Spøgelser, søndage, maver og en mund : fire billedbøger

En samling geniale historier af Kim Fupz Aakeson, der alle handler om nuancer og bevæger sig på grænsen mellem det komiske og det tragiske.

'Spøgelser, søndage, maver og en mund' er fortællingen om farfar, der bliver til et spøgelse, om drengen, der er bange for at hans forældre bliver trætte af ham, fordi der kommer en ny baby, om at få en baby, der ikke ligner andre babyer, samt om at blive overrumplet af sin egen mund, der pludseligt siger, lige hvad den vil.

I historien ’Så blev farfar et spøgelse’ mister Esben sin farfar, som til gengæld kommer på besøg hos ham om natten ved at gå direkte gennem væggene. De to taler sammen mange nætter, og der er noget farfar virkelig prøver at huske på, men ikke kan huske. En nat kommer han heldigvis i tanke om det. Esben og farfar skal sammen huske på alle deres fælles oplevelser. Og da de har udvekslet historier en hel nat, går farfar ud i mørket og vinker farvel. Så fint kan man fortælle en historie om døden.

I fortællingen ’Søndag’ er Torsten bekymret for den nye baby, der er på vej. For babyer er nuttede og lugter godt. Og Torsten lugter ikke rigtig af noget. Hans dårligste ven, Willy, prøvede at trøste ham, "Du kan måske få en plads på et børnehjem, når den baby kommer." Men da Thorsten snakker med farmor, der forsikrer ham om, at kærlighed er noget, der er nok af til alle, er det som om, han forstår tingene meget bedre.

’Manden og damen og noget i maven’ handler om en mand og en dame, der elsker hinanden så meget, at de skal have et barn sammen. De gør alle de ting, som vordende forældre gør, og får en abeunge! Ulykkelige, forvirrede og flove gemmer de sig med deres barn, som de barberer pelsen af, uden at det hjælper. Heldigvis overvinder kærligheden alt, og forældrene opdager, at forskellighed kan være er stor styrke.

Historien ’Min uartige mund’ handler om den søde pige, hvis mund pludseligt siger alle mulige frygtelige ting, som hun på ingen måde kan forstå. Og så giver munden Martin med den slags øjne, der er helt brune og irriterende, et kys. En herlig historie om ikke altid at være så sød.

Aakesons historier bevæger sig som vanligt på grænsen mellem det komiske og det tragiske. Hovedpersonerne lærer at finde lykke og ro i tingene, selvom deres vej dertil er meget snoet. Eva Eriksson har tegnet de skønne illustrationer, som både appellerer til barnet i den voksne oplæser, men som også taler direkte til barnet med sit ærlige og levende udtryk.