Med verden i ryggen

Uafrystelig biografi blotlægger et bipolart menneskes inderste og beskriver en logik, der i maniske perioder er intet mindre end vanvittig, men ikke desto mindre klar.

’Med verden i ryggen’ er skrevet af den tyske forfatter Thomas Melle, der lider af bipolar sygdom. Læseren er med hele vejene i en sær rolle som involveret beskuer og følelsesmæssigt gidsel i forfatterens tre store nedture fra den vildeste mani til den dybeste depression.

I 1999, 2006 og 2010 har Thomas Melle meget dybe depressioner, der er uundgåelige efterfølgere af de maniske måneder, der er gået forud. Hans liv bevæger sig fra at fungere til at blive overtaget af en række af besættelser af både handlinger, mennesker eller sandheder, der kun lever i hans egen bevidsthed, og som konstant fodres med tvangstanker, der lynhurtigt vokser sig uoverstigelige.

Melles mani starter som et følelsesmæssigt overskud, hvor hjernen styrter formålsløst afsted. Hjernen bygger videre på tanker, så den verden, der bygges, giver mening og ”snedkererer som en besat langt ind i et ubefæstet område, der tømrer sine faldefærdige rønner sammen efter de forhåndenværende søms vanvittige princip og får en overgang den grænseoverskridende optur inkorporeret i en provisorisk forklaringsmodel, som ikke gælder næste dag.”

Ingenting fortsætter som før, og alligevel ligner alt sig selv udadtil. Folk taler som de plejer, men sproget giver ingen mening, og han er selv overbevist om, at han burde have lært dette nye sprog, men er ikke i stand til det i dette nye smuldrende selv. Han slider hårdt på sine venner, og hver gang han synes, han har det godt, stopper han med at tage sin medicin. Romanen deler sig i to spor mellem et kronologisk og et reflekterende. Det ene spor i hans nutid, hvor verden rent faktisk fungerer og det andet i manien, hvor verden er fyldt med forrykte og surrealistiske budskaber.

Det er en biografisk roman af virkelig høj kvalitet med masser af utroligt begavede refleksioner. Sproget er ufattelig rigt på detaljer, og de fragmentariske beskrivelser af den maniske tilstand skaber en fornemmelse af sårbar samhørighed mellem forfatter og læser. På intet tidspunkt finder man ham usympatisk, i stedet deler man noget foruroliget den skam, han har efter sine maniske perioder.

Det er ikke en bog, der appellerer til alle, selvom den litterære kvalitet er meget høj. Det er en bog, der tager lang tid at læse, fordi dens tempo og intensitet næsten tager pusten fra en, og man efterlades med den dybeste respekt for denne forfatters begavede refleksioner over sit særlige liv.

Der er ikke mange romaner, man kan trække paralleller til, men Oktoberbarn af Linda Boström Knausgård er et godt bud og kan i den grad også fremkalde følelsen af fremmedgjorthed.