Fuglemanden

Angst er ikke for børn. Det burde det ikke være. Men Sarah Engell og Lilian Brøggers grafiske roman om angst og psykisk sygdom er i den grad for både (store) børn og voksne.

‘Det hele startede med fuglene’… 17-årige Barbara forelsker sig i Arn, men forelskelsen følges af en følelse af at blive overvåget af fuglene og dernæst af Fuglemanden, som efterhånden overtager Barbaras liv. Alt, hvad Barbara gør, siger og tænker, er forkert og bliver straffet af Fuglemanden. Hun kan ikke stole på sine egne tanker, sine venner eller forældre; hun isolerer sig og bliver nødt til at følge Fuglemandens regler, sm bliver mere og mere bizarre. Efter et forsøg på selv at flyve ud ad vinduet bliver Barbara indlagt på psykiatrisk afdeling, og her tager hun kampen op mod Fuglemanden.

’Fuglemanden’ er en gribende og vigtig roman. Man mærker den knugende følelse af at blive forfulgt og ikke kunne stole på sine egne sanser, afmægtigheden ved at blive fanget ind af et net af absurde regler, man skal overholde, samtidig med forsøget på at opretholde et ‘almindeligt’ ungdomsliv. Hvert afsnit indledes med et opslag på mobilen om fx Trækfugl, Lærke (som også er navnet på en pige, som Arn måske/måske ikke er interesseret i), Hvid stork, Burfugl og Standfugl og deres kendetegn. Opslagets beskrivelser af fuglearterne indikerer Barbaras indre tilstand, ligesom telefonens ikon for tilbageværende strøm kan sige noget om hendes eget overskud eller mangel på samme. Det er en voldsom roman, der pakkes ikke noget ind. SMS’er tikker ind og citater og sangtekster af både nyere og ældre dato blander sig i samtaler og som baggrundsstøj: ‘Just because you’re paranoid doesn’t mean there’s no one after you’..

Sarah Engell har skrevet flere romaner for unge med vigtige tematikker, senest ‘Valget’ fra 2017, mens Lilian Brøgger gennem årene har illustreret et utal af bøger med sin skarpe og genkendelige streg. Samspillet mellem Sarah Engells tekst og Vivian Brøggers dystre tegninger er formidabelt. Den grafiske form viser i al sin gru, hvordan psykiske sygdom langsomt viser sig med små tegn og efterhånden overtager virkeligheden. Ord og billeder både supplerer og modsiger hinanden. Desperationen og forvrængningen af virkeligheden flyder ud over siderne, men der er også håb; det lysner til sidst. Det er voldsomt, vigtigt og godt!