Bog

Jeg læner mig mod verden

Af (
2021
)

Anmeldelse

Jeg læner mig mod verden

21 jan.22

Der er magiske øjeblikke i Anne Lise Marstrand-Jørgensens personlige essay om, hvordan livet og litteraturen smelter sammen.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har skrevet fremragende historiske romaner om betydningsfulde kvinder; Hildegard af Bingen, Dronningen af Saba og senest Margrete I. Med sit kloge essay 'Jeg læner mig mod verden’ deler hun sine refleksioner om, hvordan skrivningen forbinder sig med livet, og det er særdeles opløftende læsning. Essayet giver et godt indblik i hendes nærmest mytiske forhold til at skrive og de særlige tegn, der er med til at sætte skub i at skrivningen. Som da hendes datters klassekammerat løb hende i møde og sagde, at der var telefon til hende fra Margrete 1.

Både i livet og i skriften er Marstrand-Jørgensen dybt optaget af mennesker og af det, der binder os sammen. Omdrejningspunktet er mødet med andre stemmer, fra hun som 14-årig læste Sarvigs digte, til hun som forfatter lever sig ind i de personer, hun skriver om. Det er vidunderligt at læse om, hvordan hun kommer ind under huden på sine romanpersoner samtidig med at række ud til læseren:

Indlevelsen i en fiktiv person er en snurretop, der sættes i bevægelse, substans og idé smelter sammen, rundt og rundt, så læseren med tiden kan se sig selv spejlet, indtaget, frastødt. Så bliver afsender og modtager og medie ét
Snurretoppen er et fantastisk billede på de øjeblikke, hvor forfatter, tekst og læser smelter sammen.

De stærkeste og mest rørende passager i det selvbiografiske essay er beskrivelserne af de lykkelige år som småbørnsmor, hvor moderskabet og litteraturen smelter sammen. Her bliver Marstrand-Jørgensens essay en poetik, hvor nærheden med børnene på samme tid gør livet større og rækker ind i skrivningen:

”jeg lovede mig selv aldrig at glemme det øjeblik, den nærhed, den dybe, syngende vished om at høre sammen med mine børn, og at det mere end noget andet ansporerede mig til at gøre mig mere umage med selve livet, og at den kærlighed hele tiden lukkede nye verdener op.”

I de tankevækkende refleksioner over, hvordan livet og litteraturen vokser sammen, er der paralleller til Søren Ulrik Thomsens essay Store Kongensgade 23. Begge forfattere kredser om, hvordan tidlige erfaringer med steder, familien og litteraturen har sat dybe spor i dem. Psykisk sygdom har haft stor betydning for dem begge som helt unge: Søren Ulrik Thomsens mor var indlagt i årevis, inden hun blev rask, mens Marstrand-Jørgensen selv havde angst og depression som barn. Hun blev dømt til at skulle være på medicin resten af livet, men kom allerede som ung ud på den anden side. Det har hun i øvrigt udfoldet i sin nuancerede samtalebog En flod skal altid være i bevægelse

Essayet rummer flere magiske øjeblikke i beskrivelserne af forbindelserne mellem liv og litteratur. Magien forsvinder lidt i den sidste mere politiske del af essayet, som virker mere som debatindlæg. Men den debatterende del om blandt andet flygtninge er med til at tegne et godt billede af en forfatter, som er dybt engageret i andre mennesker og i sin samtid. Marstrand-Jørgensen læner sig ikke blot mod verden, hun står ude i den, og essayet sætter både mennesket og forfatteren i et større perspektiv.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
61802495
ISBN
9788702354799
Antal sider
116

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer