Jeg husker dagen som lys

Olav Hergel skriver om et liv med OCD i et bevægende dobbeltportræt af sig selv og sin mor.

'Jeg husker dagen som lys' handler om Olav Hergels forhold til sin mor Benedicte, som var en del af kredsen omkring Karen Blixen og Herectica, og om at leve et liv med tvangstanker.

Niels Barfoed har i biografien 'Benedicte – en skæbne' skrevet om Benedicte Hergels triste skæbne, der endte med selvmord, da sønnen Olav var 16 år. Karen Blixen satte Benedicte op som en slags muse for digteren Thorkild Bjørnvig, som han også selv har beskrevet det i Pagten uden at afsløre, hvem det handlede om. De to blev forelskede, Bjørnvigs kone forsøgte selvmord, og parret havde nogle turbulente år med et uligevægtigt kæresteforhold. Olav og hans to år yngre søster Ane kendte ham i de år som onkel Thorkild.

Olav Hergel beskriver ganske nøgternt en på sin vis privilegeret opvækst i Ordrup, hvor pengemangel ikke fyldte, selvom moren tilsyneladende ikke var i stand til at have en fast indtægt. Måske kunne hun have gjort noget med det skrivetalent, som senere viser sig for Olav, da han får adgang til de maniske breve, hun skrev til Thorkild Bjørnvig, men det handlede jo nok også om tidens kønsrollemønstre, hvor den store digter, med Karen Blixen som undtagelse, selvfølgelig var en mand.

Store dele af Olav Hergels roman er en beskrivelse af hans barndom og ungdom med venner fra forskellige sociale lag i det nordsjællandske område. Usikkerheden om morens psykiske tilstand og hendes periodevise tavshed er naturligvis forfærdelig for børnene. I et par længere passager udfoldes også Benedictes tanker, og der beskriver Olav Hergel ganske troværdigt, hvordan hendes tvangstanker får hende til at straffe sig selv ved at være tavs overfor børnene og udføre ydmygende handlinger som at tisse foran andre mennesker på gaden og gå nøgen rundt. 

Forfatteren forsøger med bogen at forstå sin mor og samtidig afdække, hvordan han selv fra han er ganske ung præges af tvangshandlinger. Først i 40’erne finder Olav Hergel ud af, at han lider af OCD. Udover at være en del af en personlig afklaringsproces er erindringsromanen en smuk hyldest til livet. Historien er fængende og  velskrevet og en gave til de de mange læsere, der også selv har noget at bearbejde i forhold til psykisk sygdom, forældre og opvækst.