Verden under vand

Fortættet og hypnotisk science-fiction roman fra 1962 er mere relevant end nogensinde.

Ballards detaljerede beskrivelser af miljø og klima i en fremtid, hvor verden er druknet i det stigende vand, hensætter læseren i en særegen tilstand, hvor grænsen mellem drøm og virkelighed bliver mere og mere flydende.

Sci-fi sætter gang i fantasien, og genren kan give læseren håb om, at fremtiden bliver bedre end nutiden. Den kan også være en tiltrængt advarsel om, hvad der kan ske, hvis vi mennesker ikke ændrer kurs. Og den kan give os den betryggende følelse af, at nutiden egentlig er helt ok, for fremtiden kan tydeligvis blive meget værre.

Denne bog tager læseren med til en fremtid, hvor levevilkårene på Jorden er forandrede. Klodens atmosfære har ændret sig efter en periode med solstorme, og klimaet er blevet varmere. På grund af den store temperaturstigning er isen smeltet, så verdenshavenes vandstand er steget. Verden, vi kender med dens storbyer og veje, ligger mestendels under vand som det sagnomspunde Atlantis. De fleste overlevende mennesker har trukket sig tilbage til nordlige baser, da temperaturen er højest omkring ækvator. Bogens handling finder sted i en lagune over det, der engang var London, hvor biologen Robert Kerans er en del af en lille gruppe mennesker, der er udsendt fra basen Camp Byrd for at undersøge forandringerne i plante- og dyrelivet.

Gruppens anfører oberst Riggs får hurtigt svært ved at holde styr på sin flok, da klimaet og omgivelserne begynder at påvirke dem. Flere begynder at få sære drømme, og en mystisk trang til at tage mod syd trænger sig på. Oberstens næstkommanderende, løjtnant Hardman, bliver således påvirket og isolerer sig først, før impulsen til sidst bliver så stærk, at han stikker af. Ballards beskrivelser af miljøet hensætter gradvist læseren i en lignende slags hypnotiseret tilstand, hvor det slet ikke er svært at forestille sig, hvordan kaldet mod syd kan være så uimodståeligt. Hovedpersonen Kerans føler sig også draget, og han begynder at se andre muligheder end den kurs, der er udstukket. Han prøver dog at bekæmpe trangen til at forlade gruppen, måske mest fordi han føler sig forpligtet til at passe på den smukke Beatrice Dahl. Sammen med den ældre biolog dr. Bodkin vælger de to at blive tilbage i lagunen, da oberst Riggs og hans mandskab tager tilbage til Camp Byrd, og en slags balance indfinder sig. Freden varer dog ikke længe, for med ankomsten af den moderne pirat Strangman skifter stemningen i området hurtigt, og Kerans må prøve at vriste sig fri af sin påvirkede tilstand for at overleve.

Kan mennesket adskille sig selv fra naturen, eller er vi uløseligt forbundet til den jord og det miljø, vi befinder os i? Hovedpersonen Robert Kerans bevidsthedsudvidende drømme i denne bog får ham til at indse, at vi mennesker bærer på minder om livets udvikling i hver en celle. Tanken om, at disse minder kan træde frem, er fascinerende i en højteknologisk tid, hvor mennesket næsten har glemt, at vi ”bare” er pattedyr i et økosystem.

Science-fiction genren oplever en genopblomstring for tiden, og flere klassiske værker bliver opdaget af nye læsere. Nogle bliver endda filmatiseret med hjælp fra ny teknologi, som for eksempel Michael Crichtons ’Westworld’ og Philip K. Dicks ’Electric dreams’. Man kan spekulere over, hvad det er i tiden, der faciliterer denne genopblomstring, men jeg synes, det er helt fantastisk, at genren træder ud af sin niche og får et bredere publikum. Det betyder nemlig, at værker som Ballards 'Verden under vand', Frank Herberts 'Dune' og Karel Capeks 'Krigen mod salamandrene' bliver læst. og forfatterne bliver anerkendt som de visionære tænkere, de vitterligt var.