Anmeldelse
Intet nyt fra vestfronten af Erich Maria Remarque
- Log ind for at skrive kommentarer
Læs denne roman for at forstå lidt af det, der skete i de år, hvor den vestlige verden blev sønderslidt af, hvad der viste sig ikke at være den sidste verdenskrig.
I Verdun er landskabet så kuperet som overfladen på en golfbold i gigantisk forstørrelse. Bakker slynger sig op og ned, og træerne står vinde og skæve og peger i alle retninger.
Jeg har engang været der på ferie og husker tydeligt det stød, jeg fik i maven, da det gik op for mig, hvorfor landskabet var så bakket: Fordi der under 1. Verdenskrig var faldet et utal af morterer, bomber og granater ned over de møjsommeligt opskovlede skyttegrave, hvor soldaterne lå og krøb sammen. Det var svært at forestille sig det inferno af flyvende jord, flækkede træstammer, granathylstre og mennesker, som Verdun var i de år. Især når man som jeg i 2002 stod i solskinnet og hørte fuglesang i træerne og bussens brummen i baggrunden.
Hvorfor dette tilbageblik? Fordi dette korte ophold i Verdun var anledningen til, at jeg begyndte at dykke ned i denne krig, der varede i fire år og kostede millioner af mennesker livet. Og som flåede uskylden ud af 1900-tallet og gav verden et sår, som stadig bløder. For hvordan kan verden glemme de ufattelige lidelser, som krigen var årsag til? Selv om græsset er groet hen over skyttegravene og soldaternes navne blegner i den kollektive erindring.
Men vi får ikke lov at glemme. Ikke, hvis vi stadig holder fast i at læse romaner som Remarques "Intet nyt fra vestfronten". En roman, der med rette er udråbt til en klassiker. En roman, der kryber ind under huden på én, og hvis lakoniske skildring af krigens rædsler står som mejslet i marmor. Som det marmor, som så mange af krigens monumenter efterfølgende blev opført af.
I romanen følger vi en enkelt tysk frontsoldats oplevelser. Smager soldatermaden, der er fremstillet i litervis i bulede kæmpegryder. Ser kammeraterne dø i lazarettets stank af karbol, råddenskab og sved. Er med i de mudrede skyttegrave, hvor angsten hænger som en næsten synlig dyne over mændenes hoveder. Oplever suset ved at ryge en enkelt tiltusket, krøllet cigaret - og jeg ryger ikke.
Storheden i romanen er bl.a. dens sprog. Underspillet, nøgternt og dog insisterende. Nogle gange næsten opremsende, som f.eks.:
”Vi blev hårde, mistroiske, følelsesløse, hævngerrige, rå – og det var godt, for det var netop de egenskaber vi manglede. Havde man sendt os lige ud i skyttegravene uden den uddannelsestid, så var vel de fleste af os blevet sindssyge. Nu var vi derimod forberedt på det det, som ventede os.”
Et andet træk ved romanen er den evne til at trække de store linjer, de afgørende spørgsmål og de etiske overvejelser ud af en enkelt persons oplevelser. Det er dét, der gør romanen værd at læse. Derfor man bør læse den.
For fra læsning af faglitteratur ved jeg, at vestfronten strakte sig fra den belgiske kyst til Schweiz' grænse. Og at hovedparten af de tyske, franske, britiske og amerikanske tropper lå gravet ned i et omfattende skyttegravssystem, der kun ændrede sig lidt i årene 1914 - 18.
Men først ved læsningen af "Intet nyt fra vestfronten" begynder jeg at forstå lidt af, hvad det vil sige, at man under 1. Verdenskrig vandt lidt land hér, tabte lidt dér, alt imens soldaterne døde som fluer, og håbløsheden og mismodet bredte sig.
Så kan man ikke komme til Verdun og fornemme historien, så kan man i al fald læse denne roman. Og på den måde måske begynde at forstå lidt af det, der skete i de år, hvor den vestlige verden blev sønderslidt af, hvad der viste sig ikke at være den sidste verdenskrig.
Mon vi nogensinde bliver klogere?
Oversat af Tom Kristensen. Gyldendal, 2002. 191 sider
Analyse
Remarque, Erich Maria - Intet nyt fra Vestfronten
Vi kan ”spille kort, bande og føre krig. Det er ikke meget, når man er tyve år; - det er alt for meget, når man er tyve år”. En ungdom ødelagt af krig: Dét handler 'Intet nyt fra Vestfronten' om.
Efter den nazistiske magtovertagelse i 1933 blev bøger kastet på ilden over hele Tyskland. Målet var at gøre op med Weimarrepublikken, den jødiske konspiration og forræderiet mod de tyske soldater. Og hvis præmissen er, at alt, der ikke er en idyllisering af krigen og helteungdommen, er et forræderi, findes der ikke en mere værdig kandidat til bålet, end Remarques mørke skildring af første verdenskrigs omkostninger, 'Im Westen nichts Neues' (1929. Da. 'Intet nyt fra Vestfronten').
Erich Maria Remarque blev født under navnet Erich Poul Remark i 1898 i Osnabrück i Tyskland. Han havde franske aner, men det franske navn ”Remarque” var blevet ’germaniseret’ tidligt i 1800-tallet. Remarque vendte tilbage til sine franske aner i forbindelse med sin massive kritik af det tyske rige, og hele hans forfatterskab er udgivet under dette navn.
I 1916 kom Remarque, som blot 18-årig, til Vestfronten og var der i 6 uger, indtil han i 1917 blev såret og indlagt på lazaret. Den kritik af verdenskrigens meningsløshed, som er tydelig i 'Intet nyt fra Vestfronten' har således sin baggrund i Remarques egne oplevelser, og bogens hovedperson, Poul, deler da også fødselsår og delvist navn med Remarque selv.
Dette gør imidlertid ikke bogen til en nøgleroman, og selvom værket henter autoritet fra det selvoplevede, er fokusset ikke biografisk, men derimod samfundskritisk.
En ødelagt generation
”Vores viden om livet indskrænker sig til døden” sådan karakteriserer værkets jeg-fortæller, den 20-årige Poul, sig selv og sin generation – og det er i denne enkle replik, at hele bogens samfundskritik ligger. Det er ikke selve drabene, Remarque kritiserer, ej heller volden og da slet ikke den menige soldat, det er krigens meningsløshed og dens ødelæggende kraft. Og med ødelæggende kraft tænker jeg specifikt i psykologisk forstand. Det er nemlig hér romanen virkelig har sin force – i sin beskrivelse af hvad krigen gør ved en generation af unge mennesker, der ved indkaldelsen var 18 år gamle og lige begyndt at elske verden og tilværelsen, men endnu ikke havde fundet deres plads i den. Denne plads forhindrede krigen dem i at finde – i stedet for at elske verden, måtte de skyde på den, og det forhindrede dem i nogensinde at blive ordenlige mennesker. Som Albert, en af hovedpersonens soldaterkammerater udtaler: ”Krigen har gjort os unyttige til alt” – en pointe som hovedpersonen senere uddyber: ”Vi er ensomme som børn og erfarne som gamle folk, vi er rå og melankolske og overfladiske, - jeg tror, vi er fortabte”.
Helteungdom og sprogets mangelfuldhed
Denne fortabte ungdom, der ikke kender til andet end krig – og derfor ikke kan tro på andet, stilles nådesløst op som modsætning til den dyrkelse af helteungdommen, som var kendetegnende for optakten til og de første år af Første Verdenskrig – og som igen blussede op efter den nazistiske magtovertagelse i 1933. Klicheen afsløres, idet Remarque, med Klaus Rifbjergs ord, viser, at der intet heltemodigt er ved en itusprængt drengekrop. I bogen personificeres denne meningsløse dyrkelse af den manddomsskabende krig især af Pouls tidligere lærer Kantorek, som er den direkte årsag til, at Poul og hans kammerater i sin tid meldte sig frivilligt til soldatertjeneste. Hermed viser Remarque elegant, hvordan en bestemt diskurs kan påvirke mennesket og fordreje sandheden.
Kritikken af sprogets mangelfuldhed og dets evne til at fordreje sandheden genfindes i hele værket: ”Trommeild, spærreild, gardinild, miner, gas, tanks, maskingeværer, håndgranater – ord, ord; men de dækker over alverdens gru”. Militærjargonen er ikke blot meningsløs – den er en måde at gemme virkelighedens brutalitet, få den til at fremstå meningsfuld.
De unge soldaters reaktion er forståelig nok. De vender sig mod ordene, udelukker dem fra deres verden og koncentrerer sig om det helt, helt nære: mad, søvn, tøj – de mister sansen for alle krigens angivelige sammenhænge, fordi de er kunstige. Kun de rene kendsgerninger bliver vigtige og rigtige. ”Gode støvler er en sjælden ting”, som Poul forklarer, efter hans kammerat Müller tager støvler fra en døende ven. ”Når Kemmerich først er død, så er det for sent”.
Dette er en af Remarques helt store fortjenester – at finde en måde at beskrive det meningsløse, som der egentligt ikke findes ord for – uden at forfalde til klicheer, og uden at læseren mister sympatien for de igennem bogen mere og mere forråede unge mennesker.
En større betydning
'Intet nyt fra Vestfronten', der har hentet sin titel efter paradokset mellem en ung mands død og den kortfattede melding ”Intet nyt fra Vestfronten”, blev et af de mest betydningsfulde antikrigsmanifester, der endnu har set dagens lys. Og da bogen gik op i flammer rundt omkring i de tyske byer, blev dens betydning paradoksalt nok kun større. Nazisterne fjernede ikke budskabet - de understregede blot værkets pointe – at krigen er menneskelighedens modsætning. Som Heinrich Heines så profetisk udtalte allerede i 1823: ”Das war Vorspiel nur. Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man am Ende auch Menschen” (Der hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker).
Den dag i dag står Remarques ungdomsværk stadig som en af de mest kraftfulde advarsler om krigens omkostninger – og det alene gør den værd at læse.
Brugernes anmeldelser