Anmeldelse
Døden i Venedig af Thomas Mann
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Thomas Mann skriver en vedkommende historie om den altfortærende, men forbudte kærlighed, og han skriver den uendeligt smukt.
En uskyldig, smuk dreng og en gammel gris - så banalt kunne 'Døden i Venedig' beskrives. Men Thomas Mann skriver en vedkommende historie om den altfortærende, men forbudte kærlighed, og han skriver den uendeligt smukt. Både læser og hovedperson ved, at dette går galt, at han skal vende om, at han skal rejse hjem, men han kan ikke rejse, han kan ikke leve uden den elskedes nærvær.
En forårsdag i 19.. ankommer den velestimerede og adlede tyske digter Gustav von Aschenbach til lidoen for at rekreere sig oven på den tyske vinter. Her tiltrækkes han af den 14-årige Tadzio, en polsk dreng der bor på hotellet sammen med sin familie. Drengen er billedskøn, og Aschenbach kan ikke holde blikket fra ham. Fra sin strandstol betragter han ham, nyder de graciøse bevægelser, han følger efter familien på dens udflugter i Venedig, og efterhånden må han erkende, at han er håbløst og uigenkaldeligt forelsket. Han ved, at det er en forbudt følelse, men han lader det glide og opgiver al modstand. Hele hans væren drejer sig om Tadzio, og han føler, at han opnår kontakt med ham, selv om de aldrig veksler et ord.
Under Aschenbachs ophold i Venedig rammes byen af en kolera-epidemi, og trods myndighedernes forsøg på at skjule den af hensyn til turistindustrien, affolkes hotellet lidt efter lidt. Den dag, den polske familie rejser, betragter Aschenbach resigneret Tadzio for sidste gang fra strandstolen, og langsomt vender denne sig om og vinker ad ham. Da Aschenbach vil rejse sig og følge ham, segner han om i stolen - endnu et offer for koleraen.
Thomas Mann's lille roman fra 1912 tegner et vemodigt tidsbillede af en svunden tid, en tid hvor de højere samfundslag tilbragte 'sæsonen' på kursteder, landsteder eller badehoteller. Venedigs lido var et af de mest mondæne steder, hvor man kunne blande sig med ligesindede, dyrke kulturelle interesser ved at bese kirkernes fresker, drikke kaffe på Markuspladsen og dyrke strandlivets glæder fra sit badehus. I denne verden er der ikke plads til homoseksualitet.
Aschenbachs rejse til og ophold i Venedig er fyldt med varsler og advarsler om, hvad der skal komme, og parallelt med sygdommens indtog i byen, beskrives hans forvandling fra den agtede og agtværdige digter og æstet med fuld kontrol over sit liv til den gamle, sminkede udhaler.
Læseren følger hans indre kamp og endelige overgivelse til den fuldendte skønhed, læs her beskrivelsen af hans første møde med Tadzio: "Med undren bemærkede Aschenbach, at drengen var fuldendt skøn. Hans hoved, der var blegt, yndefuldt og undseligt omgivet af honninggule lokker og med en lige næse, en henrivende mund, med et udtryk af mild og guddommelig alvor, mindede om græske billedværker fra den ædleste tid, og trods den reneste fuldkommenhed i formen var det af en så absolut personlig tiltrækningskraft, at beskueren ikke mente at have truffet noget tilsvarende mesterstykke hverken i naturen eller i kunsten." (p.45).
I 1971 blev Døden i Venedig filmatiseret af Luchino Visconti. I modsætning til mange andre litterære filmatiseringer er filmen et lige så stort mesterværk som bogen.
Analyse
Døden i Venedig af Thomas Mann
Thomas Manns (1875-1955) novelle, 'Døden i Venedig' (1912), er den mærkværdige historie om en idealistisk og berømt tysk forfatter, Gustav Aschenbach. Den samtidige læser bemærkede sikkert, at hans i detaljer beskrevne udseende var aftegnet efter den netop afdøde komponist Gustav Mahler (1860-1911). Aschenbach er et pligtmenneske, der med selvkontrol og disciplin driver sig selv til arbejdet; en mand, der har givet afkald på ’livet’ for at kunne fremstille det. Et tilfældigt møde på gaden giver næring til Aschenbachs undertrykte ønske om at bryde ud af den kolde og kontrollerede hverdag i kunstens tjeneste.
Synet af en fremmed, en mager skikkelse med farveløse øjne, opstoppernæse og blottede tænder – døden, aner man mellem linjerne – vækker en uforklarlig rejselyst i forfatteren. Rejselysten forekommer ved første øjekast paradoksal, da den for Aschenbachs indre blik fremkalder et rædselsvækkende syn: ”et landskab, en tropisk sumpegn under en tågetung himmel, fugtig, yppig og uhyre, en slags urverdens vildnis af øer, moradser og dynd, som vandarme førte med sig”. Fantasien ligger i umiddelbar forlængelse af Aschenbachs selvtugtende arbejde.
Som læsere bemærker vi allerede her en spænding i kunstnerens indre mellem et rationalistisk behov for orden og fornuft og en sanselig og følelsesbetonet drift, der føler sig tiltrukket af døden og tilintetgørelsens skønhed. Det er en spænding mellem polerne ånd og sjæl, hvor sjælen fremtræder som det mere livsnære og sanselige. Dette tema – Thomas Mann beskrev det som ”fascinationen af døden, uordenens triumf i et liv bygget på orden” – er en konflikt mellem to opfattelser af kunsten og kunstneren: den klassiske og den romantiske. Er kunstneren den reflekterende og moralske åndsarbejder, eller er han netop i kraft af sin intime forbindelse til det sanselige, som han forsøger at beherske, en opdagelsesrejsende i følelsernes og begærets land?
Mødet med den fremmede bringer Aschenbach ud af balance, og han rejser til det mondæne feriested, Lidoen, ved Venedig. Rejsen er på én gang et forsøg på at genvinde fatningen og en imødekommelse af de lidenskabelige drifter, der bragte ham ud af ligevægt. I Venedig hersker en atomsfære af trykkende og fugtig hede, der som et ekko genkalder stemningen fra det rædselsvækkende syn, den fremmede vækkede i ham.
I Venedig bliver forfatteren betaget af den fjortenårig polak, Tadzio. Drengen er en fuldendt skønhed, men Aschenbachs æstetiske beundring bliver snart afløst af en forbudt lidenskab. I fuldendt forening legemliggør Tadzio og Venedig, der i stemningsmættede billeder knyttes til forfald og undergang, de sanselige og lidenskabelige drifter.
Sanselighedens kobling til døden illustreres ligeledes i kraft af den skadelige indvirkning, klimaet har på Aschenbachs fysik. I et sidste forsøg på finde tilbage til den gamle orden bestemmer Aschenbach sig for at forlade Venedig. Men tilfældighedernes spil og længslen efter den skønne Tadzio bringer ham tilbage til Lidoen. De erotiske lyster forstærker konflikten, og i den sidste del af novellen befinder Aschenbach sig i et moralsk og følelsesmæssigt dilemma.
En dødbringende koleraepidemi tømmer langsomt byen for turister, selv om myndighederne forsøger at skjule den netop på grund af turistindustrien. For ikke at ’miste’ sin Tadzio fortier Aschenbach sin viden om epidemien. Den kunstneriske, moralske og følelsesmæssige konflikt fortærer ham langsomt indefra. I slutscenen sidder den døende forfatter på stranden og ser den badende skønhed, der vinker til ham.
Nietzsche (1844-1900) mente, at konflikten mellem orden og uorden stammede fra selve det sociale og kulturelle livs grundlag, og han efterlyste en ny forsoning mellem ånd og sjæl. Det er denne søgen efter en moderne form for forsoning, der er selve hovedtemaet i 'Døden i Venedig'. Forsoningen indfinder sig imidlertid ikke. Aschenbach finder ingen balance mellem behovet for fornuft og de uregerlige drifter.
Konflikten mellem de to kunstopfattelser havde været et centralt tema i en stor del af det, Thomas Mann havde skrevet, siden han i 1901 med Buddenbrooks skrev sig til en position som én af Tysklands væsentligste stemmer. Temaet genfindes ligeledes i senere værker som f.eks. 'Trolddomsbjerget' (1924). Manns kunstnerfigurer er fanget i spændingen mellem ånd og sjæl, mellem orden og uorden, men de drages også mod døden og tilintetgørelsens skønhed, fordi de bebor en verden i historisk forfald og uorden
Af stud.mag. i litteraturvidenskab Christian Christiansen
Brugernes anmeldelser