af difteritis, og de havde besluttet kun at få ét barn for at kunne give hende de bedste vilkår.

To små fortællinger om at skamme sig over sine forældres uvidenhed, normanniske dialekt og slagfærdighed og alligevel holde af dem og savne dem. Det er så fint skrevet og kan læses af alle og særligt af dem, der har gamle forældre, bedsteforældre eller oldeforældre.