Hildegard II

som ny i debatten har jeg først to kommentarer:

1. jeg er imponeret over niveauet og bredden i debatten om hildegaard. det giver respekt for deltagerne og det siger noget om bogen selv. den fanger og den fænger. mens man læser bogen opdager man hurtigt, at man lever med den. det er næsten som en tiidsmaskine. når man sidder og læser bogen bliver man umærkeligt ført  900 år tilbage i tiden.  man lugter, hører og ser historien, som står man på vejen eller i klosterhaven og uden at personerne lægger mærke til en, står og ser hvad der sker - uden at undre sig over noget, da det jo er ens samtid; men man følger spændt med  og følger Hildegard med øjnene. hildegard dominere med sin personlighed. og når man lettere fortumlet forlader tidsmaskinen bliver hildegard ved med at være en del af ens tankeverden, levende som vor egen tids store personligheder som man bliver dus med via fjernsynsskærmen.

2. ja, jeg kan ikke løbe fra at jeg er en stor beundre af marstrand-jørgensen's forfatterskab. jeg har læst hendes romaner efterhånden som de er udkommet og har hver gang undret mig over at de ikke havde en langt større læserskare. det viser hvor svært det er at slå igennem som ny forfatter, hvor boghandlerne kun tager bogen hjem, når man bestiller et eksemplar. og hvorfor skulle man bestille et eksemplar, når man ikke kender forfatteren eller har hørt om bogen. Da jeg begyndte at læse Hildegard, eller som den nu hedder, Hildegard I, var jeg ikke kommet ret langt før jeg var klar over, at dette måtte blive Marstrand-Jørgensens's gennembrud. det er intet mindre end et mesterværk. den vil blive en klassiker - ikke bare i Danmark, men i den vestlige verden. der er vist ikke mange danske forfattere, der bliver oversat til andre sprog (bortset fra Krimi'er) og slet ikke så hurtigt efter udgivelsen. og hvor mange danske bøger er først oversat og udkommet i Italien. og med Norge som det andet land. det kan kun være et spørgsmål om tid før den udkommer på de øvrige europæiske sprog. Bravo, marstrand-Jørgensen!

jeg var i sidste uge på ferie i frankrig. Ved det gamle pave-palads i Avignon så jeg en stor udstilling af primitive Italienske alterbilleder. jeg har altid undret mig over hvad andre så i de malerier: der er intet perspektiv i dem, de er to-dimensionelle og for mig ganske uinteressante. men denne gang, hvor jeg var i følgeskab med gode franske venner - og derfor ikke kunne undslå mig for at se udstillingen igen - blev jeg ganske overrasket. Maleriernes kunstneriske kvalitet var i mine øjne fortsat ikke imponerende, men jeg opdagede pludselig at jeg gik og nikkede til alle de fromme mennesker, som var det gamle venner, bekendte fra min tid med Hildegard. jeg følte at jeg kunne se på malerierne, som var jeg en omvandrende tømre-svend, der aldrig havde gået i skole, og som nu sad og betragtede billederne, mens jeg hvilede mine ben og abbeden plaprede løs på latin. det fik mig til at se på marstrand jørgensen's Hildegard som en nøgle til forståelse af middelalder-livet og dets tankesæt. hun må have en fabelagtig evne til at sætte sig ind ikke blot i Hildegards personlighed, hendes tankegang og tankeverden, men også i hele hendes samtid. interesserer man sig for middelalderen, eller ønsker man at stifte bekendtskab med den tid, så vil det ikke undre om den bedste indgangsnøgle vil være at starte med marstrand-jørgensens pragtværk. er man bare interesseret i en god historie, så kan man også med stor fornøjelse læse hildegard.  er man muslim eller af anden  religiøs baggrund, og gerne vil kende til og forstå den katolske kirkes tankegang og baggrund, vil jeg ligeledes anbefale Marstrand-Jørgensens Hildegard I og II.