Universets engle

I Universets Engle skildrer Einar Már Gu∂mundsson den skizofrene Pauls sønderbrudte livshistorie. Historien fortælles af Paul selv i første person, og læseren får således et både poetisk og klaustrofobisk indblik i hans oplevelser og indre liv i det splintrede sind, der fører til flere langvarige ophold på Reykjaviks sindssygeanstalt, Kleppur. 

Ved første øjekast fremstår Universets Engle som en klassisk, biografisk fortælling, fordi romanen fortælles af et jeg. Fortælleren, den skizofrene Paul, beskriver dog begivenheder, som det normalt ikke ville være muligt at skildre i en romanbiografi –  eksempelvis beretter han om moderens oplevelser og drømme, fra før han blev født og om sin egen død. I romanen veksles der samtidig mellem det episke, i form af fortællende passager om Pauls konkrete oplevelser, og det mere lyriske, der kommer til udtryk i stemningsprægede skildringer af hans sindstilstande. Den spaltethed, Paul sanser verden igennem pga. sin sygdom, oplever læseren hermed i selve fortællingens struktur og stilistik. Romanens opbygning underbygger samtidig oplevelsen af at blive lukket ind i et skizofrent univers, idet den falder i to dele, Universets Engle og Vandreskygger, der igen er opdelt i hhv. fem og seks dele, som hver indeholder tre og elleve korte kapitler.

Barndommen skubber alle verdens skygger til side – næsten

Romanens første del, Universets Engle, beskæftiger sig især med Pauls barndom og ungdom. Vi får at vide, at han bliver født d. 30. marts 1949, “samme dag som Island trådte ind i NATO”, og at han dør “godt og vel fyrre år efter”. Denne oplysning foregriber slutningen – både på Pauls liv og på romanen – og markerer derfor et brud med den klassiske udviklingsroman, der ellers ligesom Universets Engle beskriver et helt livsforløb uden at munde ud i en afklaret sluttilstand.

Pauls spædeste barndom skildres mestendels som en lykkelig tid, hvor han er “alles øjesten, omgivet af beundrere, badet i et himmelsk skær”. Alligevel varsles læseren om fremtidens bekymringer og trængsler, når man hører, at moderen til en lægeundersøgelse er blevet spurgt, om der er sindsyge i familien. Men forvarslet er allertydeligst, da Paul som tumling kigger sig i spejlet: “I spejlet var der en, men det var ikke mig. Mor kom ud og kaldte på mig. »Paul«, sagde hun, men jeg hed ikke Paul, jeg hed noget andet”. Ligesom spejlet giver Paul en mulighed for at se sig selv ‘udefra’ og således giver et dobbelt blik på verden eller bliver en ydre manifestation af hans indre splittelse, optræder maleriet i romanen som en symbolsk spejling, som en gengivelse af virkeligheden. Særligt Gunnlaugs far, Bergsteinn, kan male virkeligheden - udsigten ud mod Kleppur med landskabet, havet, himlen, fuglene og hospitalets røde tag. Et scenarie som Paul betragter “lamslået af forundring”, fordi han her både kan se “virkeligheden i virkeligheden og virkeligheden i billedet”. Selvom læseren først for alvor erfarer Pauls psykiske splittelse, da han er blevet en ung voksen, er der således lagt små brødkrummer ud allerede i romanens begyndelse. Eller sagt på en anden måde: Ligesom Bergsteinn har svært ved at sælge sine malerier, fordi de er så realistiske, at Sindssygehospitalet Kleppur altid kan ses i baggrunden, er fremtiden på Kleppur den skygge, der altid skimtes i horisonten af Pauls barndomserindringer.

Kleppur som sindstilstand

Kleppur er på den måde ikke kun et sindssygehospital, der rager op i landskabet i Reykjavik. Ifølge Pauls barndomsven, Ragnvald, der besøger ham ofte, efter han er blevet indlagt, findes Kleppur mange steder. Ragnvald er blevet tandlæge, han har kone, børn og en hurtig bil, “det er så nemt, Palli, bare at træde på speederen”, siger han, og først da Paul ser hans dødsannonce i avisen går det op for ham, at også dem uden for Kleppur kan have et Kleppur i deres indre. Det får Paul til at tænke på Kleppur som “et mønster vævet af tråde så fine, at ingen kan rede dem ud” – og Kleppur er på denne måde ikke kun et fysisk sted, men en metafor for sindet selv. 

Det er tilsyneladende heller ikke kun patienterne på Kleppur, der er sindssyge – hospitalets regler og arbejdsgange beskrives flere steder som det rene galimatias. Som Pauls erindring om moderens svoger Ragner, der blev fyret fra Kleppur, fordi han gav en patient et stykke julekage eller som historien om den unge student, der næsten var umulig for byens betjente at få indskrevet på Kleppur, der her beskrives som “en lukket klosterorden”. Samtidig sker det ofte, at nogle af de psykologer, der arbejder på Kleppur forveksles med patienterne. Der stilles på denne måde flere steder i romanen spørgsmålstegn ved, hvad der kendetegner det syge, og hvad der kendetegner det raske. Det er derfor heller ikke uden fryd, at man læser om Paul, Ole Beatle og Viktors springtur til Hotel Saga, hvor det lykkes dem at spise en fin middag med cognac og cigarer, fordi det er muligt at bilde etablissementet ind, at de er velhavende og normale, når bare de har pæne jakkesæt på.

Havet og drømmene

Udover Kleppur, som altså både er et fysisk sted og bruges metaforisk til at beskrive sindets lukkethed, er to af romanens gennemgående metaforer havet og drømmene, der er typiske for  Gu∂mundssons forfatterskab.

Havet eller vandet optræder som det oprørte hav ved klipperne omkring Kleppur, som regn, dis, tåge, is og sne. Havet skildres flere steder som noget farligt og ukendt, der både kan afspejle Pauls sindstilstand, være med til at bringe hans liv i fare, og som noget, der kan hjælpe ham. Hans liv bringes i fare, da han som barn bygger en tømmerflåde sammen med sine venner, og de stævner ud for at sejle til den lille ø, Videy. Her blæser det pludselig op, bølgetoppene piskes til skum og havet skyller ind over plankerne på den hjemmebyggede pram. Heldigvis har kogekonen på Kleppur set børnene og ringer til politiet, så de kan blive reddet i land. Senere, da Paul er ung og er gået i byen med en kniv i lommen, som han kommer til at true en anden ung mand med, flygter han fra politiet ved at løbe ud på isen. Da betjenten løber efter ham, brister isen under dem – og her er havet en hjælper, da kniven, bevismaterialet, synker til bunds i det kolde, grumsede vand.

Også himlen bliver flere steder beskrevet som et hav. Hvor man normalt læser beskrivelser af himlen, som spejler sig i havet og smitter det med sin ro, er det i Universets Engle lige omvendt – her er det havet, der smitter himlen med sit oprør. Himlen kan derfor bølge som “et blåsort tæppe”, og mørket flyder gennem “luftens rodløse flodleje”, mens himlens lys, stjernerne, kan styrte ned og glitre på gaderne som sne. På denne måde minder beskrivelserne af havet og himlen, der flyder sammen, om Pauls stadig mere oprørte sind, hvor virkelighed og fantasi svæver på det samme lærred, som skyer på himlen, der hele tiden dannes og opløses igen.

Selvom havet således er en gennemgående metafor i Universets Engle, er det drømmene eller fantasierne, der fylder Pauls indre. Forestillingerne om, at han er Paul Gaugain, er så virkelige, at han får ondt i øret. Følelsen af samhørighed med ekskæresten Dagny gør, at han føler, hun er ham utro, når hun danser med en anden. Drømmen om vennen Peter, der kastede sig ud af vinduet på deres fælles værelse på Kleppur, påvirker ham mere end noget andet. Det er da også en drøm, der sætter hans liv og romanen i gang. Natten inden Paul bliver født, drømmer hans mor om en flok heste i fare, som hun må prøve at redde. Der er fire heste i alt, ligesom hun senere vil komme til at få fire børn. Én af hestene sakker dog bagud, snubler og falder – og da moderen når hen til hesten, er den død. I samme øjeblik mærker hun de første veer. Først i slutningen af romanen, da hun har hentet Pauls ting på Kleppur og kommer til at kigge på et billede af Paul som lille, husker hun drømmen igen. Og det er bestemt ikke tilfældigt, at netop en drøm kommer til at danne en ramme om fortællingen og om Pauls liv, der på en måde er forløbet som i en døs – i en virkelighed, der ofte har været lige dele drøm og mareridt.

Freelance-tekstforfatter og cand. mag. i Litteraturhistorie Maria Louise Christensen

Kilder, links og centrale værker