Exofiktion

Som et modsvar til den indadskuende autofiktion, vender forfattere blikket udad mod en virkelig person og sætter historien i en fiktiv ramme. Franske vinde bevæger sig over landegrænser – exofiktion er kommet på den litterære dagsorden.

Hvad er det nye?

En skildring af et virkeligt levet liv i en fiktion er naturligvis ikke nyt. Den biografiske roman har mange titler og år på bagen, men hvorfor så et nyt begreb? Ifølge Dressler-Bredsdorffs research er exofiktion mere aktivistisk og flytter i højere grad fokus fra de store skikkelser til historiens glemte bipersoner og reparerer på den måde på nedarvede traumer.

I danske udgivelser ser vi en blomstring i antallet af udgivelser, der vender blikket udad mod personlige fortællinger, hvor hovedpersonen ikke hedder det samme som sin forfatter. I en dansk sammenhæng bevæger den exofiktive tendens sig sideløbende med autofiktionen, som forsat ser ud til at udgøre en enorm inspiration til både forfattere og læsere.

Det er kendetegnende, at de exofiktive romaner leger med sproget, og eksperimenterende greb får fortællingen til at leve på helt nye måder.

Kunstnerens muse som hovedperson

I flere udgivelser tager forfatteren udgangspunkt i og digter videre på kunstnere og de mennesker, der omgiver dem. En gennemgående tendens er at gribe fat i de bipersoner, som lever på sidelinjen i en kunstners liv, eller der skildres hengemte eller tabuiserede sider af en virkelig persons liv.

Jesper Wung-Sungs nyeste roman Kvinde set fra ryggen sætter sprog, krop og sjæl til kvinden Ida Ilsted, senere Hammershøi, som er den rygvendte kvinde på Vilhelm Hammerhøis yndede motiv i mange malerier. Musen træder frem i den insisterende roman om at være model for og hustru til den verdensberømte maler.

I Malenes Ravns roman Hvor lyset er skildres maleren Carl Fischer i sit kunstnerliv og samliv med Ely. En stor del af romanen er fortalt med Elys stemme og udstiller den pris, det koster at leve med en kunstner, som befinder sig meget af tiden i et egocentrisk mørke.

I Kristina Stoltz´ roman Cahun følger vi den franske feminist og surrealist Claude Cahun. Stoltz behandler Cahuns dramatiske og tabuiserede liv som kunster, feminist og politisk aktivist i mellemkrigstiden. Denne exofiktion benytter sig af flere eksperimenterende fortællegreb, hvor blandt andet en queer-agtig og flydende usynlig fortæller former den flertydige fiktion. Adam i Paradis af Rakel Haslund-Gjerrild er skrevet hen over maleren Kristian Zahrtmanns liv. Romanen fortæller også historien om et homoseksuelt miljø blandt kunstnere og aktualiserer nedarvede traumer om køn og seksualitet.

Oversete kvindelige forskere

Et spor i bølgen, som er på vej netop nu, er fortællinger om kvindelige forskere, som ikke er blevet anerkendt, fordi de var kvinder i et mandsdomineret forskerfelt.

Eva Tind er udkommet med romanen Kvinden der samlede verden om den danske forsker Marie Hammer. Skildringen af den betydningsfulde videnskabskvinde er formfuldendt og overrasker ved at åbne for viden om den bemærkelsesværdige kvinde. Marie Hammer rejser gennem 40 år rejser rundt i verden og beviser at verdens kontinenter engang har været forenede. Den inderste kerne af Lotte Kaa Andersen fortæller i romanform forskeren Inge Lehmanns historie, som kæmpede for at blive anerkendt som kvindelig forsker.
 

Danske forløbere

Flere romaner kan ses som danske forløbere til den exofiktive tendens. Christina Hesselholdts skubbede med sin roman Vivian til bevægelsen af et modsvar til autofiktionen. Den flerstemmige roman skildrer med stor sprogkunst fotografen Vivian Maiers liv i Chicago, hvis unikke fotos var ukendte og upublicerede til efter hendes død. 

Også Kirstine Reffsstrups roman Jeg, Unica står som et eksempel på en udgivelse med exofiktive træk. Romanen er er en lyrisk fortolkning af Unica Zürn, tysk forfatter og tegner, som arbejdede sammen med sin partner kunstneren Hans Bellmer. I den litterære fantasi blander kunsten sig med Unicas person, og hun transformeres ind i en installation – en dukke hun arbejder på med sin mand.