Barbara

Citater om Barbara: ’Det er en tøjte. Så venlig og god mod alle. Alle flokkes om hende. Hun er sådan, at hun frister alle – og selv fristes. Et godt barn, ja, 28 år, præstekone og landets største hore’. 

Der er mange forskellige meninger om Barbara. Og de passer allesammen. Hun er et menneske, som man ikke har lyst til at komme udenom, for trods alle sine fejl er hun en berigelse for sine omgivelser.

Hun er elsket og hadet, men mest det første – og ofte af de samme mennesker. Hun sanser og handler, men tænker ikke over konsekvenserne, hverken for sig selv eller andre.

Færøerne i 1700-tallet er rammen for historien om Barbara. Hun er 28 år og er allerede blevet præsteenke 2 gange. Nu møder hun den nye præst, hr. Poul. Gnisterne springer straks mellem dem, og hun følger ham i en kærlighedsvandring til hans sogn.

Men hr. Poul frygter, at Barbara skal svigte ham. Da den unge Andreas fuld af fest og farver kommer tilbage fra København blinker alle faresignaler. Da hr. Poul kommer hjem fra sognebesøg er Barbara rejst til Havn til Andreas. Hun elsker også ham, ja lidt mere end hr. Poul. Og der er ikke svig i hende. Hun vil dem alle godt. 

Hr. Poul følger efter fuld af sorg, raseri, kærlighed og afmagt. Han vil være hos Barbara og intet andet, og med gode mennesker hjælp rejser han efter hende – en rejse fuld af farer, livsfarlig sejlads og en tur over fjeldet i mørke og uvejr. Naturen spejler på fantastisk vis hr. Pouls kærlighedsvanvid.
 

To personer sætter den gribende historie i relief. Det er den milde og besindige lagmand. Han er som vokset ud af Færøernes klipper, muld og hav - som taget ud af en saga. Sorenskriveren er en lærd ateist, som betragter alt på afstand fra sit hus i Havn. Han er oplysningstidens mand, men også så meget færing, at han med skjult omsorg prøver at lappe på de ulykker, som Barbara forårsager.

De to skaber balance og dybde i historien.