Anmeldelse
Voldens historie af Édouard Louis
- Log ind for at skrive kommentarer
Selvbiografisk roman om den vold, der gennemsyrer samfundet og har store konsekvenser for den måde, vi er sammen på.
Den franske forfatter Édouard Louis, som deltager til Louisiana Literature i august, undersøger i denne roman den symbolske institutionelle vold, han oplevede fra politi og sundhedsvæsen, da han anmeldte en voldtægt og et mordforsøg. Ligesom i sin forrige roman Færdig med Eddy Bellegueule bruger han sit eget liv som brændstof. ‘Voldens historie’ stiller et stort og vigtigt spørgsmål: Hvordan forhindrer vi, at vold avler vold? Volden er hovedperson i romanen, og ikke kun i form af det overfald, forfatteren var udsat for, men også som den vold, der kommer til udtryk i dagligdagens racistiske udtalelser og manglende medmenneskelige forståelse.
Juleaften er Édouard på vej hjem gennem Paris, da han passes op af den charmerende unge fyr Reda. De ender i seng sammen hjemme hos Édouard, men det, der starter som et frivilligt seksuelt møde, ender i voldtægt og mordforsøg.
Et år efter overfaldet fortæller Édouard sin søster om det og senere genfortæller hun hændelserne til sin fåmælte mand, hvilket Édouard i skjul overhører. Fortælleteknisk fungerer det godt, at det er gennem hendes ord, vi hører historien, selvom det i starten skaber forvirring omkring, hvem der taler hvornår. Det bliver dog hurtigt nemt at skelne, da søsterens måde at tale på er meget anderledes end Édouards, hvilket fint understreger den store afstand mellem dem. Deres forhold er anstrengt, da han mener, at hun og resten af familien aldrig har accepteret hans seksualitet. Nogle steder i romanen fremstår hendes genfortælling af hans voldsomme oplevelser næsten som et nyt overgreb mod ham, hvilket naturligvis er en bevidst fremstilling fra forfatterens side. I sin forrige roman ‘Færdig med Eddy Bellegueule’ beskrev han sin barske opvækst i et miljø, hvor vold var del af dagligdagen og der ingen støtte var at hente fra familien. Den ekstremt vanskelige familierelation er bogens andet store emne.
Romanen er også en afsøgning af, hvad voldelige overfald gør ved offeret. Der er en hjerteskærende beskrivelse af, hvordan Édouard desperat forsøger at udrense lejligheden efter overfaldet, fordi han føler, at Reda er i alle tingene omkring ham, i selve luften i lejligheden. Og voldsomme oplevelser skaber voldsomme reaktioner. I tiden efter bliver Édouard opmærksom på, at hans egne tanker bliver mere og mere racistiske. Han ender dog med i stedet at prøve at forstå, hvad der drev Reda til at handle, som han gjorde. Han forestiller sig bl.a., at Reda altid har følt sig marginaliseret i Frankrig, fordi hans familie stammer fra Kabylien i Algeriet. Og som sådan giver romanen selv forståelse og tilgivelse som svar på sit spørgsmål.
En særlig tak til Louisiana Literature for lån af billedet på Litteratursidens Facebookside. Du kan følge dem på Instagram, hvor de løbende offenliggøre hvilke forfattere der deltager på litteraturfestivalen.
Analyse
Louis, Édouard - Voldens historie
'Voldens historie' er en undersøgelse af voldens cykliske natur i et klasse- og raceopdelt samfund.
'Voldens historie' er en autobiografisk roman om en voldtægt og et mordforsøg, som forfatteren oplevede julenat 2012. Klokken fire om morgenen er Édouard på vej hjem fra en julemiddag hos nogle venner, og på Place de la République møder han Reda, hvis tilnærmelser han først afviser, men som han alligevel ender med at tage med hjem. Hos Édouard fortæller Reda historien om, hvordan hans far flygtede fra Algeriet, og de tilbringer natten sammen, indtil Reda omkring klokken seks om morgenen tager en pistol frem, prøver at kvæle Édouard og voldtager ham. Dagen efter begynder det retslige og medicinske efterspil.
Romanen er som fortalt i et enkelt åndedrag. Det skaber en forpustet og punktumfattig læseoplevelse, hvor sætningerne knopskyder ud af hinanden. Der er ofte digressioner, hvor fortællingen tilsyneladende løber af sted med fortælleren, som fortaber sig i minder eller læser personer fra sin egen og sin families fortid ind i fortællingen om Redas liv. Som det for eksempel sker, når en forstander, der lukkede Redas far ind på et herberg, sammenlignes med Ordive, en heksefigur fra det landsbysamfund, Édouard er opvokset i.
På den måde skabes et portræt, ikke så meget af voldens udøver som af ofret for volden, og af dennes oplevelse af at miste retten til selv at fortælle sin egen historie. 'Voldens historie' er både en historie om en oprindelig voldsepisode, men også fortællingen om, hvordan volden efterfølgende gentages. Mens Édouard hele tiden bruser over og ikke kan holde ordene tilbage, mens han leder efter endnu en undskyldning for at starte forfra og fortælle det hele en gang til, så oplever han, hvordan fortællingen tages fra ham og defineres udefra, både af rets- og behandlersystemet, men også af fortællerens egne venner og familie:
”De vil spærre dig inde i din historie, som ikke er din, de vil have dig til at bære på en historie, du ikke har ønsket, det er ikke din historie, det er det, de sidder og siger til dig, det er det, de bliver ved med at sige: De vil have, du skal anmelde det, at du skal tage det på dig, at du skal bære anmeldelsen på dine skuldre, og pyt med at jeg skal gå krumbøjet i månedsvis, pyt med at mit skelet knækker sammen, pyt med at historien er for tung og knækker mine ribben, flænger min hud, ødelægger mine led og trykker mine organer sammen.”
'Voldens historie' er også en fortælling om, hvordan samfundet responderer på vold ved at skabe mere vold og fratage ofret retten til at definere sin egen fortælling. Det sker, når Édouards venner mod hans ønske vil have ham til at melde overfaldet, når lægen fører et kamera ind i hans endetarm og skaber en ny fotografisk fortælling, og når politifolkene stiller ham spørgsmål, som tvinger ham til at fremstille natten med Reda anderledes, end han ønsker, og fx gør overfaldet til et spørgsmål om race.
Som en stærk understregning af denne fortællemæssige afmagt er store dele af fortællingen i romanen heller ikke Édouards egen, men derimod hans søsters genfortælling af episoden. Romanen udfolder sig, mens Édouard sidder på en seng i et tilstødende værelse og lytter til sin søsters gengivelse af episoden, som hun fortæller til sin mand. Fortælleren Édouard indskyder sine egne kommentarer til søsterens bemærkninger og er på den måde i store dele af romanen reduceret til at fremsætte regibemærkninger til sin egen fortælling, når han fx siger (det passer ikke), eller (latteren genlød i opgangen), eller (det siger sig selv, at hendes hæderlighedsmoral krakelerer, når det drejer sig om hendes familiemedlemmer). Det skaber en næsten komisk effekt midt i tragedien, når søsteren på den ene side beskriver hans snobberi og mislykkede forsøg på at tillægge sig en pariserattitude, og han samtidig forsøger at udlevere hendes provinsielle liv og holdninger. Men den gennemgående smerte er den samme:
”Hun ville aldrig kunne forstå, at min historie er det, der betyder mest for mig, og det, der forekommer mig længst væk fra det, jeg er, at jeg trykker den ind til brystet af alle kræfter af frygt for, at nogen skal komme og rive den fra mig.”
I dansk kontekst finder man paralleller i blandt andet Niels Henning Falk Jensbys 'Techno' og Bjørn Rasmussens 'Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet'. Begge værker udforsker det seksuelle grænseland mellem lyst og overgreb i mødet mellem mænd, men hvor overskridelserne i Rasmussens og Jensbys romaner sker med samtykke (til en vis grad), er krænkelserne hos Louis ufrivillige og uønskede. Alligevel skildres krænkeren hos Louis med nænsomhed og samhørighed.
'Voldens historie' er Édouard Louis’ anden roman. Debutromanen 'Færdig med Eddy Belleguelle', en autobiografisk roman, udkom i 2014 og fik stor fransk og international opmærksomhed for sin skildring af fattigdomsfrankrigs daglige ydmygelser. Med toeren fortsætter Édouard Louis det autobiografiske spor og den samfundskritiske brod med beskrivelsen af voldens cykliske og selv-gentagende natur i samfundet.
Brugernes anmeldelser