Tabita

Endnu en stærk roman af Iben Mondrup, som på mageløs vis skildrer et nådesløst sammenstød mellem den grønlandske og danske verden gennem pigen Tabitas møde med en dansk familie.

Berthel og Eva er en dansk familie, der har bosat sig i Grønland i 1960’erne. De har ingen børn og adopterer den 5-årige Tabita og 1-årige Vitus af den grønlandske hushjælp, Abelone, der har svært ved at klare børnene alene. Da familien flytter tilbage til Danmark, begynder ægteskabet at knirke, og Tabita har svært ved at omstille sig og længes tilbage.

’Tabita’ er en gribende og stærk fortælling om kærlighed og drømme, der bliver til mareridt og om børn, der bliver ofre. Den grønlandske kultur og natur og ikke mindst sproget sidder allerede i kroppen af den selvstændige pige, der nu skal være en anden. Tabitas kamp, savn og sorg går lige i hjertet og er skrevet i en fin lyrisk prosa.

Tabita er et faderløst barn, og vi møder hende som 5-årig. Hun bor sammen med sin lillebror Vitus, mormoren, Rosine og moren Abelone, der arbejder i huset hos en dansk familie. Børnene bliver passet af Rosine, der lige har mistet sin mand. Hun låser børnene inde i kælderen, mens moren er på arbejde, og de sulter også, da pengene er få. Berthel er bestyrer af en forretning, og Eva har svært ved at klare kulden og mørket. Hun længes efter børn, men det lykkes ikke. Abelone er hendes eneste adspredelse, og hun giver Eva det gode råd at se efter lyset: ”Man bør sætte sig og vente på lyset over fjeldene, den dybe orange bræmme, der, som dagene skrider frem, bløder op i himlen, som uvægerligt bliver til det brændende elskede øje, der vil trække sig fri af horisonten og hæve sig op over dem med sit venlige blik og sige: Her er jeg”.

Landskabet med isen, bjergene, kulden og det daglige liv er fanget fint ind. For her mod nord har man ”måttet indrette sig under omstændighederne. Det har været en måde at overleve på; at indordne sig under hinanden, under vejret, vinden og de andre”. Men indordne sig kan Eva ikke, og hun lægger en plan for at adoptere de to børn, fordi moren ikke kan brødføde dem. De flytter til Nordsjælland med børnene, men Tabita savner moren og de frie omgivelser. Pludselig er Vitus væk fra familien, og Tabita er ramt af dyb sorg. Det kendte er væk, og i takt med at Eva og Berthel glider væk fra hinanden, får hun et tættere forhold til Berthel.

Der er meget på spil i Iben Mondrups fine roman om den grønlandske natur og levende kulturarv, kulturforskelle, stærke følelser, kærlighed, svigt og ødelæggende løgne og fortielser. Kvinderne har hvert sit afsnit i bogen, mens faren mest ses udefra, i begyndelsen forstående og støttende, indtil han forandrer sig.

Iben Mondrup har boet det meste af sin barndom og ungdom på Grønland. Hun har tidligere skrevet om Grønland i Godhavn, som vandt DR Romanprisen i 2015.