Bog

Rampen

Af (
2020
)

Anmeldelse

Rampen

25 nov.20

Hudløst ærlig biografisk roman om, hvordan en smertefuld skilsmisse trækker spor langt ind i fremtiden.

Journalist og forfatter Jesper Stein har for et øjeblik forladt sin krimiserie med politimanden og antihelten Axel Steen for at skrive en hudløst ærlig biografisk roman om sin familie. Han ser tilbage på sine forældres opslidende og uværdige skilsmisse og forsøger at forstå både dem og sig selv, mens han ser sine egne dæmoner i form af et periodisk og massivt alkoholmisbrug i øjnene.

Jesper Steins far, Finn Stein Larsen, var gymnasielærer, litterat og forfatter, hans mor Jytte var sygeplejerske og underviste på Statshospitalet i Risskov. Sammen med sin storebror Peter vokser han op i villaen på Rampen i Risskov, og alt er tilsyneladende fryd og gammen, indtil Finn forlader Jytte efter 29 års ægteskab. Finn er på det tidspunkt 53 år, mens hans nye kærlighed og tidligere elev Gitte blot er 20 år. Jytte bliver boende i huset sammen med Jesper, men hun er så såret, vred og bitter, at det kommer til at forpeste hele hendes liv, og hun kræver udelt loyalitet af Jesper, som hun har et nærmest grænseoverskridende forhold til. Hun skiller sig af med alt, hvad der relaterer til Finn, og dyrker vreden på en måde, der kunne virke komisk, hvis det ikke var så tragisk. Finn flytter til en lille lejlighed, og Jesper ser ham én dag om ugen.

Jytte udvikler et massivt alkoholmisbrug, og selv om hun senere møder Jørgen, som hun får en god tilværelse sammen med, nægter hun at tilgive Finn, og hun bliver ved med at pointere, at ”han gik i løgn”, mens hun overfor Jesper siger: ”Lov mig, at du ikke bliver som ham”. Det er svært for Jesper, der føler sig splittet mellem loyaliteten til sin dybt ulykkelige mor og til sin venlige, intellektuelle far. Det kommer til at sætte sine spor i Jesper, der får alkoholproblemer og får svært ved at binde sig til én kvinde. Finns tilværelse er på sin side heller ingen dans på roser, for det går op og ned med forholdet til Gitte, og også han drikker alt for meget. Finn rækker flere gange ud efter Jytte i ønsket om forsoning, men hun nægter.

Det meste af bogen fortælles af Jesper i jeg-form, men enkelte kapitler er skrevet i tredje person og set gennem Jytte, som han forestiller sig, hun har oplevet det. Nogle har sammenlignet ’Rampen’ med Knausgårds autobiografiske værk Min kamp. Selv kommer jeg til at tænke på både Hanne Vibeke Holst' Knud den store og Peter Øvigs Min mor var besat i forhold til den svære forælder-barn-relation.

Det er en stærk bog, som heldigvis sine steder også er ganske morsom. Jesper Stein kan se, hvordan alkoholmisbruget tærer på begge forældre, og alligevel bliver alkohol hans eget middel til flugt. Han bliver ganske god til at styre sin brandert, og han formår at tale om sine bøger med en god promille i blodet. Begge forældre er døde nu, og der er ingen tvivl om, at han har elsket dem begge, samt en hel masse kvinder, men kærligheden er en svær størrelse: ”Og når kærligheden dør, skilles folk, sådan er det bare. Og så kommer ulykken og elendigheden. Jeg har gennemskuet det”, siger forfatteren.

Bogdetaljer

Forlag
Politiken
Faustnummer
48839711
ISBN
9788740052343
Antal sider
336

Artikel

Tale til Jesper Stein

Årets vinderbog er skrevet af indre nødvendighed. Det er en meget personlig bog, som har rørt rigtig mange læsere med sine livsnære temaer og sin uforstilte stil.
Læs mere

Tema

Tema

Druk

I den aktuelle kunst finder vi hele spektret fra den socialt accepterede drukkultur til det destruktive misbrug. Flere forfattere gør op med myten om den drikfældige kunstner.
Læs mere

Tema

Fædre i litteraturen

De voksne børn tager livtag med deres fædre. Én forsøger kærligt at forstå en fraværende far, mens en anden skildrer et benhårdt sammenstød.
Læs mere

Tema

Tema

Årets bedste bøger 2020

Her er redaktionens udvalg af årets bedste bøger. Der stilles store spørgsmål: om at være menneske i en dilemmafyldt opvækst, om at tage ansvar under katastrofer og samfundskriser og om modet til at finde accept i livet, kærligheden og kunsten.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer