Analyse
Preisler, Juliane - Standset aften
Juliane Preisler pendulerer mellem en umiddelbar lykketilstand og en dyb usikkerhed i den lyriske novellesamling 'Standset aften'.
Ved læsningen af Juliane Preislers prosadebut, novellesamlingen 'Standset aften' fra 1985, mærker man tydeligt forfatterens forankring i den lyriske genre. Juliane Preisler (f.1959) debuterer i 1983 med digtsamlingen 'Uden', og i 1984 udgiver hun digtsamlingen 'Ind'. I 1984 modtager hun også Klaus Rifbjergs Debutantpris for Lyrikere, og hun er i disse år med i kredsen af unge digtere, bestående af blandt andre Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge, der alle udviser en stærk optagethed af litterær æstetik og en afstandtagen til 1970ernes mere politiske tilgang til kunsten, om end det viser sig på meget forskellige måder digterne imellem.
Men hvor flere af digterne fra ‘80er-generationen’ fastholder deres lyriske ståsted, eksperimenterer Juliane Preisler i årene fremover med flere forskellige genrer. Foruden noveller skriver Preisler også romaner (både ungdoms- og voksenromaner) og i 1998 debuterer hun som dramatiker ved Det Kgl. Teater. Især indenfor romanen eksperimenterer Preisler rent genremæssigt bl.a. ved at hente elementer fra den psykologiske dannelsesroman og eventyrromanen, men også ved at beskæftige sig med den historiske roman på en ny måde, som hun gør det i 'Kyssemarie', en historie om Marie Grubbe fra 1994. I romanen 'Dyr' fra 1992 udforsker Preisler gysergenren, og romanen blev senere udgangspunktet for Susanne Biers film Sekten. Senest har Juliane Preisler udgivet digtsamlingen 'Uvejr' i 2002.
Også i novellerne i 'Standset Aften' foretager Juliane Preisler flere genremæssige eksperimenter. Novellerne er ikke umiddelbart, som vi måske ofte regner med, når vi læser noveller, kendetegnet ved et sammenhængende forløb. Det kan også være svært at få øje på en bestemt begivenhed eller et vendepunkt, der konstituerer den enkelte novelle, og heller ikke personerne tager form som i traditionelle noveller.
Derimod fremtræder novellerne mere som et jegs udsigelser af forskellige tilstande, en slags fornemmelser eller refleksioner over relationen til andre mennesker, f.eks. en kæreste.
Tonen i 'Standset aften' er meget lyrisk, mættet med metaforer, bogstavrim og gentagelser, men det betyder ikke fravær af episke tråde. I en novelle som "Frieren" henter Preisler en legende og morsom inspiration fra fablens verden, idet det kvindelige jeg i novellen opdigter en leg imellem de to elskende, mens de er ude for at gå en tur; han har ”ulvenatur” og hun er ”kanin og blød pels”, senere følges de ad ”som fuglefjer og kattekløer”. Trods det legende er det sårbarheden, der eksisterer imellem et elskende par, der står helt klar i læsningen af novellen:
"Kulden løb op fra den grå jord og kom nærmere, som de gik. Langt. Hun tænkte sig et sted, hvor de kunne være. Med halvlys og hviskende skygger på væggene. Hvor afstanden imellem dem kunne blive til et eventyr, og hun kunne læne sig til ham uden at blive knust. Dyb, rød beruselse, som tungt vand, og de kunne lade sig føre sammen. Hun ville være en sjælden morgen over hans krop og en standset aften, som gjorde ham blødere. Som gjorde ham tavs."
Og det er netop dette, fastholdelsen af et sublimt øjeblik, der er det gennemgående tema for novellerne i 'Standset aften'. Novellerne er et drømmende, erindrende forsøg på at fastholde det øjeblik imellem mennesker, der ikke kan udsiges, men snarere ofte misforstås eller ikke indfries. I "Frieren" ser vi et eksempel på, hvordan situationen indfries, hvordan det kvindelige jeg momentvis opnår at blive sin elskedes standsede aften, men lige så ofte oplever vi i novellesamlingen det modsatte.
Og netop denne penduleren mellem en umiddelbar lykketilstand og en dyb usikkerhed, er ikke alene sigende for Standset aften, men også en tematik der er blevet kendetegnende for store dele af Juliane Preislers øvrige forfatterskab.
Brugernes anmeldelser