Klimalitteratur

Hvordan ser vi naturen? Det er det helt afgørende spørgsmål, som klimalitteraturen på forskellig vis kredser om - og dermed er økokritikkens undersøgelse af forholdet mellem litteraturen og det fysiske miljø måske mere højaktuelt end nogensinde. Bekymringerne for klimaet tager til, hvilket også afspejles i litteraturen. Klimalitteraturen skaber et refleksionsrum i en virkelighed, hvor vi er ved at indse, at mennesket ikke er altings målestok.

2020 er udråbt som naturens år. DR, Naturstyrelsen og landets naturhistoriske museer er blot nogle af de kræfter, der står bag diverse formidlingsinitiativer, og Folketingets partier går i gang med forhandlingerne om en ny dansk biodiversitetspakke.

Den grundlæggende økokritiske antagelse, som tydeligt ræsonnerer i klimalitteraturen, er, at den vestlige historiske opdeling mellem natur og kultur er både kunstig og forfejlet. Forfatter Liv Sejrbo Lidegaard skriver: ”Kroppen er det afhængige, det dødelige og det dyriske: Det i bund og grund ækle jordiske, som er blevet opfattet som modstykket til bevidstheden, eller sjælen, hvor mennesket er frit og evigt. Men mennesket er også krop, og vi er derfor også natur. Og hvis vi hele tiden glemmer det, risikerer vi at skabe et veritabelt helvede for os selv.” [1]

I klimalitteraturen indtager økopoesien en central rolle med flere repræsentanter blandt især yngre danske digtere og forfattere. Et økopoetisk karakteristika er opløsningen af den antropocentriske tænkning: menneske og natur flyder sammen i en fundamental forbundethed. Som i Lea Marie Løppenthins Nervernes adresse: ”Det sympatiske ved tæger er, at de ikke genkender privatsfæren som grænse / de ved at kroppen er et landskab / det er det jeg hele tiden glemmer / mine ben indeholder deres tidligere længder / men rynkerne på en globus betyder bjerge.” (18) eller i Signe Gjessings Ud i det u-løse hvor alt synes at være en del af det samme levende væv: ”Stjernerne ryster på morgenen, som var der en hals imellem. Det er der ikke.” (21).

Poesien spiller en væsentlig rolle i klimalitteraturen, da den ofte anses for at være en genre med en særlig sensibilitet og styrke ift. at udforske ændringerne i menneskets natur- og omverdensforhold. [2]

Samtidig er det  vigtigt at nævne, at der er en overraskende stor genremæssig spredning blandt de klimalitterære værker. Klimafiktion omtales ofte som Cli-fi, og det rimer ikke på sci-fi uden grund, da disse ofte har et dystopisk og apokalyptisk afsæt, dog på forskellige måder og i varierende grad.

En af de tidlige eksempler er J.G. Ballards postapokalyptiske sci-fi roman 'Verden under vand' fra 1962. Jeff VanderMeers øko-noir triologi: Udslettelse, Autoritet og Accept bevæger sig som en hybrid mellem fantasy, sci-fi og horror, hvorimod Charlotte Weitzes Den afskyelige har dæmpet sci-fi elementerne til fordel for samfundssatiren i en roman, der er lige dele kærlighedsroman og klimadystopi.

Både cli-fi og økopoesi pendulerer i spændingsfeltet mellem utopi og dystopi: ”På den ene side er der et kritisk potentiale. Her fungerer litteraturen som et spejl, der holdes op for vores handlinger og tydeliggør det håbløse i dem. På den anden side er der et utopisk potentiale, hvor litteraturen kan komme med nye ideer til den fremtid, vi går i møde.” [3]

I artiklen: Velkommen til klimakrisens tidsalder af Michael Karlsson Pedersen, kan du læse mere om klimakrisens forskellige litterære varianter.

Læs også Klimakrisen i dansk litteratur er værd at beskæftige sig med af Anna Chris Thompson, festivalleder af Klima&Litteratur, som blev afholdt første gang i 2019.

Klimalitteraturen sanseliggør vores økologiske bevidsthed. Den skaber et refleksionsrum i en virkelighed, hvor vi har indset, at mennesket ikke er altings målestok, men at vi flyder ud i opløsningen mellem menneske og natur.

Som Theis Ørntoft skriver i Digte 2014: ”Jeg drømte at min tunge slikkede verden ren for gletsjere, når man gør rent, skal man gøre det ordentligt”. (47).