Rebecca

Sansemættet og atmosfærefyldt roman om kærlighed, jalousi og had, der rækker ud over graven.

Jeg-fortælleren er en ung og meget naiv kvinde, som i romanens begyndelse er ansat som selskabsdame for den snobbede og sladdervorne Mrs. Van Hopper. I Monte Carlo støder de tilfældigt på Maxim de Winter, som Mrs. Van Hopper kender via områdets sladder. Maxim ejer det smukke hus Manderley ved Cornwalls kyst og mistede for nyligt sin hustru, Rebecca, i en ulykke. Alt dette kender fortælleren ikke noget til, men hun forelsker sig inderligt i ham, selvom han er en del ældre, og da hun pludselig skal rejse til USA med Mrs. Van Hopper, frier han til hende, og hun accepterer.

Livet på Manderley bliver dog ikke, som hun havde forestillet sig. I huset regerer husbestyrerinden Mrs. Danvers, og hun styrer huset som under den første Mrs. de Winter. Fortælleren er bange for Mrs. Danvers, men Maxim forstår hende ikke, og også han ændrer sig ved tilbagekomsten til Manderley. Og snart banker fortiden ubehageligt på døren.

Daphne du Maurier har skrevet en fængslende roman, som også kompositorisk skiller sig ud. Som regel er fortælleren også hovedpersonen i en roman, men det er ikke tilfældet i 'Rebecca'. Her lader du Maurier nemlig den unge fortæller være navnløs, og understøtter således hendes status som mindreværdig i fortællingen. Den egentlige hovedperson bliver dermed Rebecca, der i romanen stadig styrer begivenhederne på Manderley efter sin død.

Et andet kunstgreb er den omvendte kronologi i historien, der starter i Frankrig, hvor den nye Mrs. de Winter tænker tilbage på begivenhedernes gang, fra hun mødte Maxim og til de voldsomme begivenheder, der slutter romanen. Dermed ved vi fra starten, at noget grusomt er under opsejling, men holdes i suspense helt frem til slutningen.

”Rebecca” er også en sproglig nydelse. Sætningerne smelter som chokolade på tungen, og allerede i indledningen slår Daphne du Maurier romanens skæbnetunge tone an: ”Pludselig gled en sky for månen som en hånd, der stryger over et ansigt, og i det samme var trylleriet brudt. Lyset i vinduerne blev slukket, og jeg så kun de sjælløse, øde mure, som intet fortalte om det liv, der engang havde rørt sig bag dem. Huset var kun et gravkammer - vores frygt og lidelser lå begravet under ruinerne, og opstandelse var utænkelig…”

Den gotiske stemning hviler dystert over Manderley, hvilket indledningen indikerer, og selvom huset til tider virker uskyldigt nok, så ændrer det pludselig karakter og bliver igen en truende skygge over fortællerens lykke, som når hun f.eks. farer vild i husets mange værelser. I det hele taget lurer det usagte som en ond skygge over alt, hvad der sker i romanen.

Jeg blev betaget af romanen, der er et mesterstykke i underspillet suspense. På overfladen flyder historien roligt af sted, men hemmeligheder og det usagte lurer i mørket, klar til at bryde den tilsyneladende idyl hvert øjeblik, det skal være. En fantastisk atmosfæremættet roman, som jeg kun kan anbefale.