Pigedyr

Pigefiguren og hendes begær afmystificeres og mytologiseres på en og samme tid i Cecilie Linds omvendte Lolita-fortælling ’Pigedyr’.

Romanen handler om overgangen fra barn til kvinde, hvor hovedpersonen Sara befinder sig i limboet mellem at være både-og og hverken enten-eller. I denne formative periode fra konfirmationsalderen til at blive voksen følger man Sara i hendes relation til familie, veninder, sig selv og – især – mænd.

Sara vokser op som et ønskebarn, der ikke kan leve op til forventningerne, hvilket resulterer i et konfliktfyldt mor-datter-forhold, som forværres yderligere efter farens tragiske dødsulykke. Forholdet til hjerteveninden Rosa er skrøbeligt holdt sammen af konkurrencementalitet og fascination, og Saras mål er at blive stærkere, tyndere og smukkere end veninden. Sara forvilder sig samtidig ind i et forhold til præsten, der både døbte og konfirmerede hende, og senere til Rosas far. Her udlever hun sit stigende begær efter at blive begæret, og hun afsøger grænserne og magtrelationerne, der er på spil i forholdene. Romanen løber ud i et lettere absurd spor, hvor Sara giftes med Rosas far efter sin 18-års fødselsdag. Ligesom i de seksuelle relationer er det også her vanskeligt at afgøre, hvor meget af Saras egen vilje der spiller ind i forholdets udvikling.

Pige, kvinde, andet
Sara bliver i sine relationer kaldt henholdsvis dyr, prinsesse, engel og frister. Den unge piges dobbelte rolle er central gennem romanen. Sara indeholder både en barnlig og nysgerrig legende uskyld samt en voksende seksualitet og et opdyrket udseende, som granvoksne mænd forveksler med modenhed. Sara mærker selv den forvirrende dualisme mellem barn og voksen strides i hende som symbolske englevinger og djævlehorn, når hun hengiver sig til præsten:

”Gid jeg var i rigtige problemer, gid han ville lægge mærke til mine skulderblade, på vej mod vinger. Gid han så de horn jeg mærker spire i panden. Han har lagt hånden på min pande, en velsignelse, han har følt dem. De har skræmt ham. Ægget ham. Også.”

Sara ønsker både at blive passet på og aes som et dyr – men også at være stærk og i kontrol over sin krop, som hun kan styre mændenes begær hen mod. Det kommer til udtryk som et nymfe-agtigt skønhedsideal om ungdom og tyndhed, hvilket resulterer i spiseforstyrrelse og en hyperopmærksomhed på mænds begærlige, og kvinders misundelige, blikke.
 

Solidarisk og kritisk på samme tid
Fordi romanen er fortalt fra Saras perspektiv, mudres ansvarsfordelingen i relationerne til de langt ældre mænd. For selvom der både løber et underliggende spor, der grænser til pædofili, og noget incestuøst i forholdet til Rosas far, så er læseren til stede i Saras eget begær, nydelse og handlekraft. Der er ulige relationer, udnyttelse og magtudøvelser på spil, men romanen udstiller dem ikke. Det sansestærke sprog er i stedet solidarisk med Saras synsvinkel og oplevelse af situationerne.

Romanen føles som om, den er fortalt gennem en sansende døs af begær, sorg og sult. Saras vakte seksualitet, smerten efter faderens tragiske død og den udsultede krop går gennem romanen på en næsten bedøvet måde. Stilistisk lægger sproget sig tæt op ad det poetiske, hvor lyriske billedskabende passager bryder handlingsforløbet og skaber stærke stillbilleder. Andre steder optræder sproget flydende og hektisk, så læseren næsten overrumples af spring i tiden og overvældende blotlæggelser af Saras eskapader:

”Dåbsceremonien fandt sted i domkirken, den unge, flotte præst der pøsede vand på mit hoved, mens jeg skreg i vilden sky, i min mormors arme, hun stod fadder, bollede mig fjorten år senere så godt og ivrigt at jeg tabte mit hjerte til ham.”

Romanens rammefortælling foregår i fremtidens år 2038, hvor Sara er blevet en voksen kvinde, der sammen med den mystiske Monika, selv fascineres af unge piger og deres kroppe. Fremtidsporet er med til at pege på de kulturelle overleveringer om værdien af pigers ungdom og skønhed og et begær rettet den vej. Saras eget begær efter at begæres samt mændenes begær efter den unge krop er ikke et enkelttilfælde, men strukturer og overleveringer, der også kommer fra samfundet og kulturen. Det kommer også til udtryk gennem de både selvopfundne og virkelige referencer til popkulturelle fortællinger om unge piger og ældre mænds forhold i film og bøger. ’Pigedyr’ er en kompleks og uforløst roman, der opleves både kritisk og solidarisk i sit portræt af Sara, der ikke er en pige, endnu ikke en kvinde.

Rovdyr eller byttedyr?
Selve romanens titel leder tankerne hen på det lettere nedladende og infantile ord ”pigebarn” samtidig med den seksuelt ladede betegnelsen ”hundyr”. ’Pigedyr’ er en blanding mellem det seksuelle, barnet og det dyriske. Det er også med til at fremmedgøre og objektivisere pigen ved at sammenstille hende med noget dyrisk. Igen optræde dobbeltheden i pigefiguren gennem titlen, ligesom både Sara, og de mænd hun indleder forhold til, skiftevis kan opfattes som rovdyr og byttedyr.

Litterære slægtskaber
Selve den sproglige nydannelse i titlen er tydeligvis lånt fra Piet Heins digt ’Pigedyret’, som også optræder i en scene i bogen. Ligeledes beskriver Tove Ditlevsen også i Gift, hvordan Hein genbruger betegnelsen ’pigedyr’ som kælenavn om sine mange elskere. Romanens titel vækker ligeledes minder om Ditlevsens egen debuttitel Pigesind.

Udover titlens litterære referencer er det ikke svært at læse ’Pigedyr’ som en slags omvendt Lolita-fortælling. I Vladimir Nabokovs klassiker Lolita udlægges Humbert Humberts fascination af og begær for ungpigekroppen, der leder ham til selvbedrag og, med en moderne betegnelse, grooming. I ’Pigedyr’ fremstår Sara derimod nærmest som en (selv)bevidst og handlekraftig Dolores, uden at romanen dog idylliserer forholdene.

Skildringen af magtforhold, samfundsstrukturer og begær er også omdrejningspunktet for Marguerite Duras’ hovedværk Elskeren. Her indleder en ung pige også et forhold til en langt ældre mand, hvor relationens kompleksitet mudres af fortællevinklen. Det fiktionaliserede forhold byggede til dels på Duras’ egne oplevelser. Nyere romaner som Linn Ulmanns Pige, 1983 og Vanessa Springoras Samtykket omhandler også unge pigers seksuelle oplevelser i mødet med ældre mænd. Her bliver romanformen et refleksionsrum for den voksne forfatter til at se tilbage på ungdommens fortrængte oplevelser.

Pige- og kvindelivets dualitet, frihed og fangenskab er også genkomne motiver i Cecilie Linds eget forfatterskab, hvor hun tidligere er udkommet med bl.a. langdigtet Mit barn om moderskabet. I nyere dansk litteratur skrives der om kvindelig erfaring i høj grad, hvad enten det er moderskabslitteraturen, exofiktionen, digtsamlinger eller i ungdomsromaner. Her kan bl.a. fremhæves romanen Fladland af Ditte Holm Bro, der i en helt anden tone også handler om den unge piges eksperimentering med seksualitet, grænser og hjemmestrikkede overgangsritualer.