Anmeldelse
Højtryk og lavtryk
- Log ind for at skrive kommentarer
Kritikerrost roman om et uperfekt menneske er en både fremragende, deprimerende, morsom, sørgelig og uforglemmelig rutschebanetur.
’Højtryk og lavtryk’ er en noget anderledes pageturner, der drives fremad af nogle helt fantastiske ordbilleder frem for en tørst efter slutning og afklaring. Man læser frydefuldt og lettere gysende videre, fordi det bare er en kæmpe fornøjelse – og noget af en rutschebanetur - at følge hovedpersonen Marthas livsrejse. En rejse, der godt nok er overvejende bedrøvelig og fuld af bump på vejen, men også i sidste ende udviklende og fuld af kærlighed.
Marthas odds for et almindeligt liv er ikke specielt gode, da hun kommer ud af en mere eller mindre dysfunktionel kunstnerfamilie med psykisk sygdom i generne. Og det bliver ikke bedre, da hun som 17-årig oplever, at der ”detonerer en bombe i hendes hjerne”. Uden at lægerne rigtigt kan hjælpe med hendes forbigående depressioner og angst, bevæger hun sig psykisk ustabilt ud i voksenlivet med et negativt selvbillede og en klar bevidsthed om, at hun er sindssyg og ikke noget værd som menneske. Det påvirker hendes nærmeste og omgivelserne såvel som hendes egen fremfærd og opførsel.
Kort tid efter sin 40-års fødselsdag forlades Martha af sin mand, Patrick, og det sætter gang i en grundig selvransagning, hvor hun efterhånden bliver klogere på mange ting, ikke kun på sig selv, men også på sine nærmeste og verden generelt. Alt det, hun har gået og troet og bygget sin forestillingsverden op om, viser sig ikke at være helt så sort/hvidt som først antaget. Hun må på sin vis i gang med at genopfinde sig selv for at kunne komme videre.
Her på papiret kan det godt lyde som lidt tung og deprimerende læsning, men det er det sjovt nok slet ikke. Forfatteren har et særligt tag på historien, hvor alle nedslagene i Marthas liv serveres med et galgenhumoristisk glimt i øjet og en tydelig kærlighed til det uperfekte menneske. Og så er beskrivelserne i en klasse for sig, siderne flyder over af minimalistiske og geniale sætninger, der vækker tristhed samtidig med, at du sprutter af grin. Det er meget specielt og meget fremragende. Med dårlige tider følger altid håbet, og det er det, man klart fornemmer bogen igennem, og det er nok også derfor, man lader sig rive med og griner af det triste og tragiske. Som der hvor Marthas far ønsker at opmuntre Martha ved at google alle de kendte mennesker, der har den samme diagnose, som hun langt om længe får stillet, og finder ud af, at de alle har begået selvmord.
Titlen på bogen refererer til farvandsudsigten, der er en metafor for Marthas sindstilstand - ifølge hende selv. Fra mild til frådende orkan. Originaltitlen ’Sorrow and Bliss’ opsummerer også ganske godt bogens indhold.
Brugernes anmeldelser