Et dukkehjem

Genudgivelsen af fem af Ibsens mest kendte skuespil minder os om, hvorfor Ibsen fik sin "Godfather-rolle" i teater-verdenen.

I Ibsens skuespil hører man genklang af de udødelige, græske tragedier. Ibsen skriver om vigtige emner fra sin egen tid (1828-1906), såsom den selvstændige kvinde og magtproblemer i demokratiet. Men alligevel oplever man under læsningen af "Et dukkehjem og fire andre skuespil" at være vidne til noget tidløst. Ligesom de græske tragedier handler skuespillene ofte om, hvordan en handling i fortiden indhenter hovedpersonerne og tvinger dem til at påtage sig konsekvenserne. De har ofte levet et idyllisk liv, bygget på en løgn, indtil de i skuespillets klimaks må lade sandheden komme frem. Om sandheden altid er så god, det er et af de store spørgsmål. I det hele taget sætter Ibsen spørgsmålstegn ved menneskers love og regler: Må man f.eks. ikke forfalske en underskrift for at redde et menneskeliv, og må man lyve om faderskabet til et barn, for ikke at ødelægge et godt familieliv?

Ibsens skuespil kan uden problemer læses som en slags noveller, uafhængigt af en opførelse på en scene. Selvom de selvfølgelig mest består af dialog, så er Ibsens regibemærkninger så velvalgte, at man instinktivt mærker, hvad der foregår under overfladen. Der sker nemlig rigtigt meget i dybet. I Thomas Bredsdorffs pædagogiske forord fører han læseren på sporet af disse uudtalte "undertekster", som gør Ibsen til så stærk og gribende læsning. Der er blevet gjort oprør imod Ibsens teaterstil siden, men som Bredsdorff skriver, så havde tv-serier som "Matador" og "Krøniken" ikke været, hvad de er, hvis det ikke havde været for Ibsen. Hans klassikerstatus er udenfor diskussion, men jeg vil også gerne anbefale ham for hans meget underholdende og spændende, ja, nogle gange næsten gyseragtige plots.