Eden

Auður Ava Ólafsdóttir har med sit charmerende, håbefulde univers og florlette sprog skrevet en roman, der lyser og lever i hænderne på læseren.

Det skal nok deklareres fra start: Jeg er fan af Auður Ava Ólafsdóttir. Da jeg for en god håndfuld år siden læste hendes første roman oversat til dansk, Stiklingen (2009), gik den direkte i hjertet på mig med sine urealistisk sympatiske personer og nærmest magiske luftighed. Derfor skal jeg også advare om en vis begejstring for forfatterskabet, der, som det fremgår af denne anmeldelse, ikke just er aftaget.

Ólafsdóttirs bøger tager typisk udgangspunkt i karakterer, der står ved en skillevej i livet og har oplevet noget, der kalder på et udfald. Omverdenen svarer så oftest med en finurlig og selvfølgelig humanisme, og her er 'Eden' ingen undtagelse: Lingvisten Alba, ekspert i det truede, islandske sprog, køber et stykke jord af en succesfuld krimiforfatter i en lille islandsk landsby. Hun har haft en affære med en af sine studerende på universitet, hvor hun arbejder, og han er ved at udgive en digtsamling om den. Hun flytter derfor væk for at få dette på afstand, men også fordi klimakrisen kradser lidt uudfoldet i hende.

Hele romanen er omgærdet af apokalyptiske anstrøg, der kommer til udtryk i alt fra den mærkværdige “Radio Verdens Undergang” til en insisterende dommedagsprædikant i form at en tilfældig taxachauffør. Derudover kan ingen få noget til at gro i den jord, som Alba har købt, men hun planter trodsigt træer, kartofler og kål og formår at etablere en paradisisk have ud af noget goldt. En bogstavelig talt naturstridig opnåelse og et håbefuldt billede og bud på, hvad vi kan stille op med vores bekymringer: At man til trods for magtesløshed, meningsløshed måske endda, lader ting spire i stille trods.

Alba begynder også uden tøven at undervise en flok flygtninge i islandsk i landsbyen. Hun får dermed også landsbyens sprog til at spire med sin undervisning og ved at forære sine gamle lingvistikbøger til byens Røde Kors. Her får det herlige lokale sladrerhoved, Håkon, hurtigt udsolgt bøgerne, og hun må hastigt forære flere for at imødekomme den enorme efterspørgsel på faglitteratur om det islandske sprog, der opstår i det lille lokalsamfund. Alba drøner ud ad talrige etymologiske tangenter, når hun snakker med mennesker og studser over deres ord(valg), og det er ganske vidunderligt at være med på hendes generøse associationsrejse som læser, da kærligheden til sproget sitrer og smitter af. Bogen er derfor også en ode til sproget kraft og evne til dels at få greb om verden, men også om vores medmennesker.

Som altid i Ólafsdóttirs bøger så er menneskerne så rummelige og rare, nærmest nuttede, at det kan føles lidt opstillet, fordi sådanne mennesketyper næppe har gang i den virkelige verden. Men i en bog hvor kapitlerne bærer eklatante titler som “Når jeg dør bedes du venligst efterlade altandøren åben”, “Det refleksive verbum forregner sig” og “Jeg er ikke rigtig sikker på hvilken kurs jeg skal vælge herfra, eller om det lykkes mig at frelse verden”, så tilgiver man det hurtigt. Hun har en evne til at kondensere skønt klingende budskaber helt ned på sætningsniveau, og derfor er bogen også fyldt med disse poetiske betragtninger, der er både uhøjtidelige og fornøjelige. Det giver en eskapistisk kvalitet til en roman, der ellers berører mange nære, relevante emner.

'Eden' er måske ikke Ólafsdóttir stærkeste udgivelse, men den føles tindrende vedkommende. Romanen er både jordnær og svævende, og nye læsere af forfatterskabet kan roligt stige på her.