Indtil vanvid, indtil døden

En fremragende og tankevækkende roman om en dansk kvinde, der efter sin mands død i 1942 tager på rekreation i München og oplever hverdagen i det nazistiske Tyskland.

Romanen om danske Harriet, der i 1942 rejser til München, efter at hendes mand er død på Østfronten, handler om en kvindes kærlighed til og loyalitet overfor sin afdøde ægtemand, men også om nazismens ideologi og krigens gru. Som altid hos Kirsten Thorup er der ikke noget, der er helt sort eller hvidt, for selv om Harriet på mange måder kommer til at virke naiv, tvinges man til at acceptere hende og forsøge at forstå hende.

Overklassepigen Harriet dyrker den kropskultur, som hersker på Ollerup Gymnastikhøjskole under Niels Bukhs ledelse, hvor holdningen er, at den stærke udskiller sig fra den svage. På Ollerup møder hun Gerhard, som kæmper for Finlands selvstændighed i Vinterkrigen og senere melder sig til Fortsættelseskrigen for at kæmpe med Tyskland imod kommunismen. Det er hadet til kommunismen mere end den nazistiske ideologi, der styrer ham.

Efter Gerhards død anbringer Harriet sine børn på et børnehjem og tager på rekreation hos Gerhards venner Klaus og Gudrun i München. Klaus er generalløjtnant i Luftwaffe, Gudrun hjemmegående, mens deres søn Thor nazificeres i børnehaven og derhjemme passes af skiftende stuepiger, der alle kaldes Ludmilla. Alle Ludmillaerne er krigsfanger fra Ukraine, som tildeles familien, når der er behov.

Familien lever et dekadent overklasseliv, hvor der ikke mangler noget, hverken i hverdagen eller til de fester, der afholdes, når Klaus har orlov. De opfatter sig selv som herrefolket og accepterer den nazistiske ideologi til fulde, mens de lukker øjnene for, at stadig flere tyske soldater vender sårede hjem fra Østfronten, mens det forlyder, at Tyskland står kort foran Endsieg, den endelige sejr. Harriet har en vis status som officersenke, men der er kun skuldertræk til overs for hendes påstand om, at Gerhard kæmpede for Finland. ”Det er der Führer, der har kommandoen over felttoget mod Rusland. Finland er kun en lille brik”, belæres hun.

Harriet opfatter sig selv som neutral, og selv om hun dagligt konfronteres med uhyrligheder og løgne, opfinder hun i første omgang sine egne forklaringer. Hun får dog stadig sværere ved at tro på det, der skulle være sandheden, bl.a., at der ikke er varemangel, og at ingen almindelige tyskere lider nød. Hun har også svært ved at acceptere teorien om de såkaldte undermennesker, der tæller alle ikke-ariere med jøderne nederst. I det totalt mørklagte München tænker hun ”Krigen stjæler lyset i Europa og efterlader os i mørke”.

Bogen er skrevet i ét langt kapitel, og alt er set fra Harriets synsvinkel, nogle gange nøgternt fortællende, andre gange springende. Kirsten Thorup skriver, så læseren er med på stedet, og i indledningen, hvor Harriet rejser med toget til München, er beskrivelsen af lydene og lugtene så intense, at man føler det som om, man selv er passager i det overfyldte tog.

Kirsten Thorup har i sin research på det nazistiske regime og dagligdagen i Tyskland under krigen fået hjælp fra flere danske og tyske eksperter, så selv om romanen er fiktion, rummer den en faktuel ramme. Kirsten Thorup fortæller, at hun fik ideen til bogen fra en kvinde, som var rejst til München i efteråret 1942 efter sin mands død på Østfronten.