Anmeldelse
Ovartaci ved Mia Lejsted og Eddie Danielsen
- Log ind for at skrive kommentarer
Et bevægende bekendtskab med den særegne kunstner Ovartaci, som lod sin indre verden af forunderlige væsner komme til udtryk i sin kunst.
Museum Ovartaci har udgivet et lille skrift i forbindelse med en europæisk vandreudstilling om ”gale” kunstnere. Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke havde det fjerneste kendskab til Ovartaci og dennes kunst, men med denne lille, meget informative bog, som både beretter om Ovartacis liv og hans kunstneriske virke, er jeg nu blevet en oplevelse rigere.
Louis Marcussen blev født i Ebeltoft i 1894. Som 31-årig rejste han, udlært håndværksmaler, til Argentina, drevet af enten eventyrlyst eller utilpassethed. Tre år senere vendte han hjem, nedbrudt fysisk og ikke mindst psykisk. Efter at have truet sin blinde bror og kredslægen med et gevær – godt nok defekt – blev han tvangsindlagt i Risskov i 1929. Fra 1932 og 11 år frem opholdte han sig på den psykiatriske plejeanstalt Dalstrup på Djursland, hvorefter han vendte tilbage til Risskov. Her boede han til sin død i 1985, 91 år gammel.
Navnet Ovartaci er Louis Marcussens kvindelige alter ego. Navnet er efter sigende en forvanskning af den jyske udtale af ordet ”Overtossen” (Overtossi). Han stræbte efter at blive kvinde – så meget at han to gange forsøgte sig med selvkastration. Anden gang med held ved hjælp af hammer og mejsel fra snedkerværkstedet på det psykiatriske hospital. I 1957 får han så foretaget en egentlig kønsskifteoperation. I den forbindelse kan det virke underligt, at skriftet konsekvent omtaler Ovartaci som ”han”.
Ovartacis kunst er i høj grad særegen og falder uden for alle de herskende kunstretninger. Den afspejler i høj grad den verden af væsener, der befolker hans sind, væsener han har været i tidligere inkarnationer. Et gennemgående tema i mange af Ovartacis kunstværker er kvinden i forskellige versioner. Kvinden var for Ovartaci noget ophøjet og rent i modsætning til manden.
Ovartaci udtrykte ikke kun sin kunst i maleriet, men også i skulpturer af mange slags. Han brugte alle former for materialer, som han kunne få fingre i. En særlig form for skulpturer var de såkaldte rygefantomer, som Ovartaci solgte på strøget i Århus.
Vil man dybere ned i dette fascinerende menneskes liv og kunst, kan jeg anbefale bogen Ovartaci - en kunstners billeder, tanker og visioner af Johannes Nielsen. Bogen består bl.a. af afskrifter af en del samtaler mellem Johannes Nielsen, der var psykiater på Risskov, og Ovartaci. Derudover er Ovartaci portrætteret i filmen Ovartaci – kunstner på Psykiatrisk Hospital. Den kan bl.a. ses på Filmstriben. Kommer man til Århus bør man unde sig selv en tur til museet, der findes på det psykiatriske hospital i Risskov
Brugernes anmeldelser