Klinten

Smærup Sørensen stiller skarpt på menneskets manglende fællesskaber, fremmedgørelse og klimaforandringer i et højaktuelt, stille og gribende villavejsdrama.

Der er både barsk satire og knivskarpe observationer af mennesket bag facaden i Smærup Sørensens seneste roman. Den udspiller sig på villavejen “Klinten”, hvor beboerne skal samles om at kystsikre den klint, der har givet vejen sit navn. I en mesterlig kakafoni af stemmer tegnes der et lidet flatterende portræt af individer, der er sig selv nærmest, og som har glemt både naturen, nærværet og næstekærligheden.

Klimaet er under forandring, og det samme er menneskenes vilkår i det moderne samfund. Disse to ting kædes genialt sammen, da bogens karakterer pludselig mærker klimaforandringerne på egen krop. En kommende storm truer med at æde en stor del af den klint, som den fiktive villavej Klinten er bygget på. Nogle af husene er decideret nedstyrtningstruede, og man bliver nødt til at kigge udad og træde ind i et fællesskab for at afhjælpe situationen. Hvis man altså bor på den truede side af vejen vel at mærke.

Bogen er en kollektiv roman, men vi følger primært hovedpersonen, den 35-årige Jeppe, der for en tid bor i sine forældres hus for at færdiggøre et projekt om forholdsord i maskinoversættelser. Jeppe er fraskilt og har trukket sig ind i et selvbeskyttelseskjold. Men pludselig ringer det på døren, og der står Sigrid, der bor længe henne af vejen. Hun vil have ham med til et beboermøde om kystsikring af klinten. Jeppe har tidligere lagt mærke til Sigrid, og hendes skønne bagdel, når hun er gået forbi på vejen. Så hans interesse fanges straks.

Vi følger den meget fine kærlighedshistorie, der udvikler uendelig forsigtigt sig mellem de to. Den har ikke lette vilkår, for som Sigrid siger:

“Jeg kan ikke mærke, hvem du er, sagde hun. Det er som om du er blevet som det dér du sidder og arbejder med dernede. En maskine, ikke også, der selv kan tale. En maskine der er programmeret til det. Det er sådan jeg hører dig, Jeppe, når du siger noget til mig.”

En både sigende og skarp karakteristik af det moderne menneske, der ikke længere kan tale sammen, fordi vi ikke behøver det. Men langsomt går der hul på Jeppes skjold. Smærup Sørensens beskrivelse af de gradvise åbninger og sprækker er mesterligt smukt beskrevet. Læseren løftes og fyldes med en tiltrængt optimisme, fordi skredet i det fastlåste liv nu synes at være en mulighed. På trods af normer, omklamrende mødre, bagstræberiske naboer og egoisme.

Kærlighedshistorien spejles elegant i bogens mange andre stemmer, nemlig stemmerne fra de ørige beboere på vejen. Vi inviteres ind i deres huse og i deres personlige historier. Og de er ikke altid for sarte sjæle. For på klassisk vis lader Smærup Sørensen den alvidende fortæller udlevere og udstille vores mindre pæne sider: utroskab, nysgerrighed, indiskretion, nævenyttighed, dovenskab, forfængelighed, manglen på mådehold, racisme og misundelse. Det har næsten karakter af bibelske dødssynder, ligesom budskabet om, at mennesket ikke kan sætte sig i guds sted og herske over naturen har det:

“…Og det indebær en syg glorificering af Mennesket. Som om det virkelig kunne flytte bjerge, med eller uden mistro. Gøre det svært for os selv, det kunne vi selvfølgelig. Uhyre svært og tilmed også umuligt også for alt andet der sammen med os var i live.”

Smærup Sørensens roman sætter mange vigtige temaer på agendaen, og det gøres som altid med stor stilistisk overlegenhed. Man skal dog være opmærksom på, at bogen kræver fuld koncentration og eftertænksomhed fra sin læser. Men kan man mobilisere det, så venter der en både fremragende og vigtig læseoplevelse.