Dracula

Den klassiske horrorfortælling i grandiose klæder. Det er velfortjent, at historien hyldes på så fantastisk vis.

Grev Dracula betragtes som den moderne vampyrs fader. Den gotiske roman om greven stammer fra 1897, og selvom Bram Stoker ikke opfandt vampyrbegrebet, har fortællingen haft afgørende betydning for den efterfølgende interesse. Romanen opfattes som en del af den oprindelige sjæl i den fantastiske litteratur sammen med romaner af H.P Lovecraft og Mary Shelleys Frankenstein.

De fleste er bekendt med historien om Jonathan Harker, der tager på en udmattende rejse til Transsylvanien for at hjælpe grev Dracula med at erhverve sig ejendomme i London. På vej mod slottet, som ligger helt øde langt oppe i Karpaterne, møder han lokalbefolkningen, der på det inderligste beder ham vende om.

Hjemme har Jonathan efterladt sin unge hustru Mina hos veninden Lucy i den lille by Whitby ved havet, og Mina savner sin mand helt forfærdeligt. På grev Draculas slot opdager Jonathan snart, at han i virkeligheden er fange, ikke gæst, og at greven desuden besidder overnaturlige kræfter.

En aften er Jonathan ved at blive overfaldet af en gruppe kvindelige vampyrer, som greven jager bort. Få dage senere forlader Dracula sit slot for at rejse til London. I mellemtiden i Whitby bliver Lucy dødelig syg af, hvad alle mener er søvngængeri. Dog har hun to bittesmå sår på halsen, der ikke vil hele? Hendes tilkommende mand tilkalder hjælp udefra, og snart ankommer professor Van Helsing til byen, og han kender alt til mystiske sygdomme. I Transsylvanien er Jonathan efterladt alene på slottet. Eller næsten alene, for fjenden er overalt og kan skifte skikkelse, så han kan trænge ind allevegne. Også i sindet.

Bogen skifter fortællerstemme, så man både følger Jonathans og Minas historier. Georges Bess har skabt en særdeles rigt detaljeret Dracula, der i stil både er gotisk, moderne og kitsch. Det er en fortryllende visualisering af Bram Stokers roman, som her er badet i sort og hvidt. Indretningen af slottet afspejler Draculas sindstilstand, som hele tiden skifter, så illustrationerne fremstår nærmest psykedeliske. Illustrationerne er ikke lavet efter et traditionelt mønster, men har alle mulige størrelser, hvilket forstærker følelsen af at overse noget i detaljerne. Særligt kan helsideillustrationerne helt overmande læseren.

Georges Bess’ fortolkning af ’Dracula’ er noget af det flotteste og mest svulstige, jeg længe har set. Jeg er overbevist om at bogens smukke mørke forside, vil suge kommende læsere ind. Er man først inde, er man fortabt. ”Lyt engang…Stemmerne fra nattens børn!”