Flugten til Kolbeinsø

Gal eller genial? Et vildt road trip gennem de islandske landskaber udvikler sig til en rejse ind i sindets mørke kringelkroge i syret roman.

Først som man havde sat sig godt til rette som blind passager i denne overdrevent tragikomiske og absurde road trip-roman, skifter handlingen kurs og udvikler sig til en rejse ind i sindet, og man efterlades i tvivl om, hvad der er virkeligt. 'Flugten til Kolbeinsø' tager på grotesk humoristisk vis livtag med tunge emner som psykisk sygdom og kampen mod systemet, manifesteret i en karikeret ondsindet sygeplejerske.

Fortælleren, en midaldrende og smådeprimeret mand, besøger sin gamle ven, der er indlagt på psykiatrisk afdeling med svær depression. Han ønsker at hjælpe sin ven til bedring, men man aner også, at det lige så meget er ham selv, der har brug vennen og at blive hevet op af tilværelsens grå suppe. Under besøgene fører de to venner dybe eksistentielle samtaler om samfundsforfaldet, det ægte liv og tilværelsens meningsløshed.

Da fortælleren oplever, at afdelingens kontrollerende og hårdhændede sygeplejerske forsøger at forhindre ham i besøge vennen, planlægger han en befrielsesaktion. Første flugtforsøg ender i håndgemæng og mislykkes. Anden gang har han held til at befri vennen, hvorefter de tager flugten ind i de islandske landskaber i en firhjulstrækker. Men i kølvandet på dem følger den galsindede sygeplejerske i sin hvide Toyota Yaris, og det bliver en hæsblæsende flugt, hvor det ene komiske og absurde optrin afløser det andet.

Jeg sidder med blandede følelser efter at have læst romanen og kan ikke afgøre, om den er gak eller genial. Jeg er begejstret for første halvdel, som i bedste Thelma and Louise-stil minder om et tragikomisk road trip på flugt fra livets meningsløshed og kan læses som en hyldest til venskab og frihed. Men efterhånden sniger der sig en anden (u)virkelighed ind i romanens anden halvdel. De to venner taler en del om deres drømme, og dér begynder grænsen mellem virkelighed og fantasi at sløres. Samtidig udvikler flugten sig helt surrealistisk, og fortælleren tager sig i at tænke: ”Var det måske der, jeg forstod, at den ikke bare er, verden, men også kan blive det, en finder på?”.

Birgisson lykkes glimrende med sceneskiftet fra vildt road trip til en indre rejse i psykens mørke og grænseløse landskaber. Skiftet sker gradvist og nærmest umærkeligt, fordi man allerede har købt ind på, at det hele er så overdrevent. Set i bakspejlet kan jeg godt genkalde sig alle markørerne, der står og blinker som små neonskilte, og det kan give appetit på en genlæsning.

Hvis man, som jeg, har sat næsen op efter gak og løjer, så får man det langt hen ad vejen, men man må også indstille sig på, at latteren forstemmer hen imod slutningen, der er skrevet i mol. 'Flugten til Kolbeinsø' underholder, udfordrer og deler i den grad vandene.