Blå tiger

Normalitetens grænseområder udfordres i Långs psykologiske udviklingsroman. Blå tiger er vanvittig, vild og finurlig.

Hvem ved, hvad det vil sige at være normal? Og af hvem defineres normalitetens grænseområder? ’Blå Tiger’ fremstiller dilemmaet som en balancegang, der afsøges mellem normalitet og sindssyge.

Lång komponerer et skævt psykologisk portræt af pigen Timian, som udvikler sig fra at være en af de bløde, røde pandaer i et svensk hippiekollektiv til at blive den blå tiger.

Timians hjerne er fyldt af tanker. Alt for mange tanker. Om det at være normal og tilpasse sig de normer, som hun ved, andre lever efter. Timian ved, at hun er speciel, og at hun har en helt særlig indlevelsesevne. Det har hun været elsket for hele sin barndom af de voksne. En dag river den stærke indlevelse hende med, og hun stikker en mand i benet med en kniv. Nu er Timian ikke længere særlig på den fine måde. Hun er syg og farlig.

Timian beslutter sig for at tilpasse sig. Hun opstiller regler for sig selv, som gør hende i stand til at være som andre . ”For at passe helt ind må man gøre det, de andre gør. Og de andre har et arbejde” . Når hun følger reglerne, har hun kontrol. ”Perfekthed defineres udelukkende af den mest gængse holdning.” Timian indordner sig. Det sensitive pigesind er i en evig søgen efter at forstå identitet og seksualitet indenfor normernes grænser.

Reglerne udvisker Timians umiddelbarhed og stærke empatiske evner. Men for hver dag mister hun samtidig lidt af sig selv. Regler er blevet til ritualer. Indtil den dag hvor hun ikke længere kan opretholde kontrollen.

Lång præsenterer en veloplagt sproglig tone, som indeholder både det mørke og humoren. Originaliteten i sprogets billeder og symboler er imponerende. Fortællestilen er stilistisk spændende: Den utroværdige jeg-fortæller lokker læseren ind i Timians usorterede indre, som ligger på grænsen mellem empatisk indlevelse og vanvid. En fortællerstemme i tredje person bryder dog flere steder jegets flow. Her betragter Timian (sammen med læseren) sig selv udefra. I det blik kan verden kontrolleres.

Den sidste del af romanen glider over i tiltagende vildskab og kaos og udlægger en slags psykologisk forklaring. Her bliver fortællingen dog mindre stilistisk skarp. Romanen fungerer bedst de første 200 sider, hvor den undlader at give nogen svar, og hvor der er god plads til læserens åbne fortolkning i et flertydigt rum.

Hvem ved egentlig, hvor grænsen går mellem det normale og det abnorme? Lång formår i høj grad at føre læseren ind i det normative dilemma, der balancerer hårfint indenfor normalitetens randområder. Netop dér udmærker Långs roman sig i sit fascinerende og skæve univers.