Bog

Pelle Erobreren bind 1-2

Af (
2017
)

Anmeldelse

Pelle Erobreren bd. 1-2 af Martin Andersen Nexø

29 jan.18

Beretningen om drengen Pelle, der kommer fra samfundets bund og arbejder sig op, er en smuk historie om livskraft og fællesskab.

Historien foregår midt i 1800-tallet, hvor vi følger hyrdedrengen Pelle. Han kommer til Bornholm med sin far, Lasse, og de ansættes allernederst i hierakiet på Stengården. Da Pelle kommer i skomagerlære i Rønne, oplever vi hans hårde vilkår, men også hans ukuelighed. Og da turen går til kongens by, København, er vi med i den elendige kaserne, Arken, på Christianshavn.


Pelle gennemlever meget, både den ubeskrivelige nød i de fattige kvarterer, og den ustrukturerede kampgejst hos arbejderne. Han bliver gift med søde Ellen, der klarer alt, ligesom Lassefar, der er fulgt med, faktisk altid flyder lidt ovenpå og i hvert fald med. Det er en stor roman, utopisk er den blevet kaldt, måske på grund af fællesskabet, der bekæmper den sociale uretfærdighed. Fortællesproget er helt usædvanligt, både poetisk og billeddannende.

Hvor det dog glæder en gammel bognørd, at en roman som denne genudgives. Og så tilmed med et forord af en af nutidens unge energiske politikere. Mattias Tesfaye fortæller, at han har holdt kurser for unge fagforeningsmedlemmer "I Pelle Erobrerens fodspor". Han opkøbte alle de udgaver, han kunne finde hos antikvariaterne, de skulle kende arbejderbevægelsens historie. Og her fik læseuvante unge arbejdere oplevet en bog, de kunne relatere sig til.

Selvom vi i fortællingen befinder os mere end 100 år tilbage i tiden, og i omgivelser, som de fleste mennesker nu til dags kun kender fra Frilands- eller Arbejdermuseet, og historien ikke fortælles i et minimalistisk sprog, så bliver man suget ind i beretningen. Den er decideret spændende; hvordan klarer han sig nu ud af dét og ud af dén klemme?

Pelles oplevelser i andet bind, der indeholder ’Den store kamp’ og ’Gryet’, kunne høre hjemme i en spændingsroman. Han bliver uretfærdigt fængslet, får et barn med en anden og oplever voldsomme dødsfald. Naturligvis er den utopisk, Pelle kan næsten alt, og han oplever nærmest hele arbejderbevægelsens historie på egen krop. Men det er en hamrende god historie!

Analyse

Nexø, Martin Andersen - Pelle Erobreren

Martin Andersen Nexøs 'Pelle Erobreren' er et hovedværk i europæisk arbejderklasselitteratur, hvis indflydelse på samtiden var enorm.

Martin Andersen Nexø var en forfatter, hvis værk var lige så modsætningsfyldt som manden selv. Selv beskrev han sig som: ”en kat, en hund og et pindsvin i samme sæk”, og hvis denne beskrivelse siger noget om den indre kamp, der foregik i manden, så afslører den også noget om den rastløse energi, der går som en strøm gennem forfatterskabet og nægter at lade det stivne i en fast position. Skal man imidlertid nævne et tilbagevendende motiv, så er det forfatterens undersøgelse af forholdet mellem menneske og natur, forstået i bredeste forstand: Mennesket som et socialt og individuelt væsen og naturen som noget, der afsondrer sig fra og samtidig afspejler det menneskelige. Formuleret på en anden måde kan man sige, at Andersen Nexø var optaget af den frie viljes problem: Er mennesket på forhånd bestemt af dets gener, den iboende natur, eller har det via opvæksten og egne valg mulighed for at bryde den sociale arv?

Martin Andersen Nexø voksede op på Christianshavn under fattige kår med en drikfældig og voldelig far, der arbejdede som stenhugger. Det positive modbillede blev hans mor, hvis blide væsen stod i stærk kontrast til faderens egensindige individualisme og brutalitet. En anden kvinde, der kom til at betyde meget for Andersen Nexø, var Mathilde Molbech, der tog ham til sig som sin egen søn. Efter en start som skomagersvend fik han mulighed for at komme på højskole i Askov og i det grundtvigianske miljø omkring Molbech, fik han ikke blot viden, men også en fornemmelse for vigtigheden af fællesskab og folkelig oplysning. Hos Molbech gled familiefølelsen og den sociale ansvarlighed umærkeligt sammen, og dette fik indflydelse på den unge Andersen Nexø og hans senere tro på kommunismen. Som Knud Bjarne Gjesing formulerer det: ”Når han blev glødende kommunist, så skyldtes det ikke så meget en teoretisk indsigt i den økonomiske nødvendighed og klassekampens dialektik, men snarere en forvisning om, at kommunismen er en organisk udvidelse af den samfølelse, der umiddelbart hersker – eller bør herske – i den nære familie og mellem mor og barn”.

Hos Andersen Nexø forbindes det kvindelige ofte med det bedste i menneskenaturen: fællesskab, empati og selvopofrelse. Hvad kvindenaturen til gengæld mangler er dynamik. Den mandlige natur, derimod, er drevet frem af energi og individualitet, men uden sans for de kvindelige værdier. Disse to arketyper resulterer i hver deres faldgrubber. I begyndelsen af forfatterskabet, i bøger som 'Skygger' (1898), 'Det bødes der for' (1899), 'Familien Frank' (1901) og 'Dryss' (1902), møder man således en brutal naturalisme, hvor de mandlige hovedpersoner er drevet frem af blind drift og selvdestruktion: Mord, seksuel perversion, sindssyge og fornedrelse bliver de tydelige symptomer på en driftsbetonet energi, der, løsrevet fra moral og etik, driver hovedpersonerne ned i afgrunden. Omvendt viser den manglende dynamik sig som et problem i et af hovedværkerne: 'Ditte Menneskebarn' (1917-21). Her ejer Ditte ganske vist alle de rette værdier, men er samtidig låst til en passiv offerrolle, der gør hende ude af stand til at ændre samfundet. Hun mangler simpelthen den fremadrettede energi, der kan forandre den eksisterende samfundsstruktur, hvor kvinden og de etiske værdier, hun repræsenterer, er undertrykt.

Set i lyset af konflikten mellem de mandlige og kvindelige værdier er 'Pelle Erobreren' (1906-1910) uden tvivl Martin Andersen Nexøs mest komplekse værk. Her gør forfatteren et ambitiøst forsøg på at forene modsætningen mellem det mandlige og kvindelige i en bevægelse mod en ny samfundsutopi, hvor driften i stedet for at splitte bliver bærer af håb: Erobrerviljen bruges konstruktivt til at bygge op i stedet for at nedbryde.

'Pelle Erobreren' udkom i årene 1906-1910 i fire bind: 'Barndom' (1906), 'Læreaar' (1907), 'Den store kamp' (1909) og 'Gryet' (1910). I sin opbygning følger bogen mønstret for den klassiske dannelsesroman med en bevægelse fra uskyld til erfaring, og det er ikke tilfældigt, at den er tilegnet ”Mesteren Henrik Pontoppidan”, hvis roman 'Lykke-Per' (1898-1904) kan betegnes som den første moderne danske dannelsesroman. 'Lykke-Per' er moderne i den forstand, at den ender med individets splittelse i stedet for harmoni. Per kan ikke undslippe sit sociale udgangspunkt i form af den dommedagsteologi, han har fået i arv fra Sidenius-slægten og må ende sit liv gammel og forbitret, en eneboer afskåret fra samfundet. 'Pelle Erobreren' adskiller sig væsentligt fra Lykke-Per, idet den ikke deler dennes dystre determinisme. Andersen Nexø kunne ganske vist nikke genkendende til Pontoppidans manglende tro på det harmoniske borgerlige individ, men til gengæld genskabte han tilliden til individet igennem en dannelsesproces, der i stedet for at individualisere skulle socialisere. Det er paradokset i bogen, at der hvor Pelle er blevet sig selv, er han netop en repræsentant for de andre i form af arbejderklassen. Dannelsesprocessen for Pelle består med andre ord i at lære at identificere sig med sin klasse og forstå, at hans egen stemme også er folkets (dvs. arbejdernes) stemme.

Det er overgangen fra uskyldigt og ildfuldt individ til ansvarsfuld repræsentant for folket, der skildres gennem de fire bøger. Når første del, 'Barndom' og 'Læreaar', i dag opleves som den mest læseværdige – og også den del, som Bille August valgte at filmatisere – så skyldes det, at der her endnu er en vis åbenhed tilstede. Pelle er stadig i en proces, hvor hans personlighed er ved at danne sig. Når han i anden del er flyttet fra Bornholm til København bliver hans personlighed stadig mere snævert bundet til det socialistiske projekt, der er bogens endemål.

'Barndom' og 'Læreaar' viser Pelle som en sansende dreng med masser af mod på livet. Personligheden begynder at forme sig der, hvor Pelle begynder at reflektere over sin egen sanselighed og indse, at den ikke altid er ubetinget god. En central passage i både bogen og filmen er det sted, hvor Pelle betaler sine penge til vennen Rud for at få lov til at piske denne på ryggen med brændenælder. Her ender det, der i starten er lystbetonet ondskab, med at blive en kilde til fortrydelse og sorg. Pelle kaster til sidst brændenælderne væk i skuffelse over den manglende tilfredsstillelse, som hans penge har givet. Ondskaben bliver her tæt forbundet med kapitalismen (Pelle giver penge for at piske Rud) og et begær, der i sidste ende bygger på tomhed. En tilsvarende kobling mellem seksualitet og kapitalisme finder man hos Stengårdsbonden Kongstrup, Pelles arbejdsgiver, hvis uopfyldelige begær skaber lidelse omkring ham, dels hos den martrede kone og hos de socialt stigmatiserede tjenestepiger, som han efterlader med børn. Rud selv er netop et eksempel på en af Kongstrups bastarder og fremstår som en vanskabning, der senere lever af at udstille sig selv på et omrejsende marked. Den kapitalistiske erotik bliver altså forbundet med brutalitet, magtmisbrug og degeneration.

Karakteristisk for Pelle er, at han i første omgang barnligt spejler sig i stærke mandlige forbilleder, der gør oprør mod den kapitalistiske overmagt, repræsenteret ved folk som Stengårdsbonden. Fælles for Erik og senere Peter Jørgensen med det sigende tilnavn ”Kraften” er dog, at deres oprør er et egoistisk projekt, hvis motivation er deres egen stolthed. Begge ender også med at blive marginaliseret uden at ændre noget på de eksisterende magtstrukturer. Erik bliver åndssvag og ”Kraften” gal, og deres ensomme mandlige oprør bliver forbundet med noget infantilt og verdensfjernt som i denne beskrivelse af ”Kraften”:  

I modsætning til Eriks og ”Kraftens” formålsløse oprør udvikler Pelle efterhånden et mål, der bliver større end ham sig selv. Han drager til København, hvor han bliver en del af en større social gruppe, da han møder menneskene i det fattige ”Arken”, en socialistisk udgave af Noahs ark. Undervejrs lurer fristelserne og Pelle bliver, ganske karakteristisk, på et tidspunkt fængslet som falskmønter. Det virkelige vendepunkt i romanen kommer, da han efterhånden indser, at sand værdi ikke bygger på kapital, men menneskelige egenskaber. Centralt for denne erkendelse er, at Pelle møder den rette kvinde efter at have flirtet med forskellige overklassepiger. I Ellen får Pelle en kvinde, der kan forene hans egen rastløse natur med dybere etiske værdier, der knytter sig til det kvindelige:

”Moderlig blev hun ved at være, hengivelsen kaldte blot på nye sider af hendes trang til at opofre sig. Hvor var hun rig i sin omsorg! Hun forlangte kun den hårde jord og kunne ikke gøre sig selv blød nok – alt var til for ham. Og så ufattelig blød kunne hun gøre sig selv. Forsynet havde kastet al sin rigdom og varme i hendes skød; det undrede ham ikke, at både livet og lykken valgte sig rugeplads der.”

I (P)ellen forenes det mandlige og kvindelige princip, der danner udgangspunkt for det fællesejeprojekt, der bliver Pelles kongstanke. I kraft af de kvindelige værdier kan den hårde kapitalistiske jord gøres blød og den hierarkiske magtstruktur erstattes af familiens utopi med den kærlige og selvopofrende moder som ideal. Mod slutningen af romanen overdrager rigmanden Brun sin formue til Pelle, der skal administrere den til glæde og gavn for alle. I et brev mod slutningen, skriver han: ”Andre vil komme til at gøre som jeg – frivilligt eller nødtvungent - indtil alt er alles. Og så først kan kampen om det menneskelige begynde! Kapitalismen har skabt vidunderlige maskiner, men hvilke vidunderlige mennesker venter der os ikke med den ny tid.”

Pelle bliver et billede på det nye vidunderlige menneske, der kombinerer maskuline og feminine værdier, hvis oprør består i at give afkald på magten og i stedet fungere som fordeler af rigdom. Romanen ender med, at Morten, Pelles ven, beslutter sig for at skrive hans historie, der skal bære titlen 'Pelle Erobreren'. Umiddelbart ligger landet åbent og en ny verdenshistorie kan begynde, men den fortsættelse som Nexø rent faktisk endte med at skrive blev en ganske anden. I romanen 'Morten hin Røde' (1945) følges der op på Pelles historie og billedet er nu ændret: Pelle er blevet en patriarkalsk socialdemokratisk minister, der holder på magten og naturmoderen Ellen forvandlet til en intetsigende ministerfrue. Familieutopien er endt i borgerlig parodi, og oprøret blevet til konformitet.

Den Pelle der huskes i litteraturhistorien er imidlertid erobreren. Billedet af Pelle som socialistisk helt er opbyggeligt, et ideal som de kommunistiske lande let kunne spejle sig i. Den faldne Pelle lå lidt for tæt på virkeligheden. En ubehagelig påmindelse om, at utopien om det vidunderlige menneske netop var en utopi og den menneskelige natur mere sammensat end som så.

Skrevet af cand. mag. Jakob Bækgaard
 
29 sep.10

Bogdetaljer

Faustnummer
000917499
ISBN
9788702210781
Antal sider
539

Tema

Tema

Social ulighed i litteraturen

Flere aktuelle forfattere skildrer de menneskelige konsekvenser af et samfund med social skævvridning og er med til at sætte samfundsaktuelle dilemmaer under debat. Den sociale ulighed fylder i stigende grad i den realistiske skønlitteratur.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer