Rosarium

Realisme, myte, videnskab og fantasi forenes i Weitzes slægtsroman om en ny menneskelig livsform med planteegenskaber

Charlotte Wietzes 'Rosarium' er slægtsfortælling gennem seks generationer om en familie, der bærer kimen til en ny livsform. Et menneske, som har tilegnet sig planteegenskaber og indgår i en mere organisk sammenhæng med naturen. Gennem folkefortælling, skitser af videnskabelige teorier, brevroman og hverdagsrealisme får Weitze skabt en litterær krydsning i romanform. Fortællingen strækker sig fra begyndelsen af det 20. århundrede et sted på grænsen mellem Rusland og Polen til nutidens USA og peger videre ind i en fremtid, hvor naturen måske har overlevet mennesket.
 

Eventyrlig folkefortælling, videnskabelig brevroman og hverdagsrealisme
Poetiske, sanselige billeder af måneblege øjne og dyner som flodhvirvler skaber den sproglige baggrundsstemning for den første del af Weitzes tredelte slægtsroman, 'Bror og søster'. I denne del af romanen tildeles karaktererne ikke navne, men benævnes i stedet ved deres indbyrdes relation (far, mor, bror, søster) eller samfundsposition (Zaren, Zarens søn). Disse sproglige greb giver fortællingen præg af at være en folkefortælling eller et eventyr om en bror og en søster, der flygter fra krigen og må leve et liv i skoven, hvor søster udvikler planteegenskaber, optager næring gennem lys, mister sit sprog og opdages som et grønligt væsen i et hult egetræ af Zarens søn under en jagt.

Undervejs i romanen bevæger fortællingen sig fra det abstrakte og eventyrlige ind i det konkrete og hverdagsagtige. Romanens anden del 'J.' er en brevfortælling og giver en præsentation af botanikeren Johannes tilbageskuende selvfremstilling henvendt til sine børn. Her skitseres Johannes videnskabelige arbejde, interesser og rejser. Gennem brevfortællingen præsenteres referater af de videnskabelige teorier og tankegange, der optager en botaniker, som er på jagt efter en rose med særlige egenskaber og besøger et kloster beboet af nonner, der lever af lysnæring. Botanikeren Johanne, der fysiologisk er en mand, Johannes, møder på klosteret søsters datter Esther, og sammen får de børnene Viola og Lilly, der også er bærere af planteegenskaber.

I romanens tredje del 'Pangæa' bringes fortællingen ind i en nutidig kontekst. Her samles slægten i USA for at fejre Johannes 100-års fødselsdag. Sproget får i denne del af romanen hverdagskarakter gennem eksplicit dialog og teenageproblematikker, og de narrative tråde samles i et spændingsopbyggende plot, da det viser sig, at fødselaren er forsvundet, og at nøglen til denne forsvinding ligger i hendes forskningsarbejde, og at det også angår menneskehedens fremtid.
 

Postmenneskelige transformationer
”Planterne har været her så meget længere, at det ville være forkert at kalde dem dumme. Dyr og mennesker kan kun overleve, hvis de spiser noget andet, som har levet. Sådan er det ikke med planter. De kan på magisk vis nøjes med kuldioxid, sollys, vand og lidt mineraler fra jorden.”

Menneskets forhold til naturen sættes på spidsen i Weitzes roman, hvor en rose både har livgivende og dræbende egenskaber, og mennesket muterer til en ny livsform, der med planten som forbillede måske kan indgå i en mere symbiotisk relation til sine omgivelser. Den nye livsform har en hud med grønligt skær og små forhøjninger, hårstrående er grønlige, og det forårsager smerte at klippe dem over. Livsformen har et mere effektivt stofskifte, er lavere end mennesket og har en langsommere hjerterytme, men bliver sjældent forpustet. Og så kan den optage lysnæring gennem huden og har derfor brug for mindre eller slet intet indtag af føde.

Menneskets symbiotiske sammensmeltning med naturen til en ny form for biologisk livsform behandles også i Kristian Byskovs bio-cyborgiske debutroman Mitose fra 2013, hvor menneskets og kroppens vilkår overskrides på tankevækkende måder. Hos Byskov har den nye livsform lært sig at indoptage væske gennem huden. Da deres struber derfor ikke fugtes, udvikler de talebesvær og får i stedet en intuitiv non-verbal, telepatisk forståelse for hinanden.

Flere af disse træk genfindes i Weitzes roman. Det tidlige eksempel på den nye livsform, der bærer navnet søster, mister delvist evnen til at tale og også delvist sin førlighed. Det mere nutidige eksemplar af den nye livsform, Fine, viser telepatiske evner, kommunikerer i drømme med sin oldemor og har syner om menneskehedens fremtid og mulige endeligt:

”Sådan som mennesket spreder sig på jorden, sådan som vi rejser, kan man få den tanke, at kontinenterne på sin vis er samlet igen. Vi bringer dyre- og plantearter med os rundt på vores rejser sammen med de mikrober og sygdomme, de har med. I løbet af de sidste hundrede år har vi ophævet hundrede halvtreds millioner års adskillelse. Vi bor allerede i fremtiden.”
 

Charlotte Weitze på det litterære Danmarkskort
Weitze debuterede i 1996 med novellesamlingen Skifting og modtog Bogforums Debutantpris for bogen. Weitze har studeret folkloristik på Københavns Universitet, og hendes forfatterskab bærer præg af interessen for den mundtlige fortælletradition som sagn og eventyr. Folkefortællinger, det eventyrlige, naturen og menneskets forhold til naturen er en rød tråd i forfatterskabet. Siden debuten har Weitze udgivet både radiodramatik, noveller og romaner. I 2016 udgav hun cli-fi-romanen Den afskyelige, en dystopisk fremskrivning af den globale opvarmning og satte dermed fokus på den klimatematik, der også er omdrejningspunkt for 'Rosarium'.

Weitze har en særlig stemme i dansk nutidsprosa med en række fantastiske fortællinger om trolde, engle, ufødte børn, gengangere, skygger og alfer. I en frit fabulerende fortællestil, som står i kontrast til den hverdagsrealisme, der har præget en række af Weitzes samtidige forfatterkolleger, forenes folkeeventyret med den mere moderne skæbnefortælling. Hendes fortællestil er blevet kaldt gotik eller realistisk magi, og hun er blevet beskrevet som en glad blanding af Franz Kafka, Edgar Allan Poe og Villy Sørensen.

I nyere dansk kontekst skriver romanen sig ind i den nye klimalitterære strømning med værker som Theis Ørntofts Digte 2014 og Solar (2018), Olga Ravns De ansatte (2018) og Siri Ranva Hjelm Jacobsens Havbrevene (2019). Samme forfatter har udgivet Daphnesyndromet (2021), der er en spekulativ fiktion med træk fra både græsk mytologi og gotisk litteratur, men også en poetisk fortælling om at overskride sig selv og blive et med naturen. Derudover kan der trækkes en parallel til Jonas Eikas Efter solen, der med globalt perspektiv og sanserigt billedstærkt sprog skriver sig ind i samtidens politiske udfordringer. Hos Eika er virkeligheden genkendelig, men med strejf af poetisk magi i luften, som åbner virkeligheden mod nye dimensioner.