Barndommens gade

Uden at henfalde til idylliske og forherligende billeder, skildrede Tove Ditlevsen sin egen arbejderklassebaggrund råt for usødet i sin uovertrufne klassiker Barndommens gade fra 1943.

Nogle mennesker kaster sig sorgløse og ubekymrede ud i livet, mens andre famler sig tøvende og angstfulde frem gennem tilværelsen. Den københavnske arbejderpige Ester hører til blandt de sidste, og med sit sarte væsen og sin altoverskyggende usikkerhed tynges hun ikke bare af den fattige baggårds barske kår, men også af bekymringer om overhovedet at kunne slå til i livet.

Ester er hovedpersonen i Tove Ditlevsens uovertrufne klassiker Barndommens gade fra 1943, og som i mange af Tove Ditlevsens øvrige værker mærker man tydeligt forfatterens eget skrøbelige væsen gå igen i hovedpersonens skikkelse. Tove Ditlevsen blev aldrig for alvor anerkendt i det litterære miljø, men til gengæld vandt hun sig læsernes hjerter. Hendes popularitet hos læserne skyldes i høj grad, at hun var en kvinde, der turde stå offentligt frem og bekende sine egne sorger og kvaler. Og samtidig ulejligede hun sig med at nedfælde og beskrive det menneskelige væsens inderste smerte og skrupler, hvori læsere den dag i dag kan genfinde deres egen usikkerhed og deres egne problemer. Trods sin popularitet havde Tove Ditlevsen dog svært ved at føle sig elsket, og til sidst måtte hun bukke under for en livslang ensomhed og angst. Det er netop denne inderlige, fortvivlende higen efter kærlighed og denne umådelige trykkende ensomhed, som Tove Ditlevsen også lader gå igen i hovedpersonen Ester i Barndommens gade.

Barndommens gade udkom under 2. Verdenskrig, men modsat mange af sine samtidige mandlige kollegaer var det ikke Tove Ditlevsens ærinde at forholde sig til krigen og alle dens rædsler. I stedet markerede hun sig som en socialrealistisk forfatter, som uden at henfalde til idylliske og forherligende billeder, skildrede sin egen arbejderklassebaggrund råt for usødet.

I Barndommens gade beskriver Tove Ditlevsen 1930'ernes københavnske Vesterbro som en levende, pulserende kvindekrop, der strækker sine lemmer ud og indfanger det liv, der leves i og omkring hjertet af datidens arbejderkvarter. Det er her barnet Ester vokser op og udvikler sig til selv at blive en voksen kvinde, og det er i mørket og stanken fra dette kvarters bagerste baggårde, at Ester lever sit barndomsliv omgivet af skrigende, snottede børn, brølende alkoholiserede voksne og nattens listende rædsler og fristelser. I Barndommens gade dykker Tove Ditlevsen således ned i arbejdermiljøets dybeste skakter og beskriver, hvordan børn forulempes seksuelt, drømme brister og sorg og vemod knækker selv den bedste.

Mørket, ensomheden og isolationen i dette kvarter tynger den unge pige Ester, men samtidig drager det hende også. Med en sælsom sødme holder det hende fast med et bånd knyttet af minder og omsorg for familien og hele gadens liv af mennesker. Det er i dette miljø, at hun dannes på godt og på ondt, og kun sjældent vover hun sig uden for gaden og uden for kvarterets trygge favntag.

Kun i drømmene tager Ester på strejftog og fantaserer længselsfuldt om rigdommen, lyset og skønheden, som findes uden for fattigdommens rækkevidde. Ester vil gerne blive til noget, hun vil gerne på kontor, have plys på gulvene og bugnende kagefade i sine fine stuer. Men hun er samtidig også fastholdt i en indre angstfyldt og umulig position, hvor hun uanset intentioner og drømme ikke formår at rive sig løs og kaste gaden og sin opvæksts triste vilkår af sig. Gang på gang drives hun tilbage til sit livs udgangspunkt og har svært ved at forråde sit inderste tilhørssted.
Samtidig længes Ester umådeligt meget efter kærlighed, accept og personlig stolthed, men også disse drømme synes for Ester som en tåget masse, der forsvinder mellem hendes hænder, hver gang hun vover at række ud efter det. Hun er i bund og grund et ulykkeligt væsen, som aldrig lader lykken trænge ind og komme hende nær.

Hele vejen op gennem sin barndom og sågar også som en voksen kvinde føler Ester sig tynget af en plagende anger over alle de ugerninger, hun begår og til stadighed bliver ved med at begå. Og samtidig føler hun sig plaget og forfulgt af sin angst for mørket – både i verden omkring hende såvel som i hendes sjæls indre. Som lille pige forsøger hun desperat at klamre sig til sin mor, men må gang på gang gå alene ind i mørket og gå til ro på feltsengen med alle sine tanker og al sin angst. Senere i livet søger hun hvileløst efter kærligheden og varmen fra en mand, men hun har svært ved at elske sig selv og har derfor også svært ved at modtage kærlighed fra andre uden at kaste sig selv og sin sjæl bort for at være ét med den anden.    

Tove Ditlevsen lader Ester spejle den menneskelige ungdoms famlende usikre år, hvor kødelige fristelser, inderlige længsler og uopnåelige drømme fylder hele tilværelsen med uro. Med en særlig evne for at registrere og formulere sanseindtryk tager Tove Ditlevsen således ikke bare læseren med tilbage i tiden og ind i kernen af et miljø, der engang var. Men hun tager også læseren med ind i ungdommens sårbare væsen og viser, hvorledes et enkelt ord eller et enkelt øjekast kan blive vendt og drejet for sin betydning og som et vagt tegn på, at der måske er én, bare én, i hele verden, som kan elske - og få sig selv til at elske - den man er.
 

Kilder, links og centrale værker