Kvinden der samlede verden

Marie Hammer var en af det 20. århundredes mest betydningsfulde videnskabskvinder, og i Eva Tinds formfuldendte roman rulles hendes liv og virke ud for den måbende læser.

Hvis jeg siger ”Marie Hammer”, hvad siger du så? Ja, hvis nogen havde sagt sådan til mig, inden jeg læste 'Kvinden der samlede verden', ville jeg ikke have anet, hvad jeg skulle svare. Og jeg kan nu kun undre mig over, at jeg aldrig nogensinde før har hørt om Marie Hammer (1907-2002), der var en af det 20. århundredes mest betydningsfulde videnskabskvinder og internationalt anerkendt. Enten er jeg ignorant, eller også er det fordi, hun ganske enkelt ikke har fået så meget opmærksomhed i eftertiden, som man – ved jeg nu – kunne have forventet. Jeg vælger at tro det sidste.

Med sin biografiske roman om Marie Hammer har Eva Tind endnu engang markeret sig som æstet og stilist. Jeg imponeres til stadighed over, hvordan en så storslået og imponerende historie, som den Marie Hammers liv og virke udgør, kan serveres så formfuldendt "langt nede i gear" og så roligt, som Eva Tind gør det. Hun skriver sig ind under huden på læseren, uanset historiens indhold. Hun gjorde det med de tre (ret forskellige) romaner 'Han', 'Astas skygge' og 'Ophav', og altså således også med 'Kvinden der samlede verden'. Nok om forfatteren. Nu til hendes hovedperson.

Marie Hammer blev, sammen med tvillingesøsteren Aase, i 1907 født ind i en familie, der var rig på piger og intellekt, ikke på penge. Den samlede børneflok fik lov at bidrage med hårdt fysisk arbejde for at familien kunne brødføde sig selv, men samtidig var der også mulighed for at studere, og Marie blev optaget på naturhistorie på universitetet. Gennem sit mangeårige og begivenhedsrige virke som forsker havde hun ét meget specifikt mål: At bevise, at kontinenterne engang har hængt sammen. Via mosmider, nogle bitte-små mikroskopiske dyr, som hun uddrog fra jordprøver samlet over hele verden, var det hendes agt at bevise, hvordan Jordens kontinenter engang i fordums dage har været landfaste – med hinanden, forstås.

Historien om Marie Hammer er først og fremmest historien om en modig, dygtig og ihærdig kvinde, der både ville forske, men også have en familie. Og begge dele lykkes for hende, selvom det koster på familiefronten at rejse kloden rundt. Da Marie på et tidspunkt modtager et legat som en anerkendelse af sin særlige bedrift, spørger den lille søn Peter, om moren da har gjort noget helt særligt, hvortil den 15-årige storesøster rapt svarer: ” – Ja, hun rejser jo hele tiden fra os for at samle usynlige dyr. Dét er der ingen andre mødre, der gør…” Om pigen er stolt eller kritisk vil vi lade være op til fortolkeren.

I sit efterord gør Eva Tind opmærksom på, at romanens Marie Hammer ikke er identisk med den virkelige, men mens jeg læste bogen, var jeg ikke ret optaget af, hvad der var fiktion og hvad der var pure opspind. Jeg blev bare betaget af skikkelsen Marie Hammer, og jeg forestiller mig, at en stor mængde læsere vil blive det samme.