Anmeldelse
Sorg-Agre. Fortælling fra Vinter-Eventyr af Karen Blixen
- Log ind for at skrive kommentarer
En foruroligende fortælling – typisk for forfatterskabet, og den rummer så mange elementer og synspunkter, at der er rigelige tolkningsmuligheder. Men som stort set alle Karen Blixens tekster kan ’Sorg-Agre’ også læses som et eventyr, en god historie.
Tiden er ca. 1775, og stedet er Danmark med smuk og idyllisk natur. Fortællingen handler om slægten, jorden, herregårdskulturen og de nye tider, der kommer med frihed, demokrati og mennesket i centrum; modsætningen mellem nyt og gammelt er også en generationskonflikt mellem unge Adam, netop hjemkommet fra England og hans onkel, feudalherremanden.
Vi får historien om herremanden, som må og skal skaffe en slægtsarving til sin jord. Hans søn er død, og han har nu giftet sig med den unge kvinde, som sønnen skulle ha’ haft og håber på, at hun kan føde ham den ønskede arving. Meget af fortællingen består af samtaler mellem Adam og hans onkel, så at sige verbale magtkampe, der drejer sig om tro, om magt, om basale livsværdier.
Men det er også en historie om kærlighed, en sand indefra kommende kærlighed, om den fattige bondekone, Ane Marie, hvis søn er anklaget for ildspåsættelse. Om han er skyldig eller ej, spiller egentlig ikke nogen rolle for fortællingens forløb. Ane Marie får muligheden for at redde ham fra rettergang og straf ved at høste en rugmark, ene menneske, på ét døgn. Ganske stilfærdigt og med et lille, tålmodigt smil om munden udfører hun det arbejde, hun har påtaget sig for at redde sin søn. Og hun når det, men synker død om af udmattelse. Og marken får navnet Sorg-Agre.
Her har vi overmennesket, den feudale herremand, der repræsenterer magten og som tror, at det er hans magt, der får Ane Marie til at udføre det overmenneskelige arbejde, mens vi der læser kan se, at den magt, der styrer kvinden kommer indefra: kærlighedens magt. Og at herremandens tid og livsværdier er ved at miste indflydelse, fordi han ikke respekterer andre menneskers stolthed. Kun slægtsfølgen og jordens betydning er tilbage.
Sådan læser jeg fortællingen. Men der er andre mulige læsninger. Karen Blixen er et kompliceret bekendtskab; man bliver ikke straks dus med hendes eksistentielle og kunstneriske verden, men hvis man gør sig ulejligheden, bliver glæden ved historierne naturligvis rigere. Hvem der repræsenterer forfatterens synspunkter i denne historie, har der været mange litterære bud på, men jeg ser afgjort forfatterens sympati hos kvinden med den rene, uforfalskede kærlighed. Og så bliver det en bevægende og opbyggelig historie.
Man kan også sige, at fortællingens åbne slutning gør den uigennemskuelig som livet og inviterer til, at læserne fastholder og arbejder videre med de drømme og fantasier, Karen Blixen også i 'Sorg-Agre' lægger op til, og som i hendes univers erstatter den kendsgerning, at livet sjældent svarer til forventningerne.
Danmarks Radio producerede i 1986 en film efter Karen Blixens fortælling. Manuskript og instruktion: Morten Henriksen.
’Vinter-Eventyr’ og ’Skæbneanekdoter’ kan afgjort anbefales som gode indgange til Karen Blixen. Mange kaster sig straks ud ’Syv Fantastiske Fortællinger’ og kommer aldrig igennem, endsige andre steder hen i forfatterskabet. Og det er rigtig synd.
Analyse
Blixen, Karen - Vintereventyr
Med 'Vintereventyr' søgte Karen Blixen tilbage i tiden. Dog rettede hun samtidig en kritik mod samtidens problemstillinger.
Karen Blixens (1885-1962) litterære produktion er ikke specielt stor, men hendes forfatterskab er imidlertid kendt i udlandet på niveau med H.C. Andersens. Hun får sit egentlige gennembrud i 1934 med Seven Gothic Tales, som hun året efter genudgiver i Danmark under titlen Syv fantastiske Fortællinger. Selvbiografien eller erindringsbogen Den afrikanske Farm (1937) bliver også både udgivet på engelsk og dansk. I 1957 udkommer Skæbne-Anekdoter, hvori bl.a. den mere kendte Babettes Gæstebud er at finde.
Blixens forfatterskab adskiller sig på mange måder fra den tid og litterære periode, hun befinder sig i. Hendes stil kan karakteriseres som romantisk eller gotisk, hvilket kommer til udtryk i bl.a. 'Syv fantastiske Fortællinger', der hovedsageligt foregår i 1800-tallet; netop romantikkens og gotikkens epoke.
1930’erne, 1940’erne og 1950’erne er præget af de to store kriges altødelæggende konsekvenser. Heretica-gruppens nihilisme i 40’erne og den begyndende modernisme og eksistentialisme i 50’erne synes ikke at komme direkte til udtryk i Blixens forfatterskab. Hendes værker kan naturligvis stadig læses i den kontekst, de er skrevet, men pessimismen, opbruddet og angsten kommer hos Blixen til udtryk i en mytisk, nærmest allegorisk eller bibelsk lignelsesform, hvor nutiden opløses og trækkes tilbage i fortiden. Hun søger i sine værker noget tabt. Noget forsvundet. Dette ser vi også i Vinter-Eventyr (1942), der netop er skrevet under krigen.
Vinter-Eventyr er en samling af noveller eller længere, afrundede fortællinger, der alle har en lang række fortælletekniske, tematiske og motiv- og plotmæssige aspekter tilfælles.
Værkets eventyr er henlagt til 1800-tallets Europa og i nogen grad Danmark. Vinter-Eventyr søger tilbage i tiden, men kan stadig læses som en kritik af de samme punkter, som samtidens kunst sætter spørgsmålstegn ved. Således udspilles fortællingen "Heloïse" i en atmosfære af krig: ”Mens [Frederick] gik i sine egne tanker stod verden omkring ham ikke stille, men var tværtimod i den stærkeste bevægelse, og forandredes fra dag til dag med rivende hast. En stor krig var ved at bryde ud.” Der er tale om krigen mellem Frankrig og Tyskland i 1870, men derfor fornemmes i ovenstående citat forholdet mellem individet og tiden, som sammenblandet, dog paradoksalt adskilt. Men det er tydeligt, at hvor teksterne på realplanet ønsker at beskæftige sig med en samtidskritik, bliver værket på et allegorisk plan en skitse eller et portræt af hele menneskets sind, der strækker sig over tid. Skæbnen deler vi alle, synes at blive værkets overordnede budskab.
Fortællingerne forsøger alle at behandle problematikken mellem materialisme og idealisme, fangenskab og frihed, barndom og alderdom, opbygning og nedbrydning og forholdet mellem livet og døden og i sidste ende kunsten og virkeligheden. I den første fortælling "Skibsdrengens Fortælling", der af de 11 historier er den, som tydeligst viser sig som et eventyr og bruger magisk realisme, redder skibsdrengen Simon en fugl, der senere viser sig at være en gammel kone: ”En fugl, der havde søgt tilflugt oppe på råen, havde fået fødderne indviklet i noget løst taklegarn i et af faldene og kæmpede nu, højt oppe, forgæves for at blive fri. Drengen kunne fra dækket se den slå med vingerne og dreje hovedet fra side til side”. Allerede her bliver fortællingen og værket allegorisk. Denne sekvens bliver hele værkets mantra, nemlig forholdet mellem det sted, den enkelte person befinder sig i tid og dets forhold til andre og til skæbnen. Vinter-Eventyrs gennemgående spørgsmål kredser følgelig om, hvorledes mennesket er skæbnebestemt – kan det enkelte individ ændre tiden og skæbnen? Svaret synes i sidste ende at blive: ja, gennem det at fortælle; gennem kunsten.
"Den unge Mand med Nelliken" og "En opbyggelig Historie" er henholdsvis Vinter-Eventyrs anden og sidste fortælling. De har begge forfatteren Charlie Despard som hovedperson. Han har mistet sin muse og er kommet i tvivl om sit kald som kunster. I den første fortælling fører han samtale med Gud: ””Hør mig”, sagde Herren, ”jeg vil gøre en pagt mellem dig og mig! Jeg vil ikke måle dig større ulykker ud, end du netop behøver for at skrive bøger.” Således peger fortælleren på fortællergerningen som hellig og sakral, men samtidig som gudsbestemt; og dermed determineret.
Skæbnen er livets tråd, men kunsten er gjort af livet og dermed bundet sammen med skæbnen, og fortælleakten, kunstnerens position, bliver således guddommelig.
Af stud.mag. Henrik Romby Smith Madsen
Brugernes anmeldelser