Dagmar

Kontrasten mellem en barndom badet i kærlighed og respekt og et voksenliv i evig kamp og misforståelse var på alle måder overvældende for den smukke, danske prinsesse Dagmar.

Som ganske ung kvinde blev den smukke, danske prinsesse Dagmar forvandlet til Ruslands næstsidste kejserinde, Maria Feodorovna.

Maria Helleberg har et langt forfatterskab bag sig, og hun har efterhånden gjort det til sit varemærke at puste liv i historiens markante kvindeskikkelser ved at skildre dem som de store personligheder, de var, og lade dem være udgangspunkt for en fremstilling af den tid og det miljø, som de var en del af. 

Det gør sig også gældende i hendes roman Dagmar : Maria Feodorovna fra 2008. For ikke alene var Dagmar en person, der med sit væsen satte sit præg på sine omgivelser og medmennesker, men samtid var hun også en af de centrale hovedpersoner, der befandt sig midt i orkanens øje i nogle af Ruslands mest skelsættende og blodige historiske begivenheder, som den russiske revolution og zarregimets fald.

I Dagmar : Maria Feodorovna fortæller Maria Helleberg historien om Dagmar i en usminket jeg-form, der dog enkelte steder bliver brudt op af en tredjepersonsfortæller, som Helleberg har udstyret med et utilsløret indblik i Dagmars tanker.

Det er således Dagmars eget syn på livet, hendes indfald, følelser og synspunkter, der giver liv til den lille historie om hende som kvinde, kejserinde og mor liv. Samtidig er det også gennem Dagmars blik og gennem hendes personlige oplevelser, at billedet af de ydre historiske begivenheder tegnes.

Læseren møder Dagmar i 1918 i Krim, hvor hun sidder fanget efter revolutionen i 1917. Fra denne isolerede position fortæller Dagmar sin historie og fortsætter den senere fra Danmark, hvor hun flygter til, og hvor hun lever sine sidste år i en sær tilstand af på den ene side at føle sig hjemme i det land, hun blev født, og på den anden side at føle sig som en fremmed, fordi hendes tanker ustandseligt fører hende tilbage til Rusland.

På romanens første side plages Dagmar af selvbebrejdelser og spørgsmål: ”Du har solgt dig selv, glemt dine sanser, forsømt at leve. Du har solgt dig selv for at gå i de skønneste kjoler, hellere svær silke mod huden end kærtegn, hellere strålediademer i håret end kys”. Tanker som disse farer rundt i hovedet på hende, drømme dukker ustandseligt op, og søde minder forfølger hende bittersødt i de sidste leveår. For nok drog hun til Rusland med en umådelig fascination af landets prompt og pragt, og livet igennem fandt hun også fortsat glæde i at smykke sig med de utroligste juveler, overdådige rober og en værdig fremtræden, som kun hørte landets mægtigste kvinde til. Men på den anden side synes disse ydre prydstykker også som en sørgelig trøst for alle de tab, braste drømme og mistede illusioner, som hun gang på gang blev konfronteret med, og som hun aldrig kunne slippe igen.

Maria Hellebergs historie om Dagmar opridser således i erindringsform, hvordan denne markante kvindeskikkelse på mange måder levede et trist og hårdt liv. Allerede som ganske ung kvinde mistede hun sin store kærlighed, da hendes forlovede og elskede, den russiske tronfølger, døde fra hende. Herefter blev hun hurtigt overtaget af hans bror Alexander Alexandrovitj og sammen med ham rejste hun til Rusland og begyndte sit nye liv som kejserinde.

Den tabte kærlighed til sin elskede og afstanden til den trygge opvækst i Danmark var tung at bære for hende, og resten af livet måtte hun kæmpe for at genfinde kærligheden i ægte og gengældt form - både i sit forhold til mænd, til sit folk, og vigtigst af alt også i forhold til sine børn.

Der var dog også andre omkostninger for Dagmar ved at rejse til Rusland. I Danmark var hun vokset op i en tid, hvor kongefamilien nok gik i slidte og lappede kjoler, men hvor hun og hendes familie mærkede befolkningens varme og glæde efter demokratiets indførelse og den nationale styrkelse, der faldt i kølvandet på de slesvigske krige.

Efter sin ankomst til Rusland måtte hun derimod hurtigt sande, at hendes ønske om at gøre sin mening gældende i sit nye lands styreform ikke lod sig gøre og at den styreform, som både hendes mand og senere også hendes søn valgte lå langt fra hendes egne drømme og idealer om menneskelig frihed. Dagmar måtte således indstille sig på et nyt liv, hvor hendes tilværelse som medlem af zar-familien ikke alene lod hende føle befolkningens kulde og afsky. Men hvor hun i lige så høj grad blev mærket af de forkvaklede familiemæssige relationer i zar-familien, som langsomt lod kulden omhylde hende bag vinterpaladsets mægtige mure.

Maria Helleberg har lavet en usædvanlig skildring af Dagmar, hvor hun fremstår som en enestående og dog genkendelig kvinde. Hun var på én gang kejserinde i et oprørsk og utæmmeligt land, hun var dansk prinsesse af Christian den 9., og hun var mor til Ruslands sidste zar. Men samtidig var hun også en sårbar kvinde, der forsøgte at stå imod sin omverdens pres og forventninger og sidst men ikke mindst, var hun mor til seks børn, som hun havde svært ved at give den kærlighed og tryghed, som hun så inderligt ønskede at viderebringe. Kontrasten mellem hendes forskellige masker var kolossal og måske også så stor, at hun aldrig formåede at føle sig rigtigt hjemme i nogen af sine roller. Hun forblev en fremmed både over for sig selv og sine omgivelser og selv efter sin død havde hun svært ved at finde sin rette plads.

Kilder, links og centrale værker