Pio

I Himmelstrups romanbiografi fremstår socialdemokratiets fader Louis Pio som både visionær pioner, fantast og forræder i fortællingen fra fængselscelle til utopiske socialistiske kolonier i Amerika.

Louis Pio voksede op i en brydningstid og blev selv en stor faktor i tidens politiske udvikling. Som socialistisk pioner startede han sammen med fætteren Harald Brix og Poul Geleff dét, som senere blev til Socialdemokratiet. Dette var Pio både formand for, sad i fængsel for og til sidst flygtede fra til fordel for socialistiske luftkasteller i Amerika.

Som læser møder man første gang Pio i fængselscellen, hvorefter man hurtigt katapulteres tilbage, og på få sider opridses barndom, den tidlige karriere i postvæsenet og den politiske vækkelse, der kulminerer i Pios anonymt udgivne Socialistiske Blade i 1871. De bliver startskuddet til hans politiske karriere. Det socialistiske arbejderparti stiftes kort efter og Pio, Brix og Geleff fængsles for trusler om revolution kort før, at slaget på fælleden udspiller sig. Alt dette foregår på den første håndfuld sider af den omfangsrige roman. Herefter udspilles Pios svækkende tre år lange fængselsperiode og hans efterfølgende forsøg på at forblive partiet egenrådige formand. Kvindebekendtskaber, pengeproblemer og Pios (selv)bedrag leder ham til at forsøge en organiseret udvandring til drømmenes Amerika, efter han er blevet rigt bestukket af politiet. De socialistiske koloniers succes udebliver dog, ligesom Pios overoptimisme kommer til kort. Hans naivitet fremstilles fortrinligt i mødet det nye land:

”... De kan ikke bruge noget af det, De har lært, dette er et andet univers. De er optaget af samfundets indretning, vi har ikke noget samfund. De vil reformere de gamle systemer, men vi har ingen stivnede systemer at gøre oprør imod.”
 

Perspektiver på pioneren Pio
Selvom Pio er romanens ultimative hovedperson, slipper han ikke for at skulle dele nogle af bogens kapitler med kæresten (senere konen) Augusta og efterfølgende den unge reporter Anna. Fortællergrebet er med til både at nuancere Pio og udstille ham som upålidelig karakter, der ofte har en forvrænget selv- og virkelighedsopfattelse.

Man oplever flere gange scener skrevet fra to forskellige perspektiver. På underholdende vis får man eksempelvis indsigt i Pios og Augustas modstridende oplevelser af, hvem der tager initiativ, siger og gør hvad, første gang de går i seng sammen. De forskellige synsvinkler bidrager til nuancerede personskildringer, men også til en forståelse for den kvindelige erfaring og ligestillingskamp, der udspiller sig i perioden.

Romanen får også vist, hvordan Pio formår at blive frontmand for partiet, og hvordan han i lang tid kan søsætte så mange kuldslåede projekter. Hans evne til at charmere og overtale de fleste er dét, som får ham så langt. Selv læseren lulles næsten ind i hans selvfremstilling af evig retfærdig kamp for arbejderne, selvom man også oplever, at han til sidst mest kæmper for egen overlevelse og drøm om succes i Amerika. En pointe er, at der også ligger en styrke i ikke at kunne adskille drøm fra virkelighed. Folk, der bliver i virkeligheden, bliver sjælden kendt for at skubbe udviklingen frem, som Pio selv formulerer det. For selvom Pio fremstilles som usympatisk og magtbegærlig, var han samtidig en følsom foregangsmand, der kæmpede for lighed og retfærdighed. Romanen får balancerende fremstillet ham som et sammensat menneske af kød og blod.
 

Menneske fremfor symbol
Pio oplever i fængselscellen, at de besøgende er interesseret i ham som symbol og ikke som menneske. Her kan man sige det omvendte om selve romanen. For den er ikke interesseret i ham som arbejderbevægelsens symbol, men i stedet at frigøre ham fra det, og beskrive Pio som et nuanceret, og ikke udbredt sympatisk, menneske. Det samme gør sig gældende for romanens opbygning og udfoldelsen af den historiske periode. Eksempelvis omtales det dramatiske slag på fælleden kun let, mens fokus er på Pios fængsling og afhøring.

Sprogligt udtrykker romanen en stor fortællelyst og foregår til tider i et heftigt tempo med selvbevidste metakommentarer. Andre gange stopper det dvælende op og lader Pios sindsstemning fylde længere meditative passager, som under fængslingens tidsfordriv.

Romanen foregår i anden halvdel af 1800-tallets Danmark, hvor arbejderklassen markerer sig politisk, vil have bedre vilkår, fagforeninger dannes og det senere Socialdemokratiet stiftes. Sideløbende sætter det moderne gennembrud problemer under debat gennem litteraturen, og Georg Brandes har da også en gennemgående gæsteoptræden i romanen. Han introduceres gennem Augustas fascination, og det antydes, at deres affære leder til, at Pio opfostrer et barn, som ikke er hans. Det er et eksempel på, hvor romanens fiktion, og her spekulative tilgang til det historiske forlæg, spiller ind. Her er der intet historisk belæg, men det kunne have udspillet sig således.

Med Augustas og senere Annas kapitler får man også en indsigt i kvindebevægelsens kamp og udvikling og de generationelle forskelle, der opstår. Da Augusta bliver gravid, er hun både vred på tiden og kønnenes biologi. Samtidig oplever hun, hvordan kampen for emancipation og revolution er svær at efterleve som privatperson – og især kvinde:

”Vejen til frigørelse går over selvforsørgelse, og her sidder hun og vil bare have et genibarn. Hun har endda selv valgt at være rugekasse for fremtiden, det var så langt, hendes oprør rakte.”

Gennem Pio opleves også, hvordan kampen for lighed nemmere udspiller sig ideologisk fremfor i praksis. Han vil gemme Augustas graviditet af vejen, han spiller dobbeltspil med sine kvindebekendtskaber og bryder sig ikke om, hvis relationerne bliver for jævnbyrdige. Man kan helt få lyst til at råbe: practice what you preach, Pio! Men igen er det et udtryk for, at den historiske roman fokuserer på det realistisk historiske menneske Pio måtte have været fremfor at udtrykke en idolisering af arbejderbevægelsens symbol.
 

Litterære slægtskaber
I sit forfatterskab har Kristian Himmelstrup før arbejdet med samme historiske periode i den mere traditionelle biografi om J.P. Jacobsen En sejlbåd for vindstille. Det var bl.a. beskæftigelsen med den historiske opbrudstid, der inspirerede Himmelstrup til at dykke ned i Louis Pios betydning.

Samtidens litteratur stod som nævnt i gennembruddets tegn og omhandlede bl.a. kvindesagen og ægteskabet som institutionel indsnævrende ramme, hvilket Pio også kritiserede, men måske ikke evnede at efterleve. Her kan fremhæves omdiskuterede værker fra perioden som Amalie Skrams Constance Ring, Mathilde Fibigers ’Clara Raphael’ og selvfølgelig Henrik Ibsens Et dukkehjem. Citater fra de to sidstnævnte forfattere står også i romanen ’Pio’ som indrammende intro om hans liv og tilhørende livsløgn.

’Pio’ skriver sig også ind i den markante litterære tendens, hvor forfattere vender blikket tilbage i historien, og i fiktiv form genopliver både store markante skikkelser og glemte figurer fra fortiden. Her kan bl.a. fremhæves Anne Lise Marstrand-Jørgensens Margrete 1, der ligesom ’Pio’ skaber et psykologisk og nuanceret portræt af et tidligere historisk symbol. De nyere exofiktive værker giver samtidig plads til bipersonerne som Margretes tjenestepige Kjerstin og gennem Augustas kapiteltildeling, hvor hun selv kommer til orde. Her har Jesper Wung-Sung også bidraget med den biografiske roman om Ida Hammershøi i Kvinde set fra ryggen om det menneskelige motiv bag Vilhem Hammershøis mange portrætmalerier.

I ’Pio’ genbesøges arbejderbevægelsens klassekamp, hvor social og økonomisk ulighed udelukkede arbejderne fra bl.a. politisk indflydelse. I nutidens realistiske skønlitteratur bliver klassesamfundet også tematiseret og debatteret gennem begreberne om privilegieblindhed og klasseforskelle. Her kan nævnes Glenn Bechs glødende opråb i form at manifestet Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet samt Thomas Korsgaards tragikomiske romantrilogi om Tue, der kæmper med den sociale underklasses ophav. I Asta Oliva Nordenhofs Penge på lommen skrives skæbnerne for velfærdsstatens vrangside også poetisk og ømt frem med branden på Scandinavian Star som fikspunkt.