Hvis vi ikke taler om det

Leonora finder mere under fortidens gulvtæppe, og en forlægger ryger med i fejebakken. Modigt, velfortalt og for det meste vedkommende.

’Hvis vi ikke taler om det' er fortsættelsen til Leonora Christina Skovs autofiktive bestseller Den der lever stille, som udkom i 2018. ”Den, der lever stille, lever godt” var mottoet i forfatterens barndomshjem, og man skal ikke være vaks for at gennemskue, at hun fortsætter med at lufte familiens nystrøgne vasketøj i sin anden erindringsroman ’Hvis vi ikke taler om det’.

”Hvis du er bange for, at dit barn får et sværere liv som homo, så lad ikke dit barns sværere liv starte med dig. Det værste, du kan gøre mod dit barn, er at elske det med forbehold. Eller slet ikke at elske det”. Sådan indfanger forfatteren essensen af sin forrige roman og fortsætter i samme spor i sin anden erindringsbog, der endvidere udbygger historien om at forfølge sine drømme og stå ved sig selv.

Vi følger den unge forfatterspires lange og ensomme vej mod læsere, laurbær, anerkendelse og selvindsigt: ”Jeg kan ikke skrive flere romaner om mødre, der ikke elsker deres børn, og unge, familieløse kvinder, der må skabe sig selv fra grunden med raseri i fingerspidserne. Det er min egen historie forklædt som fiktion, og jeg kan ikke forklæde den længere”. 

Leonoras historie er også historien om en fremmed fugl, om at blive mobbet i skolegården og om at føle sig anderledes i 20’erne og 30’erne, hvor mange løber i retningen af børn, hus og fast arbejde. På litteraturvidenskab er hun desuden omgivet af studiekammerater med rigtige efternavne, bogreoler og en fortid på københavnske lilleskoler. I forbindelse med udgivelsen af en feministisk antologi sidst i studietiden oplever hun ”uønsket intimitet” med sin meget ældre forlægger, der byder på eftermiddagsvin med sig selv som avec.

Romanens meta-niveau og komposition fungerer godt, når forfatteren elegant væver nutidige samtaler med sin kone Annette sammen med fortidens fortællinger. Ind i mellem kunne jeg godt ønske, at der blev overladt lidt flere tomme pladser til læseren, men det er en fin fortælling om at lære at stå ved sig selv og om, hvordan det trækker tråde langt ind i tilværelsen, når man har gjort et barn fortræd.

”Den kender mest til kærlighed, som aldrig mødte den”, skrev Tove Ditlevsen. Hos Leonora Christina Skov bliver barndommens smerte og manglende anerkendelse til en kunstnerisk og personlig drivkraft. Det er de bedste passager, også i denne roman, selv om mediernes interesse nok vil koncentrere sig om Me Too og forlæggeren. Erindringsromanen har gode beskrivelser af forfatterens tid som feministisk debattør, hvor hun oplevede endnu et normsættende ordsprog for fuld udblæsning: ”Fuglen, der stikker hovedet ud, bliver skudt først”.

I efteråret 2021 kan man opleve Leonora Christina Skovs 'Den, der lever stille' udspille sig på biograflærredet. Der er desuden sat musik til de to erindringsbøger i albummet Kapow Goodbuy (tak & undskyld).