Opkald fra Mælkevejen

Fantastisk velskrevet romanbiografi om, hvordan en søn frisætter sig og ender med at eje sin egen historie efter en opvækst med en skizofren mor.

Hovedpersonen Bjørn vokser op sammen med sin mor og søster i en villa i Virum. Moderen er af svensk landadel og har arvet en mindre formue, men på grund af sine psykiske sygdomme magter hun ikke at holde hus, og Bjørn og søsteren går for lud og koldt vand, alt i mens huset vokser til i snavs og forfald.

Da Bjørn er ni år, forlader de villaen for at turnere rundt på danske hoteller de næste seks år. Derefter kommer Bjørn på Herlufsholm, og søsteren beslutter sig for at blive på et kloster, hvor de har boet. Moderen bliver indlagt på forskellige institutioner og anstalter, hvor hun lever resten af sit liv.

På Herlufsholm mobbes og mishandles Bjørn af klassekammeraterne og præfekterne, og han magter ikke at sige fra. Han forsøger at ignorere og tie overgrebene ihjel, hvilket isolerer ham mere og mere. Heldigvis lykkes det ham at blive smidt ud, og de følgende år på Bagsværd Kostskole forløber anderledes positivt. I børne- og ungdomsårene søger han tilflugt i bøgerne og kunstens verden, og relativt tidligt ved han, at han vil være kunstner.

Romanen er elegant bygget op i tre velkomponerede dele. Første del er de evindelige telefonsamtaler, Bjørn har med sin psykiske syge mor, der har allehånde anfægtelser og samvittighedskvaler over det liv, hun har budt Bjørn. Man skulle tro, at Bjørn bebrejder moderen, men deres samtaler er helt blottet for skyldspålæggelse. Bjørn er trøstende og besvarer med stor kærlighed og nogen irritation og humor de samme spørgsmål dag efter dag.

Anden del af romanen handler om Bjørns barndom og ungdom, der hører det noget af det mest bizarre, jeg har læst længe. Både det helt grænseoverskridende ophold på Herlufsholm får det til at krympe sig i læseren, her er det, som Bjørn siger, at ”socialdarwinisme og Thomas Hobbes statsfilosofi gik hånd i hånd". Heldigvis er Bjørn godt begavet, og han formår på sin vis at hutle sig igennem og overleve gennem biblioteks- og museumsbesøg og enkelte familiemedlemmers velvilje.

Tredje del handler om Bjørns liv som anerkendt skulptør og billedhugger og om, hvorledes han som voksen mand navigerer sig gennem hajfyldt farvand med sin syge mor på slæb. Inklusiv hans besøg på hendes plejehjem som uden at pege fingre (og så alligevel) nøgternt beskriver det svineri og den ragnarok, de psykisk syge bor i.

'Opkald fra Mælkevejen' er en virkelig velskrevet og humoristisk romanbiografi, som jeg kan anbefale til alle. Var du glad for at læse Min mor var besat af Peter Øvig eller Hungerhjerte af Karen Fastrup, så er dette et fornemt bud på noget der ligner. At leve en udfordret barndom med forældre, der er psykisk syge, er et par af tematikkerne, men Jan Guillous roman Ondskaben om en voldelig ungdom på kostskole med ydmygelser og tæsk er bestemt også en tematik, du genfinder i passager i denne roman.

Forfatter og billedhugger Bjørn Poulsens debutroman 'Opkald fra Mælkevejen' er intet mindre end fremragende. Den er velskrevet, intelligent, sørgelig, morsom og har det hele. Den er begavet, reflekteret og sjældent blufærdigt fortalt. Jeg håber, den får en stor læserskare. Det er en suveræn begavet bog, hvor man både har lyst til at grine og græde.