Hvem ringer klokkerne for?

”Ethvert menneskes død river noget fra mig; thi jeg er ét med den ganske menneskehed; saa derfor skal du ikke spørge: Hvem ringer klokkerne for - de ringer for dig.”

Dette John Donne-citat indleder romanen, og forklarer romanens idé og titel. Hemingway, som var erklæret antifascist, udgav romanen i 1940, da den spanske borgerkrig var tabt for demokratiet og anden verdenskrig stod for døren.

Robert Jordan, lektor ved et universitet i Montana USA, ankommer i maj 1937 til en fjern egn i Spanien. Robert Jordan er agent og sprængstofekspert - i kamp mod Francos fascistiske tropper.
Fra republikkens side planlægges en offensiv i bjergene i nærheden af El Escorial. Robert Jordan sendes sammen med Anselmo, en gammel spansk bonde, ud på ekspedition med hver en sæk sprængstof på ryggen for at sprænge en bro i luften bag Francos linjer.

De skal kontakte og samarbejde med to guerillastyrker, men Pablo – den ene bandeleder – har udviklet sig til en fordrukken forræder. Borgmesterens mishandlede datter Maria tilhører også Pablos bande, og mellem Robert og Maria udvikler sig den helt store altomfattende kærlighed.
Kærlighedsforholdet mellem Maria og Robert er romanens midtpunkt, men et næsten ligeså væsentligt tema er forræderiets psykologi.

Med henvisning til det indledende John Donne-citat lærer Robert Jordan, at han er en del af et hele – ikke alene af Spanien – men af hele verden.
Han lærer også, at verden ikke er enkel, at krig aldrig er lige til og at i en moderne krig, som den spanske – eller aktuelt den irakiske – er det naivt og indskrænket at regne alt op i sort/hvide skurke og helteroller.

”Hvem ringer klokkerne for?” blev filmatiseret med Gary Cooper og Ingrid Bergman i hovedrollerne som Robert Jordan og Maria. Hemingway udpegede selv Gary Cooper til at spille helten, amerikaneren Robert Jordan, men især Ingrid Bergman, blev rost for sit spil som Maria. Hun blev da også Oscarnomineret – og filmen, der er fra 1943, fik desuden 7 andre Oscarnomineringer.

Selv om romanen er skrevet for mere end 60 år siden, er den stadig aktuel, fantastisk spændende og taler til alle menneskelige følelser, og jeg vil slutte med at citere Bo Tao Michaëlis, som i Politiken d. 27. marts 1999 skrev: ”….”Hvem ringer klokkerne for?” reddes over i verdenslitteraturens klassikerserie, fordi den alligevel på trods af mislykket ideologisk bragesnak handler om borgerkrigens menneskelige mareridt. Her er ingen macho-romantik, intet elegant cafésnak og næppe nogen eksistentialistisk intethed. No nada, denne sofistikerede meningsløshed, som Hemingway ellers stemplede sine fortællinger med.”