Leonora Christine

Fra feteret kongedatter til langtidsfange i Blåtårn. Leonora Christines farverige, dramatiske og omskiftelige liv er oplagt romanstof.

De historiske facts og Leonora Christines egne skrifter, Den franske selvbiografi og Jammers Minde, gør plads til fortolkninger. Når man dertil lægger romanforfatterens kunstneriske frihed, udvides rammerne betydeligt. At finde frem til den endegyldige sandhed om Leonora Christine er en utopi. Men det ensidige, hårdnakkede billede af hende som en af Danmarkshistoriens store heltinder, den trofaste hustru og den forfulgte uskyldighed, der måtte henslæbe næsten 22 år i Blåtårn på grund af en ond dronnings umættelige hævntørst, skal ses i lyset af behovet for national selvhævdelse efter nederlaget i 1864. Det billede kan vi roligt pille lidt ved, og det gør Maria Helleberg da også. Helleberg har i øvrigt – som det fremgår – valgt at kalde hovedpersonen Leonora Christine, selvom hun i sine egne skrifter og de fleste andre steder kaldes Leonora Christina med a i enden.

Helleberg er mester for et utal af underholdende romaner med historisk baggrund. Leonora Christine er en selvstændig fortsættelse til Kongens kvinder, hvor blandt andre Leonora Christinas mor, Kirsten Munk, portrætteres. Hun kan sin metier, og den berømte kongedatters storhed og fald oprulles i kapitler, der veksler mellem detaljerede hverdagsscener fra Blåtårn og en række tilbageblik på Leonora Christines liv. Hendes kærlighedsløse barndom, ægteskabet med Corfitz Ulfeldt, ægteparrets vej mod magt og rigdomme og Corfitz Ulfeldts tiltagende vanvid, der drev ham til farlige og virkelighedsfjerne handlinger.

Om Leonora Christine i lighed med ægtemanden var landsforræder, og om hun i virkeligheden var den drivende kraft bag manden, kan man ikke afgøre ud fra de historiske kilder. Helleberg anlægger et nuanceret syn på Leonora Christines ægteskab. Hun afbildes ganske vist som den trofaste hustru, der i begyndelsen lever i et lykkeligt ægteskab, men efterhånden, som hun gennemskuer ægtemandens ynkelige fantasterier, forrykkes magtbalancen. Hun er klart den stærkeste, men deltager ikke aktivt i mandens fejlslagne, politiske rænkespil. Hun er derimod en handlingens kvinde, der loyalt står ved mandens side og prøver at redde stumperne, når han har givet op.

Om man foretrækker Leonora Christines egne ord eller romanformen er en smagssag. Hvis man vil have en god, dramatisk historie med passende historisk baggrund skrevet i et levende og malende sprog, skuffer Maria Helleberg bestemt ikke. Personligt synes jeg, at Leonora Christine i Jammers Minde, der netop er udkommet i en ny, vellykket moderniseret udgave, fremstår skarpere. Med alle mulige forbehold over for Leonora Christines eminente evne til at stikke læseren blår i øjnene viser hun her flere sider af sin sammensatte personlighed. Ikke blot fremstår hun som lynende intelligent, en begavet taktiker med en formidabel omstillingsevne, men heldigvis røber hun også ubevidst sine mindre pæne sider.

Originally published by Jytte Kjær Schou, Litteratursiden.