Den inderste fare

Birgithe Kosovic er en sand sprogvirtuos, og hendes detaljerede romanbiografi er kræs for den historisk interesserede læser.

Eric Scavenius blev inderligt plaget om at træde til som udenrigsminister, ikke mindst af den daværende statsminister Stauning. Han forsøgte længe at undslå sig. Siden gjorde han gentagne forsøg på at gå af, men ingen ville tage over. Han kæmpede med den øvrige regering for at holde sin linje overfor besættelsesmagten, og de øvrige regeringsmedlemmer foragtede og mistroede ham. Også kong Chr. X blandede sig meget i den daværende politik og havde mange indvendinger mod Scavenius linje. De konstante kampe med kongen og politikerne trættede, og han følte sig alene og misforstået.

Eric Scavenius vidste tidligt, at Tyskland ville tabe krigen og havde også vished om koncentrationslejre og jødeudryddelse. Han var stærkt imod at indføre jødelove i Danmark. Scavenius søgte kompromisser med besættelsesmagten. Han ønskede, at Berlin skulle se regeringen som en samarbejdspartner, og at de ikke skulle fornemme, at de anti-tyske stemninger gik helt til tops. Han ønskede, at Danmark undgik kampe og forblev neutrale. Scavenius fremstod derfor som en, der indlod sig på tyskernes krav. Han forsømte ofte at inddrage regeringen i alle mellemregningerne i forhandlingerne med tyskerne, og dermed forstod regeringen ikke, at han havde forhandlet sig frem til det bedst mulige resultat, men troede, han havde efterkommet alle tyskernes krav. 

Scavenius ville hellere mærke folkets foragt end tyskernes. Han var bange for de knusende slag Danmark ville få af Tyskland, hvis ikke politikerne udviste takt og forhandlingsvilje. "Det er ikke min opgave at sige nej, men at gøre indvendinger og føre forhandlinger", mente han. Christmas Møllers flugt til England og opildnen til modstand mod besættelsesmagten medførte en kritisk situation i forholdet til Tyskland. Den 2. november 1942 blev Scavenius præsenteret for det tyske ønske om, at han skulle danne en ny regering.

Scavenius privatliv skildres også i romanbiografien. Heriblandt hans stormende besættelse/ forelskelse i Emma, der først var gift og mor til to og siden fraskilt og efter mange års samvær og pres blev Scavenius hustru. Emma var otte år ældre, og de fik aldrig fælles børn. Emma var en stærk fortaler for, at Scavenius ikke skulle træde ind i regeringen og derefter opfordrede hun ham konstant til at gå af. Scavenius havde et utal af affærer. Særligt med den væsentligt yngre Ninon, som han så i årevis. Både det seksuelle samvær med Emma og med elskerinderne males meget udførligt og saftigt af forfatteren. Kosovic er en sand sprogvirtuos og kunne med fordel dyrke sin sans for at beskrive det erotiske i en anden bog. Bogen slutter meget brat og der er endnu et bind på vej. Der ligger udførlig research bag dette store værk. Bagerst forefindes ministerliste, samt ordliste, hvor f. eks. Samlingsregeringen, Rigsdagen og Aksepagten forklares.

Læs andet bind her.